Sådan vil forskerne producere klimavenligt flybrændstof
Om få år kan vi begynde at producere bæredygtige flybrændstoffer i Danmark. Det konkluderer en rapport, som forskere fra Syddansk Universitet står bag. Forskerne vurderer, at produktionsfaciliteter til fremstilling af 100 procent grønt flybrændstof kan stå klar allerede i 2025.
Sammen med Nisa, Nordic Initiative for Sustainable Aviation og den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har forskere fra Syddansk Universitet lanceret en rapport, som konkluderer, at det allerede om få år er muligt at producere bæredygtige flybrændstoffer i Danmark og Norden fra biogas, CO2 og brint.
Undersøgelsen viser, at teknologien er på plads til, at metan kan omdannes til bæredygtige flydende brændstoffer til fly og anden tung trafik, og forskerne vurderer, at det første anlæg til fremstilling af 100 procent grønt flybrændstof kan stå færdigt i 2025.
- Prisen på det grønne brændstof ser ud til at blive to til tre gange dyrere end det fossile brændstof. Men da brændstofudgiften kun udgør 25-30 procent af billetprisen, betyder det ikke, at billetprisen stiger lige så meget, siger ph.d.-studerende og førsteforfatter på rapporten om grønt flybrændstof, Anders Winther Mortensen fra SDU Livscykluscenter.
Udnyttelse af CO2
Den type af anlæg, forskerne peger på, skal producere grønne flybrændstoffer, findes allerede flere steder i verden. De findes i Qatar, Nigeria, Malaysia og Sydafrika, mens et anlæg også er under opbygning i Usbekistan.
De eksisterende anlæg omdanner naturgas til flydende brændstoffer, men det danske anlæg vil adskille sig ved, at gassen kommer fra afgasning af gylle og madaffald, altså den gas, som skabes i landets biogasanlæg.
Biogas består af metan og CO2: Mens den rene metan ledes ud i naturgasnettet og varmer huse op, ryger CO2’en i dag ud af skorstenen som et spildprodukt.
- Vi vil udnytte denne CO2. Metan fra afgasset gylle og halm er ikke nok til at dække vores brændstofbehov. Men CO2’en fra biogassen kan komme til hjælp. Vi kan omdanne CO2 til metan ved at tilføre brint produceret fra vind- og solenergi, påpeger Anders Winther Mortensen:
- Og hvis det stadig ikke er nok, kan vi høste CO2 fra andre steder, som affaldsforbrændingen eller direkte fra atmosfæren. Hvis vi høster CO2 fra atmosfæren, har vi en uudtømmelig kilde, da brændstofferne udleder CO2’en til atmosfæren igen, når de brændes.
Kan dække tung transport
Når forskerne først har formået at fremskaffe nok metan til at dække behovet for klimavenlige brændstoffer, kan metangassen omdannes til flydende brændstoffer, som man kan hældes direkte i flytanken gennem en kemisk proces, som hedder Fischer-Tropsch.
Processen er en gammel teknologi, som i 1923 blev opfundet af de to tyske kemikere Franz Fischer og Hans Tropsch. Teknikken har været anvendt af nationer, som har været ramt af olieembargo. Blandt andet blev metoden brugt under 2. verdenskrig af tyskerne og under Apartheid-regimet i Sydafrika.
- En del fossilt flybrændstof laves allerede gennem denne proces, men kemien og teknologien er den samme for de grønne brændstoffer. Og så er det ikke kun flybrændstoffer, vi får ud af processen. Vi får også diesel, benzin og nafta, som vi kan bruge til fremstilling af plast, forklarer Anders Winther Mortensen:
- Benzin og diesel kan gøre nytte som brændstoffer til tung transport, som lastbiler og skibe. På den måde kan vi dække hele den tunge transport.
Kræver politisk investering
Alle tal vidner om, at vi er nødt til at finde alternativer til flyenes oliebasserede jetfuel. Alene en tur til Thailand udleder cirka 3 ton CO2 per person, jfr. flightemissionmap.org. Men FN konkluderer, at hver verdensborger i gennemsnit max må udlede to-tre ton CO2 årligt, hvis den globale opvarmning skal bremses.
Derfor viser flybranchen også stor interesse for projektet, men de grønne brændstoffer finder ikke vej til flytanken uden politisk regulering eller støtte for eksempel i form af at gøre produktionen af brint billigere.
- Vi kommer ikke udenom, at bæredygtige flybilletter bliver dyrere, men vi kan hjælpe teknologien på vej gennem politiske tiltag. Og så er ekstraomkostningen ikke så stor. Vi taler om 150 kroner om måneden per person ekstra for et energisystem uden fossile brændsler, siger Anders Winther Mortensen.
Fakta
Læs rapporten: En forundersøgelse af bæredygtigt flybrændstof fra biogas, brint og CO2
Støttet af: Copenhagen Airports, SAS, ARC Amager Ressourcecenter, Nordic Energy Research, Dansk Luftfart, Nature Energy, Danish Energy
Mød forskeren
Anders Winther Mortensen er ph.d.-studerende ved SDU Livscykluscenter og førsteforfatter på rapporten om grønt flybrændstof.