Idéerne boblede i konkurrencen om at blive bedst
En halskrave, som "fortæller" blinde, hvordan de kommer rundt. Ideerne ved finalen i årets Venture Cup idékonkurrence var mange, kreative og stærke
Giv blinde bedre mulighed for at bevæge sig rundt, så flere blandt andet kan komme ud på arbejdsmarkedet. I Danmark er mere end to ud af tre blinde uden job.
Sådan lød det fra iværksætterne bag Auralis under finalen i Venture Cups idekonkurrence for iværksættere på danske universiteter.
Tyve hold deltog i idekonkurrencen, heraf to hold fra SDU, Auralis og Menocare.
Krave inspireret af flagermus
Auralis arbejder på ideen om at udvikle en halskrave med sensorer, der bruger samme metode som flagermus gør, når de bevæger sig rundt.
- Jeg fik faktisk ideen til halskraven, fordi vi arbejdede med silikone på studiet, fortæller iværksætter Petra Piskar, som læser kandidatuddannelsen IT og Product Design i Kolding.
- De andre i mit team synes, det var en rigtig god ide, og den har vi arbejdet videre med.
Ved hjælp af ekkolokalisering kan kravens sensorer reagere, så den blinde mærker det sitre, hvis noget for eksempel står i vejen.
Nye muligheder for blinde
- Jeg var imponeret, for det havde jeg aldrig hørt om før. Men vi kan skabe helt nye muligheder for blinde og gøre dem mere uafhængige, siger holdkammerat Alina Kühnherz, som læser Human Ressource Management i Odense.
Ideen imponerede tydeligvis også dommerne, som sendte Auralis i finalen efter formiddagens seance, hvor deltagerne i konkurrencen begyndte dagen med at pitche for dommerne i fem kategorier:
Sundhedsteknologi, Grøn Teknologi, Logistik, Produkter & Design og Service Innovation.
Innovativ og stærk ide
Dommerne sagde i deres motivation til Auralis, at de har et ubegrænset forretningspotentiale.
Derudover at de har taget det første skridt på en lang rejse, hvor de med hjælp fra forskningen kan skabe en bedre verden. De ikke bare hjælper blinde, de sætter dem i stand til at tage kontrollen over deres egen situation.
Sine Berg Schuwendt, leder af SDU’s iværksættermiljø, roser derudover iværksætterne for at tænke innovativt på et fagligt svært område.
- Det er en fabelagtig ide. Den er innovativ og stærk. Det er meget flot at se iværksættere arbejde på et emne, der er så forskningsfagligt. Vi har jo forskere på SDU, der arbejder netop inden for ekkolokalisering, så der er gode muligheder for at bære ideen videre, siger hun.
Hovedpræmien gik til et andet hold
Selvom Auralis vandt i kategorien Service Innovation, måtte de se sig slået i finalen.
Hovedpræmien på 100.000 kroner for den bedste ide gik til iværksætterne bag Invena Flow Supervisor fra Danmarks Tekniske Universitet.
Finalisterne
Finalisterne i Venture Cups idékonkurrence 2019: Invena Flow Supervisor (DTU), Cheeseityourself (DTU), BringBike (CBS/DTU), Atlant 3D Nanosystems (CBS/DTU), Auralis (SDU).
Auralis
Iværksætterne bag Auralis er: Petra Piskar, Alina Kühnherz, Fabian Hermann, Laura Qvistgaard og Sunbul Javaid. De er med i SDU’s talentprogram for iværksætteri.