Skip to main content

2 millioner kroner til Teknologiskolen: Skal udbredes i hele Region Syddanmark

Teknologiskolen for børn og unge på Mærsk-instituttet skal med en ny bevilling fra VILLUM FONDEN udbredes til fem nye byer, mens pigerne får deres helt eget hold.

Af Jane Thoning Callesen, jtca@mmmi.sdu.dk, mobil 93507540

Luk øjnene og forestil dig en 7-årig, der hjemmevant boltrer sig med en LEGO-robot, eller en 11-årig der jonglerer med begreber som processering, sensorer, loops og variabler. Sådan er virkeligheden på Teknologiskolen, en frivillig forening hjemmehørende på SDU i Odense, som tilbyder leg og læring om robotteknologi til børn og unge. 

Jacob Nielsen og Jørgen Christian Larsen, der er lektorer på Mærsk-instituttet og stiftere af Teknologiskolen, har længe ønsket at videreudvikle aktiviteterne og udbrede dem i andre byer, og med en dugfrisk bevilling fra VILLUM FONDEN ser drømmen ud til at gå i opfyldelse. 

Svendborg og Nyborg på tegnebrættet

 Med 1.948.160 kroner i ryggen skal Teknologiskolen nu søsættes fem nye steder i Region Syddanmark, og der bliver også penge til at oprette et hold kun for piger. Det blev offentliggjort torsdag 12/9.

- Vi er både stolte, ydmyge og taknemmelige for håndsrækningen, siger Jacob Nielsen. 

- Vi har længe gerne villet udvide Teknologiskolen og gentænke konceptet, og med den nye bevilling bliver det muligt for os at lære endnu flere børn endnu mere om teknologi. 

Sønderborg bliver en af de fem nye lokationer, og byer som Svendborg og Nyborg er også på tegnebrættet, mens det rene pigehold starter op i Odense her i efteråret.

- Vi har fået mange forespørgsler fra forældre til piger. Der er typisk forskel på hvilke projekter, piger og drenge er interesserede i. Vores erfaring er, at drenge elsker at bygge robotbiler og sorteringsmaskiner, mens piger i højere grad fascineres af teknologi tættere på mennesker. Det kan være forskellige typer wearables, eller teknologier hvor man kan holde lidt øje med hinanden. Det får vi nu mulighed for at imødekomme med et rent pigehold, lyder det fra Jacob Nielsen. 

En basal teknologisk dannelse

 Teknologiskolen i Odense er ét ud af 22 projekter om børn, unge og science, der nu får støtte af VILLUM FONDEN.

- Børn er fra en tidlig alder fascineret af naturvidenskab og teknologi. Den fascination vil vi gerne fastholde, siger Agi Sconka, programchef i VILLUM FONDEN, der fremover skal følge aktiviteterne tæt.

I Odense glæder Jacob Nielsen sig til at tage hul på det nye kapitel.

- Vores undervisning giver børn og unge en basal teknologisk dannelse, der gør det lettere for dem at gennemskue, hvordan teknologi virker. For eksempel hvad der sker, når man trykker på en knap i et lyskryds, eller når ventilatoren automatisk starter i badet. Vi fjerner den berøringsangst, der kan være i forhold til teknologi, og det giver børnene et godt springbræt til at beskæftige sig med teknologi i et fremadrettet perspektiv. 

Om Teknologiskolen

 Teknologiskolen er en frivillig forening, der siden 2015 har tilbudt teknologisk orienterede fritidsaktiviteter for børn og unge i Odense. Tilbuddet henvender sig til børn og unge fra ca. 5-18 år, og foregår typisk om aftenen og i weekender. Foreningen drives af forskere og studerende fra bl.a. Syddansk Universitet, og den holder til i Mærsk-bygningen på Campusvej. Kontakt formand Jacob Nielsen for mere information på 28 10 74 68.

Redaktionen afsluttet: 13.09.2019