Skip to main content
Iværksætteri

Bevægelse skal motivere elever til at tale fremmedsprog

Iværksætter Jacob Nørregaard driver Sprog&Sport, som arbejder med at skabe motiverende og spændende sprogundervisning gennem bevægelse og fysisk aktivitet. En dag lagde han vejen forbi Midtfyns Gymnasium for at holde workshop for sproglærerne

Af Stine Charlotte Hansen, , 16-01-2019

En flok gymnasielærere jagter hinanden på en græsplæne. Det går hurtigt. Hver gang den, som fanger, indhenter en af de andre, skal vedkommende stille et spørgsmål på engelsk, og den fangede skal svare. 

Alle har sedler med spørgeemner knuget i hænderne, så de ved, hvad de skal tale om. 

Iværksætter Jacob Nørregaard styrer slagets gang. I løbet af dagens workshop instruerer han deltagerne i, hvordan de kan få elever, der ikke er trygge ved at tale på engelsk, spansk, tysk eller fransk, til at snakke sammen på fremmedsproget. 

Svært at holde koncentrationen

Gymnasielærer Kristian Steg deltager i workshoppen. Han underviser i tysk og historie, og kan godt se, hvordan han kan bruge den sportslige tilgang i sin undervisning. 

- Når man har undervist i mange år, glemmer man ofte, hvordan det er at sidde som elev. Som lærer er man jo på hele tiden, og tiden flyver afsted. Men som elev går der utrolig meget tid med at sidde og tie stille, forklarer Kristian. 

- Det kan være rigtig hårdt, og det kan være svært at holde koncentrationen. Derfor er det vigtigt med aktivitet og bevægelse, noget der holder en til ilden. Jeg mener, at jeg på den måde kan øge elevernes faglige udbytte.

Tre ud af fire elever er stille i sprogfag

Grunden til, at Jacob Nørregård har startet Sprog&Sport, er, at han selv har oplevet, hvor ængstelige eleverne kan være for at tale højt på et sprog, de ikke mestrer endnu. Han har undervist folkeskoleelever i tysk.

- I hvert fald tre ud af fire elever er ikke mundtlige i timerne. Sprog&Sport har udarbejdet øvelser, som skal hjælpe med at sætte dem i gang. Det er vigtigt, at man forstår, at det ikke kun er en leg, men derimod opgaver, som er designede til at øve fremmedsprog, siger iværksætteren.

Han har set, at demotiverede elever kan finde eller genfinde motivationen, når de bliver aktiveret på en anden måde. 

Normalt laver Jacob og hans team camps for folkeskoleelever om sommeren, men han har set et behov blandt skolelærere og gymnasielærere, som gerne vil motivere deres elever. Derfor har han lagt vejen forbi Midtfyns Gymnasium.

God måde at undervise på

På Midtfyns Gymnasium vil Kristian Steg fremover bruge nogle af øvelserne som en arbejdsform i tysktimerne. Dog skal det ikke kun være sjov og ballade. 

- At lære sprog er også hårdt arbejde, hvor man i den grad kommer til at bruge en optrænet evne til at koncentrere sig over længere tid, forklarer gymnasielæreren. 

- Nogle af øvelserne kræver masser af flid og koncentration – man kan vel næsten kalde det terperi – og det handler om at finde en måde, hvorpå man kan effektivisere undervisningen.

Fra utryg til tryg

Det er dog udelukkende sproget, Kristian fokuserer på i forbindelse med øvelserne. 

- Jeg har ingen ambitioner om, at eleverne skal komme i bedre form af at bevæge sig i tysktimerne. Den må de klare i idrætstimerne og i fritiden.

Iværksætter Jacob Nørregaards mål er også først og fremmest, at den faglige og personlige udvikling hos børn og unge skal boostes. De skal have lyst til at lære, og sportslige aktiviteter er værktøjet til at motivere.

- Den ændring, der sker hos de børn, som oplever sprogindlæring på en ny måde, er tydelig. De går fra at være utrygge til at være trygge ved at tale højt på et andet sprog, siger han.

Inspiration til undervisningen

På Midtfyns Gymnasium sætter Jacob Nørregård nu gang i et indendørs boldspil, hvor sproglærerne har delt sig i grupper og skal skiftes til at sige et verbum i forskellig tid, når de smider bolden i gulvet. 

De småsnakker, mens de venter på, at øvelsen starter:

- Hvor skal jeg stå? Kan jeg være pluskvamperfektum? Jeg er megaklar, det skal I lige vide!

Så rammer bolden jorden, og de er i gang. 

 
Sprog&Sport

Læs mere om ideen bag at motivere elever til at lære sprog gennem bevægelse på Sprog&Sports hjemmeside.

Du finder hjemmesiden her

Vil du være iværksætter?

Har du en god ide og lysten til at føre den ud i livet? Så kig forbi SDU Entrepreneurship Labs.

Læs om at blive iværksætter, mens du studerer

Redaktionen afsluttet: 16.01.2019