Forsker fra Juridisk Institut udpeget som Talent 100
Berlingske Business udpeger hvert år 100 unge talenter. I særudgivelsen Talent 100, der udkommer 28. april, tegnes et billede af erhvervslivets kommende profiler gennem portrætter af 100 udvalgte talenter. Fælles for de 100 talenter er, at de er fagligt kompetente. De har enten ledelsesmæssig erfaring, er dygtige specialister eller iværksættere. De har leveret resultater og har potentiale til at blive en af fremtidens ledere. Og så er de højst 35 år.
Ph.d, lektor Carina Risvig Hamer er i år udnævnt som et af de 100 talenter i kategorien offentlig. Carina er en del af forskningsgruppen International ret og af forskningsspydspidsen Erhvervsforvaltningsret. Hun forsker bl.a. i udbudsret og EU-ret.
”Det glæder mig at se, at man ved udvælgelsen af kandidaterne til årets Talent 100-magasin også har haft øje for de mange talenter, der findes i universitetsverdenen. Og jeg er meget stolt af, at et af disse talenter er fra Juridisk Institut. Carina repræsenterer som et af årets 100 talenter instituttet på fornemmeste vis,” udtaler institutleder Camilla Hørby Jensen.
Du kan læse portrættet af Carina Risvig Hamer i Berlingske Business her.