Skip to main content
Åbent Hus

Kom helt tæt på SDU’s uddannelser

Syddansk Universitet i Esbjerg inviterer lørdag 29. februar kl. 10-14 til Åbent Hus på Niels Bohrs Vej 9 for at give uddannelsessøgende et godt grundlag for deres studievalg. Her vil der være mulighed for at komme tæt på uddannelserne og spørge ind til kompetencer og karriereveje.

Af Ane Line Søndergaard, , 21-02-2020

Sidste år søgte mere end 40.000 unge ind på en bacheloruddannelse på de danske universiteter. Trods et mindre fald sammenlignet med året før, viser den store tilstrømning, at mange unge er parate til at knokle med komplekst stof på videregående uddannelse. Men hvad kan de egentlig bagefter? Hør mere om dette og meget andet til Åbent Hus på SDU Esbjerg.

Det er hverken mængden af læsestof eller et højt fagligt niveau, der vækker størst bekymring hos unge, som overvejer at søge ind på universitetet. Epinion udførte i 2019 en kendskabsanalyse for Syddansk Universitet, og et af delresultaterne viser, at unge, der er i gang med at vælge uddannelse, er meget optagede af, om de kan få arbejde bagefter.

Uendelige muligheder

Bekymringerne om de fremtidige jobmuligheder gælder alle, men på SDU oplever vi, at de især er udbredte blandt unge, som er interesserede i uddannelser, der ikke uddanner til en bestemt profession. Det er også her, det nogle gange kan være svært at forklare nytteværdien af uddannelsen.

Line Keldorff Tvergaard, som er studievejleder på SDU, genkender udfordringen:

-Når familie eller venner spørger til ens fremtidsudsigter, er det lidt lettere at sige, at man læser til læge eller ingeniør end at forklare, hvad man bliver, når man tager en uddannelse, der ikke peger lige så entydigt på en profession.

-Men ser vi på de titler, som tidligere studerende har i dag, kan vi se, at mulighederne er næsten uendelige. Der er for eksempel både humanister og jurister, der arbejder med HR hos Novo Nordisk, og ingeniører der arbejder med spiludvikling. Arbejdsmarkedet rummer det hele.

-Jeg råder både de unge og forældre til ikke at stirre sig blinde på, at den slagne vej ikke lige ses med det samme. Kig i stedet på de stærke kompetencer vores bachelorer og kandidater kommer ud med end kun på de fag, de har læst, siger hun.

Analyse og kritisk tænkning

Deres kernekompetencer er analyseevne og kritisk tænkning.

-Det er jo ikke kun læger, der kan stille en diagnose, og opfindere, der kan finde på nye løsninger. Det, der kendetegner universitetsuddannede, er, at de gennem studierne har lært at identificere og sætte ord på komplekse problemstillinger -og at de også evner at komme med løsninger på dem.

-Den faglige dybde inden for et specifikt stofområde har de naturligvis også. Det er blot vigtigt at huske, at deres kernekompetencer kan sættes i spil på mange måder, siger Line Keldorff Tvergaard.

Deltagerne i Åbent Hus på SDU Esbjerg kan

  • møde undervisere og studerende fra SDU's bacheloruddannelser, som alle er klar til at fortælle om deres uddannelser og om studielivet på universitetet
  • høre oplæg om uddannelserne
  • få inspiration gennem mini-forelæsninger
  • høre om boliger
  • møde studenterlivsforeninger
  • få en rundvisning på campus
  • få mere at vide om testbaseret optag i kvote 2

Nye og kommende uddannelser på SDU Esbjerg: Energi Management og Medicin

Med den nye variant af den erhvervsøkonomiske bacheloruddannelse i HA - Energi Management kombinerer du erhvervsøkonomi med en specifik viden om energi. Du lærer om energiforandringerne, og hvordan du håndterer dem i et økonomisk perspektiv, samtidig med at du tilegner dig kompetencer til at lede og markedsføre virksomheder i energiindustrien.

Fra 2022 er det som noget nyt også muligt at læse kandidatforløbet på Medicin i Esbjerg. Der oprettes 30 pladser, og undervisningen vil hovedsageligt foregå på sygehuset i Esbjerg. Derudover vil også de andre jyske sygehuse i Region Syddanmark, psykiatrien og almen praksis være steder, hvor de kommende studerende kan gøre sig deres erfaringer. Så snart du har taget en bachelor i Medicin på SDU i Odense, har du ret til at læse kandidaten i Esbjerg, men du har også mulighed for at læse den i Esbjerg, hvis du har en bachelor fra andre universiteter i Danmark.

Kandidatuddannelsen i Medicin i Esbjerg bliver enestående, fordi den studerende kommer til at studere og komme på klinikophold meget tæt på det kliniske miljø med kontakt til afdelingerne, og så bliver der virkelig kræset om studiemiljøet. 

Kontaktpersoner

  • Annette Lund, Studiechef. Tlf.: 2083 6880. E-mail: alun@sdu.dk
  • Christine Højlund Andersen, Kommunikation. Tlf.: 9350 7218. E-mail: chri@sdu.dk
Se årets program og det praktiske

aabent_hus_sdu

Redaktionen afsluttet: