Virtuel karrieremesse er et godt redskab for virksomheder
SDU har for første gang afholdt en virtuel karrieremesse. VIKING Life-Saving Equipment var en af de i alt 11 virksomheder, der deltog. Vi har talt med Rene Møller Sørensen fra virksomheden, som kan se mange fordele ved en virtuel karrieremesse.
Hvordan var det at deltage i den virtuelle karrieremesse?
Det var en supergod oplevelse. Det er et virkelig godt supplement til karrieremesser, hvor vi er fysisk tilstedeværende.
Der er en selekteringsproces inden, hvor vi bliver matchet med relevante kandidater på baggrund af det, der står om dem inde på deres profil. På den måde møder vi kun kandidater, der er kommet for at snakke med os. Vi kan også selv søge efter kandidaterne og kontakte dem.
Det er et virkelig godt redskab, som vi vil bruge fremover.
Hvilke styrker er der ved den virtuelle karrieremesse?
Styrken er, at vi rammer præcist på den relevante kandidat. For eksempel ville vi gerne have en ingeniør, der kan noget med mekanik. Det kan vi søge helt specifik efter på den virtuelle messe, og det vil vi selvfølgelig ikke kunne på samme måde til en fysisk karrieremesse. Det er en kæmpe fordel.
Vi er beliggende Esbjerg, så vi kigger også efter tilhørsforhold til vestkysten, villighed til at flytte eller pendle, og her finder vi også nogle kandidater, vi ellers ikke havde ramt, hvis vi ikke havde deltaget i den virtuelle karrieremesse.
Og hvilke svagheder er der?
Svagheden er, at en chatsamtale ikke giver samme ’feeling’ på personen, da man ikke står ansigt til ansigt.
Jeg tror også, at der kan være en større barriere til at tage kontakt online. Når man er på en fysisk karrieremesse, er der en anden atmosfære, hvor den barriere bliver mindsket. Derfor mener jeg ikke, at den virtuelle karrieremesse kan stå for sig selv. Men det er en god mellemvej.
Har I nogen råd til andre virksomheder, der overvejer at deltage i en virtuel karrieremesse?
Det er vigtigt at få markedsført sin virksomhed på en god og oprigtig måde på den virtuelle stand. For eksempel kan man lægge videoer op, som giver en fornemmelse af virksomheden. Skriv konkret, hvad I leder efter og hav konkrete stillingsopslag med, da det er det, kandidaterne ser først.
Men vær ikke bange for at lægge en meget bred stilling op. For her kan man møde nogle dygtige unge mennesker, og så kan det være, at man kan finde en plads til dem, selvom stillingen ikke er oprettet. Vær heller ikke bange for selv at opsøge de studerende på karrieremessen.
Få information om fremtidige virtuelle karrieremesser på SDU Jobbank.
Rene Møller Sørensen er Global HR Development Consultant i VIKING Life-Saving Equipment. Virksomheden laver blandt andet sikkerhedsudstyr til søfarten.
Virtual Career Fair
SDU's virtuelle karrieremesse blev første gang afholdt 21. august 2019. Her kunne virksomheder møde nyuddannede alumner på en uforpligtende måde. Alumnen Frederik Sohne Hansen deltog i den virtuelle karrieremesse.