Skip to main content
Bæredygtighed

Mewalii er Årets Klimaiværksætter 2021

Virksomheden Mewalii er udsprunget af SDU's iværksættermiljø, og de er netop kåret som Årets Klimaiværksætter 2021 ved Klimafolkemødet i Middelfart.

Af Susanne Siig Petersen , , 03-09-2021

Et stort tillykke til Mewalii og de to co-founders Simone Westergaard og Frederikke Dahl, der netop har vundet titlen som 'Årets Klimaiværksætter ´ og en check på 250.000 kr. 

En stærk titel og en ikke uvæsentlig portion penge, som de nu kan bruge aktivt til at videreudvikle den forretning, som de allerede er i fuld gang med at bygge op omkring produktionen af deres bæredygtige, plantebaserede hygiejnebind uden brug af klorin eller plastik. 

Mewalii bind

Finalen

I alt var seks  iværksættervirksomheder udtaget til finalen, og selve kåringen fandt sted ved årets klimafolkemøde i Middelfart foran et udvalgt panel.

Her skulle de seks håbefulde iværksættere pitche deres bæredygtige idéer i bedste "Løvens Hule"-stil og dermed vise, at de havde gennemtænkt hele forretningsstrategien fra A til Z. 

-  Det har været virkelig hektisk her de sidste par uger, hvor vi har trænet og øvet pitch konstant, og vi vågner begge midt om natten ca. hver anden time i øjeblikket

Lød det fra co-founder Simone Westergaard umiddelbart inden konkurrencen gik i gang.

Det gik som bekendt godt for Mewalii, der udspringer af iværksættermiljøet ved Syddansk Universitet - SDU Entrepreneurship Labs.  Og dommerpanelet ved Klimafolkemødet var énstemmigt enige om, at Frederikke og Simone med deres knivskarpe pitch om både baggrunden, relevansen og visionen for deres bæredygtige bind-business - var den helt rette vinder:

I har en bæredygtig løsning på noget, der sker for cirka halvdelens af jordens befolkning en gang om måneden

Sagde Theresa Blegvad, der er adm. direktør i Danmark for Målene, da hun skulle motivere og begrunde valget.

Konventionelle bind

I dag laves størstedelen af engangsbind af bomuld og plastik, og under produktionen bruges kemikalier og store mængder vand.

For at producere 1 kg bomuld kræves over 5.000 liter vand, og da bomuld kun kan gro i tropiske og subtropiske områder, hentes vandet desuden fra steder, som allerede er i begyndende vandmangel.

Når bomuldet så skal transporteres til Europa, er der i sagens natur en lang transport, og CO2-udslippet er derfor højere, end hvis planten kunne dyrkes mere lokalt i de europæiske lande. 

En mere klimavenlig løsning

Mewalii bruger en anden plante end bomuld (som vi ikke kan oplyse navnet på her. Billedet er derfor kun illustrativt og ikke et udtryk for den konkrete plante. red.), og derudover så fjerner de plastik helt fra produktionen.

Den pågældende plante kan leve af regnvand, og det betyder, at den under produktionen kun kræver en femtedel vand sammenlignet med bomuld. Dermed minimerer de vandforbruget markant.

Planten kan gro i mange forskellige vejrforhold - og danske vejrforhold er netop ét af dem. Derfor kan planten gro i Danmark og mange andre steder i Europa, hvor de både vil dyrke og producere de bæredygtige engangsbind. På den måde undgås lang transport, og CO2-udslippet minimeres.  

Endnu en god egenskab for "den hemmelige" plante er, at den kan klare sig selv på marken. Den kræver derfor ingen pesticider eller andre skadelige kemikalier under dyrkning eller produktionen. 

SDU åbnede Klimafolkemødet 

SDU er partner på Klimafolkemødet, der i år løber af stablen fra torsdag d. 2. til og med lørdag d. 4. sept. i Middelfart. 

Vores pro-rektor og klimaforsker Sebastian H. Mernild holdte åbningstalen, der kickstartede tre dage med fokus på klimaet i både konkurrencer, workshops, taler og debatter.

I boderne foran KulturØen i Middelfart står desuden SDU-startups, som er klar til at tale meget mere om bæredygtig business. 

Endnu engang et stort tillykke til Mewalii, som stadig er en del af vores iværksættermiljø i SDU RIO - og et forbillede for alle vores nye SDU-Startups. 

 

Besøg SDU RIO's dygtige forretningsudviklere i vores Incubation & Enterprising-team her

 

Redaktionen afsluttet: 03.09.2021