Skip to main content
DA / EN

Fond støtter forsøgsopstilling med smarte materialer

Med 50.000 kr. fra Fabrikant Mads Clausen Fonden skal studerende og forskere lave forsøg med smarte materialer – heriblandt de såkaldte kunstige muskler.

I løbet af foråret 2015 skal forskere og studerende ved Mads Clausen Instituttet opbygge en forsøgsopstilling med lineære aktuatorer bestående af smarte materialer. Lineære aktuatorer skaber bevægelse i lige linje og bruges f.eks. i sygehussenge, hæve-sænkeborde og printere. Nuværende lineære aktuatorer består som oftest af metal og plast. MCIs forskere og studerende skal arbejde med lineære aktuatorer bestående af smarte materialer – som for eksempel dielektrisk elastomer, eller kunstige muskler, der består af en tynd elastisk polymerfilm.

 

Det er Mads Clausen Instituttets forskningsgruppe for anvendt matematik og regulering, der har modtaget donationen på 50.000 kr. fra Fabrikant Mads Clausen Fonden. Med de midler skal forskningsgruppen kortlægge aktuatorernes fysiske egenskaber ved hjælp af matematiske modeller. De studerende skal lave forsøg med aktuatorerne ud fra de matematiske modeller, så de får erfaring med opbygning og analyse af eksperimentelle forsøg med matematisk modellering.

 

Arbejdet med forsøgsopstillingen skal munde ud i effektivitetsanalyser af forskellige nye typer aktuatorer og give et praj, om der er mulighed for anvendelse af aktuatorerne i industrien i fremtiden.

 

For yderligere information, kontakt venligst lektor Benny Lassen, tlf. 65 50 16 87 eller e-mail benny@mci.sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 28.01.2015