Skip to main content

SDU-prorektor hejste det røde klima-flag: Mød Mernild til Sønderborg-konference om klimakrisen

Da FN’s klimarapport for nyligt blev offentliggjort, var det prorektor for SDU, Sebastian Mernild, der hejste det globale røde flag direkte på en pressekonference fra Campus i Odense. Nu kommer Mernild, der er en af hovedforfatterne på klimarapporten, til en online-konference i Sønderborg, hvor deltagerne kan få en status på klimakrisen direkte fra hestens egen mund.

Af Sune Holst, , 23-08-2021

SDU og ProjectZero holder den 28. og 29. september den virtuelle klimakonference ’Sonderborg Climate Neutrality Conference 2021’, hvor der stilles skarpt på de teknologiske løsninger, der er nødvendige i en varmere, vådere og mere blæsende fremtid med risiko for hyppigere oversvømmelser.

Klimakonferencen er tilbagevendende begivenhed, som er blevet afholdt siden 2015 – målet for konference er at samle forskere, industrirepræsentanter og almindelige borgere for at diskutere og finde løsninger på klimaudfordringerne.

Konferencen byder på en sand perlerække af forskere og eksperter indenfor klimaområdet, heriblandt prorektor ved SDU Sebastian H. Mernild, som er én af hovedforfatterne til FN’s klimarapport, der blev udgivet den 9. august.

I løbet af de to dage som konferencen varer kan deltagerne opleve paneldiskussioner og to parallelle spor med fokus på tekniske løsninger og samfundsmæssige aspekter relateret til kommuner og byers arbejde med klimaomstillingen lokalt.

Samlet set vil der være samtaler om en lang række emner, der dækker alt lige fra forskningsmæssige landvindinger inden for nye, smarte materialer og solceller til energiløsninger, byinddragelse og forretningsmæssige aspekter.

”Det er en løsningsorienteret konference. Vi, som universitet, kommer ikke med akademiske problemer, men med konkrete løsninger,” siger leder af Mads Clausen Instituttet, prof. dr. Horst-Günter Rubahn i en pressemeddelelse.

”Sammen med vores venner fra EU netværket SmartEN City har vi fået sammensat et spændende konferenceprogram, hvor deltagerne får masser af viden og -erfaringer fra både kommuner, virksomheder og forskere”, fortæller Peter Rathje, adm. direktør, ProjectZero.

Udover Sebastian H. Mernild kan deltagerne bl.a. opleve Christian Ibsen fra CONCITO, Ralf Fröchtenicht fra BMW og Seth Schultz fra Resilience Shift.  Seth har over 20 års international erfaring med miljø, bæredygtighed og klimaændringer og har været med til at stifte organisationer som ’C40 Cities Climate Leadership Group’, ’The Global Covenant of Mayors’, ’The International Coalition for Sustainable Infrastructure’ og ’The Coalition for Urban Transitions’.

Konferencen afsluttes med en online guidet klimaløsningstur til fem europæiske byer, heriblandt Sønderborg. ’Sonderborg Climate Neutrality Conference 2021’ henvender sig til klimainteresserede borgere, studerende, ansatte i grønne virksomheder, forskere med flere.

Konferencen foregår på engelsk og alle kan deltage gratis i arrangementet, som er 100 procent virtuelt.

Du kan læse mere om konferencen og programmet og tilmelde dig her.

 

Redaktionen afsluttet: 23.08.2021