Skip to main content
Topforskere

Fire SDU-forskere får eftertragtede bevillinger

Danmarks Frie Forskningsfond uddeler 208 mio.kr. til 35 Sapere Aude Forskningsledere. De skal sætte en ny retning inden for deres forskningsområder.

Af Bente Dalgaard, , 18-11-2019


Fire forskere fra SDU skal være Sapere Aude Forskningsledere.

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt millioner til 35 yngre forskere med originale ideer og stærke lederevner.

Blandt dem er Ane Bærent Fisker, Changzhu Wu, Gang Liu og Astrid Eichhorn, som hver modtager lidt over seks mio. kr.

Udvalgt blandt 236 ansøgere

Forskningslederne får mulighed for at lede eget team og gennemføre forskning på højt internationalt niveau.

- Danmarks Frie Forskningsfond har peget på de allerdygtigste, yngre forskere med vægt på banebrydende idéer og lederambitioner i top til gavn for Danmarks fremtid, siger David Dreyer Lassen, der er bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond.

I år havde 346 søgte fonden om de eftertragtede Sapere Aude Forskningslederbevillinger.

Fire forskere – fire forskningsfelter

Billede af lektor Ane Bærent Fisker fra Klinisk Institut

Lektor Ane Bærent Fisker fra Klinisk Institut får penge til at undersøge, hvordan vaccinationsprogrammer i Guinea-Bissau og Burkina Faso kan forbedres. 

Hun håber, at hendes forskning kan bidrage til bedre børnevaccinationsprogrammer, som kan sænke børns sygelighed og dødelighed i lavindkomstlande.

Adjunkt Changzhu Wu fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci

Adjunkt Changzhu Wu fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci vil udvikle nye enzymfunktioner gennem en alternativ metode.

I dag kan mange enzymer isoleres fra deres naturlige kilder og benyttes i produktion af alt fra biobrændsler til lægemidler, men enzymerne er ikke altid forenelige med ikke-biologiske funktioner.

Lektor Astrid Eichhorn fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci

Lektor Astrid Eichhorn fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci vil undersøge naturens fundamentale byggesten ved at søge langt dybere end de mindste størrelsesskalaer, som eksperimenter i dag har observeret.

Hendes hypotese er, at samspillet mellem stof og rumtiden (rum og tid) er nøglen til at forstå den fundamentale struktur af begge.

Professor Gang Liu fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi

Professor Gang Liu fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi vil forske i, hvordan Danmark kan fortsætte sin vej 100 procent vedvarende energi uden at blive forsinket af forsyningsproblemer.

Der forudses nemlig mangel på kritiske og kostbare metaller som f.eks. platin, der bruges i brændselsceller, og neodymium, der bruges i havvindmøller.

Sapere Aude

  • Sapere Aude betyder Vov at vide
  • Forskningslederbevillingen skal give yngre forskere, der har præsteret forskning i toppen inden for deres felt mulighed for at udvikle og styrke egne forskningsidéer
  • Sapere Aude har siden 2010 støttet 258 yngre forskningsledere
  • Danmarks Frie Forskningsfond består af 84 anerkendte forskere fordelt på fem forskningsfaglige råd
  • En tværfaglig formandsgruppe har foretaget den endelige bedømmelse af de 35 modtagere.
Redaktionen afsluttet: 18.11.2019