Generativ AI
Generativ AI rykker ind på SDU's uddannelser
Siden november 2022 har generativ AI fyldt meget i mediebilledet - og efterhånden også hos os på SDU. Uddannelsesrådet besluttede derfor i april 2023 at skabe en tværgående indsats for generativ AI på SDU. Formålet med indsatsen er at skabe et fælles grundlag for arbejdet med generativ AI i undervisningen på SDU.
Stormøde skyder processen i gang
Første tiltag i projektet var et Stormøde d. 22. august med 58 deltagere fra de fem fakulteter, SDU RIO, SDU IT, Studieservice, SDU Uddannelsespædagogik og SDU Digital.
Fire oplægsholdere: Administrerende direktør ved It-vest Michael E. Caspersen, Post.Doc. Mushtaq Bilal, Det Humanistiske Fakultet, Informationssikkerhedschef Janni Lee B. Bang Brodersen, SDU Digital og Chefkonsulent Jesper Hedegaard Vesterbæk, SDU Studieservice præsenterede indledningsvist fire perspektiver på generativ AI. Oplæggene blev fulgt op af tematiske drøftelser i tværfaglige grupper.
Nina Thorsted Petersen, SDU Digital, Pernille Stenkil Hansen, SDU Universitetspædagogik og Birgitte Hjelm Paulsen, SDU Digital havde tilrettelagt arrangementet.
Tre projektgrupper trækker i arbejdstøjet
Efterfølgende har Uddannelsesrådet nedsat tre arbejdsgrupper med repræsentanter for fakulteter og fællesområder.En gruppe skal give input til og være med til at kvalificere studienævn og andre organers arbejde med retningslinjer for brugen af generativ AI. Hvordan kan og må studerende og undervisere anvende generativ AI ved optagelsesprøver, i undervisning og vejledning, samt i forbindelse med opgaveaflevering og eksamen på SDU? Og hvordan informeres de studerende om, hvad de må og ikke må i forhold til brugen af generativ AI?
Tovholder på gruppen er Nina Thorsted Petersen, SDU Digital - Transformation.
Anden arbejdsgruppe har fokus på kompetenceudvikling af undervisere i brugen af generativ AI. Gruppen vil opbygge viden om generativ AI i organisationen og identificere områder, hvor generativ AI vil kunne gøre en forskel i undervisningen. Målet er, at ingen underviser på SDU står alene, når de skal opbygge viden om og håndtere generativ AI i undervisning, undervisningsplanlægning og ved eksaminer.
Tovholder på gruppen er Pernille Stenkil Hansen, SDU Universitetspædagogik.
Tredje arbejdsgruppe har fokus på retningslinjer i relation til GDPR, ophavsret og IT-sikkerhed, når det gælder generativ AI.
Tovholder på gruppen er Janni Lee Bang Brodersen, SDU Digital Compliance