Skip to main content

Værsgo: 40 robotstuderende er klar til praktik i de fynske virksomheder

De har eksperimenteret, programmeret og opstillet systemer, og efter 2,5 år på diplomingeniøruddannelsen i robotteknologi, er de studerende på Syddansk Universitet nu klar til praktik

Af Jane Thoning Callesen, , 21-11-2019

Robotindustrien mangler arbejdskraft, og man er nødt til at hente ingeniører op fra Sydeuropa for at kunne imødekomme efterspørgslen. Sådan har billedet længe set ud, men efter nytår er SDU klar til at bidrage med det første hold praktikanter fra diplomingeniøruddannelsen i robotteknologi.

”Vi er glade for, at vi nu er klar med det første hold. De studerende har fået en praktisk og anvendelsesorienteret undervisning på studiet, så de er parate til at løse de mange forskellige typer af opgaver, der findes i den stadigt voksende danske robotindustri,” lyder det fra Kasper Hallenborg, leder af Mærsk Mc-Kinney Møller-instituttet på SDU, hvor de studerende indtil nu har haft deres daglige gang.

Klar til programmering af PLC’er

Foruden at læse tunge bøger har de studerende i løbet af de fem første semestre på SDU eksperimenteret i laboratorierne, opstillet systemer, lavet gribere og simuleret robotsystemer. De har tjek på computervision, software og programmering af PLC’er, og de passer derfor godt ind i virksomheder med ingeniøropgaver inden for robotter, automation og softwareudvikling.

EGATEC er en af de virksomheder, der allerede har åbnet dørene og tilbudt praktikpladser til et par studerende. Både for at støtte op om uddannelsen, men også for at hente ny inspiration og måske fiske et par kommende ansatte, fortæller Tommy Pedersen, der er teknisk chef.

”Som virksomhed har vi et medansvar for at hjælpe med at få den nødvendige arbejdskraft uddannet. Det vil vi gerne støtte op om. Jeg håber, at vores praktikanter kommer med noget ny inspiration fra deres studie, som vi kan sætte i spil. Set fra vores stol er praktikken også en god måde at komme i kontakt med nye potentielle medarbejdere på som et led i en tidlig rekruttering,” siger han.

En del af arbejdsstyrken

Hos Odense Robotics er forretningschef Michael Bo Larsen også glad for udsigten til det nye kuld robotpraktikanter.

”Nu skal vi sikre os, at de unge mennesker kommer ud og får en praktikplads, så de på sigt kan blive en del af arbejdsstyrken, for det er der i den grad brug for. Vi opfordrer derfor vores medlemsvirksomheder til at se de gode perspektiver, der kan være i at tilbyde et praktikforløb,” siger han.

Praktikken skal vare mindst 20 uger og være placeret i perioden 1. februar – 1. august 2020.

Ud af de knap 40 robotstuderende har cirka 10 allerede fundet en plads. Interesserede virksomheder kan henvende sig til praktikkoordinator Jørgen Jeppe Madsen på email jjm@mci.sdu.dk eller telefon 65507408.

Redaktionen afsluttet: 21.11.2019