Man lever ikke af det man producerer, men af det man sælger
BSV Krantilbehør har deltaget i flere forskellige arrangementer på SDU både i Kolding, Odense og Esbjerg. Senest er de blevet tilmeldt KOMPAS-projektet.
Via dette tilbud hos SDU har virksomheden været på kursus i tre dage om brugen af sociale medier og har for nyligt også været igennem et forløb om interkulturel kommunikation. Her har de deltaget med andre mindre og mellemstore virksomheder i vores region.
"Jeg kan klart anbefale andre virksomheder at tage imod sådan nogle gode muligheder for sparring med fagpersonale og andre virksomheder. Det har været intenst, givende, udviklende og har virkelig givet nyt perspektiv på mange ting", siger Flemming Jensen, direktør i BSV Krantilbehør.
"Vi deltog på Business Lunch på SDU Esbjerg og fik nogle gode snakke med de studerende. Der kan ske flere ting i fremtiden, når de studerende skal ud i praktik og skal skrive projekter. Vi har haft held af at have en SDU-studerende fra Sønderborg i et studiejob, som konkret gik på udvikling af materiale til det franske marked. Senest har vi via Jobbanken på SDU fået en henvendelse fra nogle studerende fra SDU Kolding og det ser lovende ud", fortæller Jasna Lagumdzija, marketing- og salgsansvarlig i virksomheden.
Åbenhed er nøglen
BSV Krantilbehør A/S i Vejen er på mange måder visionære, når det gælder åbenhed og samarbejde med eksterne, som eksempelvis SDU, Udvikling Vejen og Innovationsfonden. Når man træder ind hos produktionsvirksomheden i Vejen, så fornemmer man straks travlhed. Telefonerne ringer og medarbejderne taster løs på deres computere. I gårdspladsen står en port åben ind til produktionen, og her kan man høre mange forskellige sprog blive talt imellem de ansatte.
"Jeg er ingeniøruddannet, men har selvfølgelig meget fokus på det kommercielle også. Vi lever ikke af det vi producerer, men det vi sælger. På et tidspunkt kan man ikke spare mere i sin produktion og måske heller ikke optimere mere. Derfor synes vi, det er meget vigtig at have fokus på blandt andet øget salg, smartere tænkning og bedre kundeforståelse, og her har vi virkelig rykket os, som både mennesker og virksomhed, med den sparring vi har fået med SDU på flere områder", udtaler Flemming Jensen.
Solen skinner en aprildag i Vejen over domicilet, som er arbejdsplads for 30 medarbejdere i både produktion og administration. Virksomheden er startet i 1960 og har været igennem en stor udvikling på flere områder, men det centrale, som er produktion af løfteudstyr og salg af disse er stadig kernekompetencen.
"Vi har fået meget værdi og ny viden ved at åbne en dør ind til SDU, og vi føler, at én dør fører os videre til to nye. Vi har i bund og grund ikke et stort marketingbudget, som de fleste andre mellemstore virksomheder måske heller ikke har, men vi prioriterer samarbejde og netværk meget højt. Det kunne eksempelvis både være i form af det netværk, vi har fået igennem Udvikling Vejen og SDU", udtaler Jasna Lagumdzija.
"Man bliver simpelthen nødt til at være åben for sin omverden. Mange ting er skabt via kontakter i erhvervsfremmesystemet, som nu har givet gode kontakter til universitet på flere områder. Vi har også fået økonomisk støtte til et udviklingsprojekt af Innovationsfonden og intet af dette var sket, hvis ikke vi havde været åben for det. Man skal sommetider tage chancer, og så kan man altid trække sig igen, hvis tingene ikke viste sig at være det man troede", udtaler Flemming.
Vi skal løftes op til nutiden og geares til fremtiden
"Vi har fokus på bundlinje og profit, selvfølgelig har vi det. Investeringer er vigtige for fremtiden, og vi foretager løbende anlægsinvesteringer, så vi kan følge med udviklingen i produktionen. Vi skal bare huske, at vi også skal løftes op til nutiden på alle andre områder, så vi kan geares til fremtiden. Tingene går lynhurtigt på alle områder, så kravene til os skiftes og ændres hurtigt. En af måderne vi forsøger at følge med er via samarbejde med andre, så vi ved hvem der findes omkring os og hvad de kan hjælpe os med", afrunder Flemming.
Vil du vide mere om samarbejde med SDU, så er du meget velkommen til at kontakte SDU RIO, som er en afdeling, der understøtter samspillet mellem forskning, uddannelse og erhvervslivet.
Læs mere om KOMPAS-projektet på SDU