Nyt professorat i neurologi på OUH og SDU
Overlæge, dr. med. habil. Christoph Beier (43) er udnævnt til klinisk professor i neurologi i en kombineret stilling mellem Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet
Christoph Beiers professorat er dedikeret til forskningen i forbedring af epilepsi-behandlingen, især for patienter, som er ramt af svært behandlelig epilepsi. Hans forskning fokuserer på tre områder: Svært behandleligt epilepsi hos patienter med hjernekræft, ”ungdomsepilepsi” (fx juvenil myoklon epilepsi) og status epilepticus, dvs. vedværende anfald, som har behov for aggressiv akut behandling på sygehus.
Udfordringen ved alle tre sygdomsgrupper er, at virkningen af den medicinske behandling ikke er blevet markant bedre i de sidste mange år, til trods for at der er mere end 20 tilgængelige præparater. Forskningsgruppen, som omfatter bl.a. specialestuderende, en ph.d.-studerende og yngre læger, arbejder dels med nye metoder som kunstig intelligens i samarbejde med Syddansk Universitet, og dels med veletablerede metoder som klassik epidemiologi og kliniske afprøvninger. På sigt skal der findes nye måder til at bruge de eksisterende præparater ”smartere” således, at den rette patient få det rette præparat og slipper for at afprøve medicin i mange år uden stor succes. Derudover gennemfører gruppen også kliniske forsøg, hvor ny medicin og nye former for behandling afprøves i klinikken.
Christoph Beier er uddannet fra universitetet i Tübingen i 2003. Han udnævntes til overlæge i neurologi i 2011 ved universitetshospitalet i Aachen. Samme år forsvarede han afhandlingen til dr. med. habil., som omhandlede en serie af studier om hjernekræftceller. Familien flyttede til Danmark i 2012, hvor Christoph Beier og hans kone, der også er neurolog, begge blev ansat som overlæger på Neurologisk afdeling på OUH. Christoph Beier blev i 2014 tilknyttet SDU som klinisk lektor i neurologi.
Udover at tiltræde det nye professorat i neurologi fortsætter Christoph Beier i sin stilling som teamansvarlig overlæge på OUH indenfor epilepsi-specialet og som sekretær i Dansk Epilepsi Selskab.
Privat bor Christoph Beier med sin kone og tre børn i Odense