Skip to main content
LSP

Det bliver et af verdens største robotcentre. Nu er første spadestik taget

Byggeriet af SDU Center for Large Structure Production (LSP) er gået i gang på Lindø. Om et år står et unikt forskningscenter for kæmperobotter klar til at revolutionere alt fra skibsproduktionen til den grønne omstilling.

Af Sebastian Wittrock, , 02-10-2024

De første visioner blev formuleret helt tilbage i 2016. I 2022 blev kontrakterne underskrevet, og nu sker det endelig.

 

Byggeriet af SDU’s forskningscenter for kæmperobotter på Lindø, LSP, er gået i gang. Efter planen vil den færdige bygning stå klar om et år. 

 

 

 

Og selv om LSP sådan set allerede er et aktivt forskningscenter med projekter i kalenderen og en midlertidig bygning på Odense Havn, var det en stor dag, da der 1. oktober var første spadestik i Munkebo, lyder det fra lederen af LSP, professor Christian Schlette.

 

- Bygningen er en vigtig milesten for os. LSP er allerede oppe at køre, men vi ser frem til at kunne få endnu mere fart på vores arbejde, siger professoren.

 

Værdi for samfundet

I LSP udvikler forskerne sammen med partnere i industrien nye robotter og digitale værktøjer, der kan automatisere produktionen af store konstruktioner, som f.eks. dele til vindmøller, skibe og bygninger.

 

Og det kan bl.a. komme den grønne omstilling til gavn, som det lød fra Henrik Bindslev, dekan på Det Tekniske Fakultet på SDU:

 

- Robotter skal tage det ensformige, farlige og beskidte arbejde, så mennesker kan gøre det, vi er bedst til. Det vil styrke den grønne omstilling og gavne virksomhederne, sagde dekanen i sin tale.

 

Også rektor på SDU, Jens Ringsmose, lagde på talerstolen vægt på, hvordan LSP kan komme til at gøre en forskel i verden, bl.a. ved at gøre noget ved manglen på faglært arbejdskraft. 

 

- Robotter er en afgørende del af løsningen på mange af de store udfordringer, vi i vores samfund står over for, herunder manglen på arbejdskraft. På SDU er vi optaget af, at vores forskning skaber værdi for samfundet, og det gør vi med dette center.

 

Produktion i Danmark  

En anden af ambitionerne bag LSP er, at man ved hjælp af automatisering kan gøre det konkurrencedygtigt at beholde og måske endda hjemtage produktionen af store elementer i Danmark.

 

Det understregede Mikkel Munk Festersen, afdelingsformand i Dansk Metal Odense, i sin tale:

 

- Vores medlemmer i Dansk Metal spiller en nøglerolle, for kun med ny teknologi kan vi fastholde produktionensvirksomheder i Danmark i fremtiden. Som epicenter for fremtidens teknologi skal vi på Fyn forske i og udvikle nye løsninger og skabe fremtidens danske industriarbejdspladser, sagde han.

 

Traditionelt set har det været meget svært at automatisere produktionen af f.eks. skibe, vindmøller og bygningsdele, netop fordi det foregår i så stor skala. Men det problem løser LSP ved – som et af de eneste dedikerede forskningscentre i verden – at have meget store robotter og faciliteter til rådighed.

 

 

- Når vores laboratorie står færdigt om et års tid, vil alt være, som vi havde forestillet os det, ikke mindst vores unikke robotportalkran på 30 x 20 x 10 meter, som bygningen er specialdesignet til, forklarer professor Christian Schlette.   

 

- Den vil gøre det muligt virkelig at sætte skub på udviklingen

 

Hvad er LSP?

LSP – eller SDU Center for Large Structure Production - er et forskningscenter for udvikling af robotter og digitale værktøjer, der kan bruges til at producere meget store emner. Det er støttet af bevillinger fra A.P. Møller Fonden og EU REACT, ligesom SDU også selv har investeret mange ressourcer i centeret. Det er fysisk placeret på Odense Havn, også kendt som det tidligere Lindøværft. 

Redaktionen afsluttet: 02.10.2024