Skip to main content
DA / EN

Ny begyndelse for Technet_nano

Partnerne tog afsked med EU-projektet Technet_nano. Samtidig skrev de under på at fortsætte arbejdet sammen.

Der blev gjort status på det grænseoverskridende Østersø-projekt Technet_nano, da partnerne mødtes på Syddansk Universitet i Sønderborg til den officielle afslutning af projektet.  I Technet_nano har forskningsinstitutioner i Danmark, Tyskland, Sverige, Letland, Litauen, Estland og Polen oprettet et netværk og samarbejdet om en kommunikationsplatform, der præsenterer deres viden og faciliteter. Og resultaterne er gode. Derfor skrev parterne under på, at arbejdet ikke skal slutte her.

 

Let adgang til højteknologi

Projektet har udviklet flere funktionelle informationsløsninger, der gør det let for især små- og mellemstore virksomheder at få adgang til samt overblik over partnernes ekspertviden samt udviklings- og renrumsfaciliteter. Først og fremmest er der oprettet sekretariater i fem lande. På hvert sekretariat sidder der nu en innovationsagent, der skal servicere og opsøge virksomheder. Derudover er der udarbejdet en meget udførlig hjemmeside samt forskelligt promotion materiale med beskrivelser af alle Technet_nano services.  Målet er at få virksomheder til at bruge disse services til ny produktudvikling. Det skrev partnerne under på, at de nu vil arbejde videre med.

Vigtigt grænseoverskridende samarbejde

EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S) deltog i fejringen af projektet, og i sin tale hæftede hun sig ved, hvor positivt det er, at virksomheder i et EU-land nu får let adgang til eksperter i et andet EU-land.

-Projektet her er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi internt i EU kan få glæde af hinandens særlige kompetencer. Det er netop i projekter som Technet_nano, at vi får skabt nye kontakter, ny viden og nye muligheder. Det skaber nye job i Europa, og det er præcis det, vi gerne vil støtte i EU, sagde Christel Schaldemose. Hun glædede sig i øvrigt over at være blevet inviteret til arrangementet.

-Som EU-politiker laver jeg love og regler blandt andet for forskning og innovation. Ved et arrangement som det her, oplever jeg EU-samarbejde i praksis og hører om projektets erfaringer. Det er meget værdifuldt, sagde Christel Schaldemose.

Ny rektor: Naturligt for MCI

Syddansk Universitets nye rektor, Henrik Øregaard Dam, deltog også. I sin tale pegede han på, at det var naturligt for MCI at sætte Technet_nano i gang for to år siden.

-MCI overskrider grænser både nationalt, regionalt, indenfor visse sektorer samt mellem grundforskning, anvendt forskning og produktudvikling. Nu har MCI og de øvrige partnere I Technet_nano etableret transnational kontakt til det industrielle landskab i Østersø-regionen, og vi har let adgang til intellektuelle og tekniske ressourcer, sagde Henrik Øregaard Dam.

Blandt de øvrige gæster var desuden Rektor Herbert Zickfeld fra Fachhochschule Flensburg og Rektor Werner Reinhard fra Universität Flensburg.

Technet_nanos netværk består af: University of Southern Denmark (Danmark), Royal Institute of Technology (Sweden), Christian-Albrechts-Universitaet zu Kiel (Tyskland), Flensburg University of Applied Sciences (Tyskland), WTSH - Business Development and Technology Transfer Corporation of Schleswig-Holstein (Tyskland), University of Latvia (Letland), Kaunas University of Technology (Litauen), Applied Research Institute for Prospective Technologies (Litauen), Center for Physical Sciences and Technology (Litauen), Silesian Science and Technology Centre of Aviation Industry Ltd. (Polen), Acreo AB (Sverige) og University of Tartu (Estland).

 

Se hjemmeside for Technet_nano her http://www.technet-nano.eu/.

 

Foto øverst: Projektpartnerne skriver under. Fra venstre Toomas Plank (University of Tartu), Sigitas Tamulevicius (Kaunas University of Technology ), Teresita Qvarnstöm (Acreo Swedish ICT), Horst-Günter Rubahn (Mads Clausen Instituttet, SDU) og Indrikis Muiznieks (University of Latvia).

Foto nederst: EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S). Begge fotos er taget af Patricio Soto Fotografi.

Redaktionen afsluttet: 24.03.2014