Kan kunst gøre robotter bedre?

På nogle punkter minder Jonas Jørgensens kontor om de flestes på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet. Væggene er hvide, der er et skrivebord, en computer, en hel del bøger i reoler, og lysstofrørene i loftet kaster et køligt lys ned på det mørke linoleumsgulv. Fuldstændig ligesom inde ved siden af.

Men så er der også nogle ting, som skiller sig ud.

Ovre ved vinduet for eksempel står der en sort piedestal med en vandmandslignende klat øverst oppe. Indimellem pulserer den, som om den trak vejret, og der kommer underlige klikkende og pippende lyde fra den.

Det er kunstværket SONŌ, som han har skabt sammen med sin ph.d.-studerende Mads Bering Christensen.

Ud over at være lektor i robotteknologi på Syddansk Universitet, er Jonas Jørgensen nemlig også kunstner. Han har udstillet værker på gallerier og kunsthaller over det meste af verden og bruger aktivt det kunstneriske arbejde i sin forskning i bløde robotter og HRI (Human Robot Interaction), ligesom robotterne er en central del af hans værker.

- Jeg har altid haft både den kunstneriske og den tekniske interesse, fortæller Jonas Jørgensen.

- Gennem årene har jeg også grublet meget over, hvordan jeg mon kunne kombinere de to interesser- Og det er altså lykkedes nu.

Tales of C (2017-2018) - læs mere nederst på siden

Et område i fremgang

Lektoren fra Odense er langt fra den eneste, der i disse år er optaget af krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Faktisk er det et område i fremgang, mener han.

For eksempel er der begyndt at komme specifikke EU-støtteprogrammer til samarbejder mellem kunstnere, forskere og ingeniører, og hæderkronede forskningsinstitutioner som CERN i Schweiz har faste artist residencies. På Aalborg Universitet kan man tilmed nu læse en bachelor i kunst og teknologi.

Der er da også virkelig mange gode grunde til, at man som for eksempel robotingeniør ikke kun arbejder med servomotorer og kodning, men også med kunst og kunstnere, siger Jonas Jørgensen:

- Jeg tror blandt meget andet, at der kan være et innovationselement i det. Kunstnere er gode til at få nye ideer og være kreative, så hvis du beder en kunstner om at se på en robot, vil du få nogle helt andre perspektiver, du måske slet ikke havde overvejet.

Også når det gælder interaktion mellem robot og menneske, er et æstetisk perspektiv nærmest uomgængeligt, mener lektoren. For når mennesker skal have med en robot at gøre, betyder det noget, hvordan den ser ud, hvordan den lyder og generelt fremstår.

- Menneske-robot-interaktion er et område, hvor den tekniske løsning ikke er nok i sig selv. Det tekniske kan være nok så godt, men hvis der er et eller andet, der gør, at mennesker ikke bryder sig om robotten. Hvis de ikke kan lide den måde, den ser ud på, eller ikke bryder sig om at røre ved den, så kan det få hele systemet til at slå fejl, siger Jonas Jørgensen.

!bruce_force: Soft Resilience (2022 - læs mere nederst på siden

- Men der er selvfølgelig også nogle områder, hvor det kan være mindre relevant at inddrage kunsten, indrømmer han.

-Hvis du for eksempel har en griber på en fabrik, hvor der ikke er nogle mennesker til stede, er det måske ikke så vigtigt, hvilken farve den har.

Kritiske spørgsmål

En anden væsentlig grund til, at ingeniører bør beskæftige sig med kunst, er, at den kan bidrage med en kritisk refleksion. Gennem kunsten kan man diskutere den nye teknologi, dens mulige faldgruber og ulemper, og det kan i sidste ende gøre løsningerne bedre.

Det siger Dylan Cawthorne, der er lektor i droneteknologi på Syddansk Universitet. Også han arbejder med kunst og bringer den direkte ind i sin forskning i droner og etik.

Electromechanical Sage Bird (2021) - læs mere nederst på siden

 - Der er masser af eksempler blandt andet fra science fiction-genren på, hvordan kunsten kan udforske, diskutere og kritisere teknologi, siger han.

- Tag bare ’Black Mirror’, som stiller alle de der spørgsmål. Hvad sker der, hvis vi mister vores kære og kan lave en chatbot, der imiterer dem? Den teknologi findes faktisk. Og hvad nu, hvis man kunne sætte chatbotten ind i en robot, så vi faktisk aldrig mister dem, der dør? Hvad betyder det for vores samfund og os som mennesker?

Men Dylan Cawthorne mener også, at den kunstneriske praksis kan række videre end det.

Det er en alternativ måde at tænke på, siger han, og han er overbevist om, at det er sundt indimellem at give sin hjerne og hænder fri til at udtrykke sig helt uden begrænsninger og krav om nødvendighed og anvendelsesmuligheder, som man gør i kunsten.

- For mig har det i hvert fald været helt nødvendigt at arbejde med kunst, særligt når jeg har haft lange perioder, hvor min hjerne har skullet arbejde analytisk. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden det frirum.

Have We Met Before? (2022) - læs mere nederst på siden

Robotter i kultur og litteratur

Selv om robotter er en moderne teknologi, der først for alvor er blevet udviklet og udbredt fra 1960’erne og frem, går robotten som kulturelt fænomen meget længere tilbage i historien. Det fortæller Kathrin Maurer, der er professor på Center for Kultur og Teknologi på Syddansk Universitet.

- Man kan faktisk gå helt tilbage til Bibelen, hvor vi finder ideen om en golem, altså en kunstig form for liv, siger Kathrin Maurer.

- Særligt i 1800-tallet og romantikken kommer der en fascination af robotter i kulturen. Du har for eksempel en creepy kvindelig robot i ETA Hoffmanns ’Sandmanden’, og der er selvfølgelig også Mary Shelleys ’Frankenstein’.

I årenes løb har blikket på robotten ændret sig, og selv om man skal passe på med at generalisere og forestille sig en lineær fortælling, er der nogle grove træk, som går igen:

- I romantikken bliver robotten ofte det teknologisk uncanny, det fremmede og den ultimative anden. Senere, for eksempel i Fritz Langs film ’Metropolis’ fra 1927, bliver robotten også seksualiseret, siger Kathrin Maurer.

- Og så har jeg lagt mærke til, at robotterne i mange nyere historier er empatiske, sociale og kærlige. De bliver til vores partnere og omsorgsgivere. Det ser man for eksempel i Kazuo Ishiguros seneste roman, ’Klara og solen’.

Homage to Technology (2022) - læs mere nederst på siden

Interaktion med beskueren

Også i den robotkunst, Jonas Jørgensen beskæftiger sig med, har der været en udvikling igennem tiden. Man finder de tidligste eksempler på kunstneriske værker, der simpelthen består af robotter, tilbage i 1960’erne.

- Dengang var robotteknologien og kybernetikken helt ny, og kunstnere som Nam June Paik, Edward Ihnatowicz og Tom Shannon eksperimenterede med, hvad det gav af nye muligheder, hvis man erstatter pensler og lærreder med robotter. Pludselig kunne man skabe en interaktion med beskueren, så kunsten ikke længere bare var et statisk objekt eller en kinetisk skulptur.

I dag er meget robotkunst meget mere kritisk anlagt, siger Jonas Jørgensen.

- Det, der kendetegner mere nutidige værker, nu hvor robotteknologien har gjort sin indmarch i vores samfund, er en kritisk stillingtagen, som ifølge en del kunstnere mangler i den offentlige debat. Hvad er de samfundsmæssige konsekvenser, og hvad er det for nogle implicitte antagelser, der ligger bag, når vi f.eks. siger, at robotter kan afhjælpe ældrebyrden?

Er du selv kritisk over for robotter i din kunst?

- Jeg er affirmativ kritisk, vil jeg sige. Jeg forsøger at stille spørgsmål og pege på alternativer, svarer Jonas Jørgensen.

Også Dylan Cawthorne vil betegne sig selv som skeptisk over for teknologien, både i sin kunst og i sin forskning.

- Det er vigtigt at stille spørgsmål som: Hvem er det egentlig, denne her teknologi gavner? Hvem ejer den? Hvem sidder med magten?, siger han.

- Som ingeniører er vi som udgangspunkt teknologioptimister. Vi laver det, vi laver, for at gøre verden bedre, men jeg mener vi burde være langt mere selvkritiske. Man kan hurtigt komme ind i en boble i techverdenen, hvor man glemmer at overveje, hvilke problemer teknologien også kan skabe.

Og det kan kunsten hjælpe med?

- Ja.