Nu letter sundhedsdronerne: På vej mod hurtigere og bedre behandling
Den 30. maj flyver sundhedsdroner for første gang fra Odense Universitetshospital (OUH) i Svendborg til Ærø. Dronerne kan medbringe blod og medicin, og transporttiden på 40 minutter er langt hurtigere end med bil og færge. Det sikrer korrekt behandling til patienterne hurtigere.
Hvis man i dag bor på en af Danmarks mindre øer og får taget en blodprøve, skal prøven fragtes med færge og bil til analyse på hospitalets laboratorium. Fremover bliver afstanden kortere, for nu er vejen banet for, at blodprøven med det samme kan sendes direkte afsted til laboratoriet med en drone.
Det er virkeligheden fra mandag 30. maj, hvor transportminister Trine Bramsen står klar i Svendborg til at sende den første danske sundhedsdrone afsted via en radioforbindelse.
Efter flere års planlægning og tests er partnerskabet bag sundhedsdronerne klar til at demonstrere de første flyvninger hen over vandet. En rute på 50 kilometer, som finder sted i 80 meters højde.
Dronen skal flyve fra OUH Svendborg Sygehus til Ærø. Den første version af dronen kan bringe blodprøver fra det lille øsamfund til laboratoriet. På længere sigt er det planen, at også medicin og udstyr skal transporteres mellem sygehuse, laboratorier, lægehuse, plejehjem og hjemmeplejen. Helt i tråd med regeringens nye sundhedsreform kan ordningen udvides til mindre øer eller områder, der ligger langt fra et hospital, og dermed bringe sundhedsvæsenet ud til patienten.
Sundhedsdronerne kan dermed sikre en langt hurtigere og dermed mere effektiv behandling.
- Der er ingen tvivl om, at med sundhedsdronernes indtog i sundhedsvæsenet træder vi ind i en ny æra, siger projektleder fra Syddansk Universitet (SDU), Kjeld Jensen.
Hvad er sundhedsdronerne?
Projektet HealthDrone skal integrere droner i det danske sundhedsvæsen. Bag projektet står et partnerskab bestående af OUH, Falck, Holo, Unifly, Scandinavian Avionics og SDU. HealthDrone er i gang med at udvikle og teste droner til transport af blodprøver og medicin mellem Ærø, Svendborg og Odense.
Dronerne har allerede gennemført succesfulde testflyvninger fra Ærø til Langeland, men passerer en ny milepæl, når den fulde distance fra Svendborg til Ærø gennemføres. Kort sagt: Det virker!
- Det er exceptionelt i europæisk sammenhæng, at vi flyver med dronerne uden at lukke luftrummet ned. Sammen med Naviair, Unifly og Trafikstyrelsen har vi på SDU udviklet en metode til at tracke helikoptere og fly, så vi kan manøvrere uden om dem. Flyveledelsen hos Naviair kan på deres skærme se, når en droneflyvning er i gang og vil agere hvis f.eks. en redningshelikopter har brug for luftrummet. Vi har banet vejen for, at det kan lade sig gøre, fortæller Kjeld Jensen.
Vi kan være klar i morgen!
Én af de kommercielle aktører i projektet er mobilitetsvirksomheden Holo, der sammen med Falck er operatør på flyvningerne, og her lyder det fra administrerende direktør, Christian Bering Pedersen, at virksomheden principielt set er klar til at udbyde servicen med det samme.
- Der er med dette projekt blevet fjernet nogle barrierer i forbindelse med droneflyvning, som betyder, at vi nu kan tilbyde en transportservice via drone til mange forskellige formål. Projektet har vist vejen for fragt med droner, siger Christian Bering Pedersen, der også er formand for styregruppen bag Healthdroneprojektet.
Bedre behandling og besparelser for millioner
Dronerne har potentiale til at sikre hurtigere og bedre behandling, fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægelig direktør på OUH.
- Det er et stort fokusområde for os at skåne patienter – især særligt sårbare – for at bruge tid på transport og ventetid, så de i stedet kan få taget prøver hjemme eller i nærheden af hjemmet. I dag er vi afhængige af de faste tider til biltransport og færge, men sundhedsdronerne gør det muligt at få prøver til analyse på meget kortere tid, så vi i fremtiden kan sikre korrekt behandling hurtigere til fordel både for sundhedsvæsenet, men selvfølgelig først og fremmest for patienterne, siger han.
Tid er ofte en afgørende faktor, og også her kan droner i fremtiden spille en livsvigtig rolle. Det være sig i forbindelse med ulykker, hvor hurtig adgang til blod kan betyde forskellen på liv og død, men også i forbindelse med infektioner, hvor hurtigere svar giver bedre behandling. En anden fremtidig mulighed er at levere medicin direkte til patienterne, så de ikke behøver hente dyr specialmedicin på sygehuset.
Kontakt:
For mere information kontakt:
Jane Thoning Callesen,
leder af TEK Kommunikation på SDU,
jtca@tek.sdu.dk
+93507540.
Se også www.sundhedsdroner.dk
Fakta om HealthDrone:
HealthDrone er et treårigt innovationsprojekt, som er støttet af Innovationsfonden. Målet er at udvikle og teste sundhedsdroner, der skal transportere patientprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem hospitalsafdelinger, lægehuse og hjemmeplejen.
Efter flere års grundige forsøg og tests med sundhedsdroner i UAS Denmark Testcenter i HCA Airport, ved OUH og ved flyvninger internt på Ærø, er dronerne nu klar til at teste flyvninger i luftkorridorer mellem Ærø og Svendborg samt Svendborg og Odense. Nuværende transporter er begrænsede af faste ruter, afgange og færgefart på 1 time og et kvarter mellem Ærø og Svendborg. Derfor vil dronetransport bidrage væsentligt til både en hurtigere og ikke mindst mere fleksibel transportløsning.
Når sundhedsdronerne er klar, vil de forbedre logistikken i sundhedssektoren og dermed betyde hurtigere og bedre behandling for patienterne. Dronerne vil gøre det muligt at lave flere undersøgelser på lægehuset eller hjemme, der før krævede besøg på sygehuset.
- Projektpartnere: SDU, Falck, Holo, Odense Universitetshospital, Unifly og Scandinavian Avionics.
- Samlet budget: 30.615.297 kr., heraf 14.107.438 kr. fra Innovationsfonden.
- Projektperiode: 2019 – 30. september 2022