Skip to main content
DA / EN

BHJ-priser uddelt til forskere fra SDU i Sønderborg

En af Sønderjyllands store humanitære og kulturelle fonde, BHJ Fonden, uddelte to forskningspriser ved et arrangement på SDU Sønderborg d. 6. december. Mens prismodtagerne og prisuddelerne mødte fysisk op på Alsion, kunne tilskuerne følge med online.

Af Sune Holst, , 07-12-2020

BHJ Fonden har igennem mere end 10 år støttet op omkring SDU med forskellige priser til studerende, forskere og undervisere, som har udmærket sig på Campus Sønderborg. ”BHJ Fonden spiller en vigtig rolle i at understøtte vores unge medarbejdere med både økonomi og hæder”, siger Horst-Günter Rubahn, leder af campus Sønderborg. ’Det værdsætter vi fra den akademiske verden utroligt meget’. 

Priserne Young Scientist Award og Innovation Award gik til henholdsvis Jaume Castan Pinos og Roana M. de Olivera Hansen.

Jaume Castan Pinos er lektor ved Institut for Statskundskab, Center for Grænseregionsforskning, CGF, hvor han forsker inden for felterne international politik, politisk geografi og samfundsvidenskab generelt. 

’Som forsker og medarbejder spiller Castan Pinos en vigtig rolle på Center for Grænseregionsforskning’, lød det fra leder af CGF, Steen Bo Frandsen.

”Kvaliteten af hans forskning er på utroligt højt niveau, samtidig er han umådelig produktiv.”
Leder af Mads Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn, uddeler BHJ Young Scientist Award til Jaume Castan Pinos med 'Corona-håndtryk'.

Som forsker og medarbejder spiller Castan Pinos en vigtig rolle på Center for Grænseregionsforskning. Kvaliteten af hans forskning er på utroligt højt niveau, samtidig er han umådelig produktiv.

Steen Bo Frandsen, centerleder CGF

Forskning til nytte for samfundet

Roana M. de Olivera Hansen er lektor ved Mads Clausen Instituttet (MCI), hvor hun er specialist i sensorer. Hendes forskning er ikke blot spækket med kvalitet, men også i høj grad anvendelsesorienteret. 

”Det er vigtigt, at resultaterne af vores forskning bruges til at sætte skub i innovationsprocesser i SMV’er”, siger leder af MCI, Horst-Günter Rubahn.

Leder af Mads Clausen Instituttet, Horst-Günter Rubahn, uddeler BHJ Innovation Award til Roana M. de Oliveira Hansen med 'Corona-håndtryk'.

Roana er et glanseksempel på en innovativ forsker, som hjælper virksomhederne med udviklingen af nye produkter, der kan bruges bl.a. til at bekæmpe madspild, alarmere mod vandforurening og i mundbind, der kan registrere vira.

Horst-Günter Rubahn, direktør MCI

Her kan du se de to videoer, som forskerne viste ved prisuddelingen:

Redaktionen afsluttet: 07.12.2020