Skip to main content
DA / EN
Karrierelæring

Karrierevejledere fra SDU deler erfaringer med europæiske kolleger

Studerende skal have et mindset, som gør dem i stand til at omsætte det, de lærer på universitetet, til evner, de kan bruge på arbejdsmarkedet. Karrierevejledere fra hele Europa har besøgt Syddansk Universitet for at høre om universitetets erfaringer med at integrere karrierelæring i undervisningen

Af Stine Charlotte Hansen, , 24-05-2019

I en årrække har karrierevejlederne på Syddansk Universitet (SDU) arbejdet med at implementere karrierelæring. Målet er at gøre studerende mere karrierebevidste.

Viden om karrierelæring er efterspurgt på universiteterne. Ikke bare i Danmark, men også i Europa. I maj samledes 16 karrierevejledere fra en række europæiske universiteter på SDU i Odense for at udveksle viden og høre om de danske erfaringer. 

SDU indførte faget Career Management Skills på få uddannelser i 2014. Siden er faget blevet ects-baseret og i dag findes det på 41 uddannelser. For nogle studerende er det obligatorisk, for andre er det et valgfag. Flere tusinde studerende har haft faget.

Karrielæring hjælper studerende 

Faget kan noget særligt. Nye ledighedstal antyder, at nyuddannede, som har haft fokus på karriere under studierne, kommer hurtigere i job, end dem, som ikke har. 

Karrierevejlederne fra SDU kan fortælle, at de har bevæget sig fra udelukkende at vejlede studerende til at træde ind i en konsulentrolle, så karrierevejledningen ikke længere ligger ved dem alene. 

På det Humanistiske Fakultet er faget Career Management Skills en del af alle humanistiske kandidatuddannelser, og for de fleste studerende er det obligatorisk. Underviserne bliver opfordret til at tænke karrierelæring ind i undervisningen. 

Fanny Elheim fra Linnéuniversitetet i Sverige fortæller, at det kan være en udfordring at få universitetets undervisere til at se fordelen ved at tale om karriere i undervisningen.

- Vi har workshops i undervisningen på en række uddannelser, men vi er ude for at sælge vores services hver gang. På et tidspunkt håber vi, at uddannelserne begynder at ringe til os, fordi de kan se, at de har brug for os, siger hun. 

Vejlede undervisere i karrierelæring

Euroguidance-repræsentant Mia Trcol laver kurser for karrierevejledere i Kroatien. Hun bemærker, at det lader til, at udfordringerne for vejledere er meget ens på tværs af landegrænser.

- Der er mange studerende, som kommer for sent i gang med at tænke på deres karriere, og universiteterne håndterer indsatsen med karrierevejledning meget forskelligt. I Kroatien er det ret nyt at arbejde målrettet med karriere på universiteterne, forklarer hun.

Hvis karriere skal være en del af den almindelige undervisning, kræver det også, at underviserne får vejledning i, hvordan de kan gøre det, forklarer lektor og forsker i studerendes kompetence- og læringsprocesser, Tine Lynfort Jensen fra Sprog og Kommunikation på SDU’s humanistiske fakultet. 

- Hvordan kan et fag om litteratur i 1700-tallet også handle om karriere? Det kan det sagtens, siger lektoren, som er tovholder for en strategisk indsats for employabilitet på Humaniora. 

Hun har været med til at skabe en portal for forskerkolleger, som har brug for mere viden omkring, hvordan de kan få italesat karriere i deres undervisning. 

- Hvis I kan tale jeres akademiske kollegers sprog, er det lettere. Det er vigtigt at have en bred forståelse af employabilitet og karriere, og det er et forskningsfelt, som de kan lade sig inspirere af. De vil jo gerne have motiverede studerende, forklarer Tine Lynfort Jensen til karrierevejlederne.

Praktisk tilgang til karriere

I karrierelæringen holder SDU et stærkt fokus på, hvilke evner universitetet giver de studerende udover den faglige indsigt, de får på uddannelserne. For eksempel evner som at kunne sætte sig mål. At kunne arbejde i grupper. At tænke analytisk. 

Spørgsmålet, som optager mange studerende, er: Hvad kan jeg bruge min uddannelse til? Det oplever karrierevejlederne på SDU, og det gælder flere af de europæiske kolleger, for eksempel på Island.

- Mange studerende kontakter os først for at tale om deres karrieremuligheder, efter de er færdige med deres uddannelser, forklarer María Dóra Björnsdóttir, som leder studievejledningen og karrierecenteret på University of Iceland. 

- Vi ved, at der er en stor gruppe studerende, som vi ikke får fat i, men som godt kunne bruge vejledningen. Det har I jo løst her på SDU ved at implementere karrierevejledningen i undervisningen. Det er interessant at høre mere om.

Udfordringer skal ruste studerende

En del af faget Career Management Skills går ud på at give de studerende praktiske udfordringer, som skal gøre dem klar til at få deres første job i hus. Og det næste. Og det efter det.  

For eksempel skal de studerende selv tage kontakt til folk i erhvervslivet med lignende uddannelser. Både for at udvide deres netværk og for at finde ud af, hvordan uddannelsen kan bruges i praksis. For mange studerende er det noget af en overvindelse, men resultaterne er positive. Derfor er der også en høj tilfredshed i evalueringen af karrierefaget. 

Målet med alle karrierelæringsaktiviteter er, at alle studerende får et mindset, der gør dem i stand til at forstå deres styrker og finde ud af, hvor de kan bruge deres evner på arbejdsmarkedet. 

God opskrift på karrierelæring

Flere af de besøgende er enige om, at SDU har fat i en spændende gennemgående og anderledes måde at tænke karrierevejledning på.

María Dóra Björnsdóttir fra University of Iceland ser en mulighed i at være mere konkret, når vejlederne taler med studerende om deres fremtidige arbejdsliv.

- Vi kan blive bedre til at fortælle de studerende, at universitetet ikke bare giver dem en uddannelse, men giver dem evner, som de også kan bruge på arbejdsmarkedet. For eksempel analytisk tænkning og evnen til at arbejde i grupper, forklarer hun. 

Fanny Elheim fra Linnéuniversitetet i Sverige synes, det er motiverende at se, at det virker at bringe karrierelæring ind i undervisningen. 

- Vi tænker allerede sådan hos os, men vi er ikke så langt. Her har vi et dansk eksempel på, at det virker. Vi kan godt gøre det, siger hun.

Også kroatiske Mia Trcol tager vigtig viden med hjem fra studiebesøget. 

- Vi har fået praktisk viden, ikke kun teori og snak om problemer. Vi har fået en opskrift med fokus på løsninger på, hvordan vi håndterer de forskellige udfordringer, som kommer, når vi arbejder med karriere og employabilitet. 

Studiebesøg på SDU med fokus på karrierelæring

Euroguidance Danmark under Uddannelses- og Forskningsministeriet arrangerede studiebesøget i samarbejde med SDU. Det fandt sted 14.-15. maj 2019 på SDU i Odense. 16 karrierevejledere deltog fra hhv. Island, Finland, Sverige, Kroatien, Estland og Letland.

Læs mere om karrierelæring på SDU

Erasmus+ og Euroguidance

Studiebesøget blev en realitet på grund af Euroguidance, som er en del af Erasmus+-programmet. Euroguidance er et europæisk netværk, der støtter, træner og efteruddanner karrierevejledere på tværs af Europa. Netværket fremmer mobilitet og den europæiske dimension i karrierevejledning.

Læs mere om Euroguidance

SDU’s karrierevejledning

Karrierevejledningen består af otte vejledere og en chef. De underviser i faget Career Management Skills, de laver individuel vejledning, gruppevejledning, digital vejledning og karrierearrangementer. Udover karrierevejledningens aktiviteter inddrager flere og flere af universitetets undervisere karrierelæring i deres fag.

Kontakt SDU's karrierevejledere

Redaktionen afsluttet: