I denne forskningsgruppe genererer vi viden af høj kvalitet om, hvordan juraen virker på samfundet, og hvordan samfundet virker på juraen. Forskningskvalitet, akademisk og samfundsmæssig impact er centrale omdrejningspunkter for gruppens forskning. Forskningsresultater tilvejebringes både ved hjælp af retsvidenskabelige metoder, herunder juridisk metode samt andre samfundsvidenskabelige såsom kvalitative (dokumentanalyse, interview, etnografisk feltarbejde) og kvantitative (spørgeskema, registerdata). Den analytiske dimension på mikro-, meso- og makroniveau belyses ved hjælp af teorier, der hovedsageligt er udviklet inden for sociologien og filosofien. Tilvejebringelsen af retsdogmatiske forskningsresultater bygger på den juridiske metode.
Gruppens forskningsresultater har relevans for akademia, praksis og borgerne. Viden til akademia formidles via (overvejende) peer-reviewede tidsskrifter, både nationale og internationale. Eksempler herpå er Retfærd, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab (NTfK), Tidsskrift for Kriminalret (TfK) samt BFI-givende tidsskrifter af relevans for det specifikke emne. Desuden deltager gruppens medlemmer på nationale og internationale konferencer med fremlæggelse af papers. Viden til praksis (og akademia) formidles blandt andet i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR), Juristen samt i monografier, antologier og lærebøger, der også er praksisfunderet. Viden til borgere formidles via gruppemedlemmers bidrag til samfundsmæssige debatter på forskellige medieplatforme (avis, radio, Tv, podcast, blogindlæg) samt udarbejdelse af forskningsrapporter, der gøres umiddelbart tilgængelige for borgerne.
Her kan du se en liste over forskningsgruppens medlemmer.
Forskningstemaer i gruppen
- Ret og Marginalisering (ghettoret og retshjælp)
- Straf og Samfund