Skip to main content
Årsfest 2014

Rektors tale

Rektor Henrik Dams tale ved årsfesten fredag den 3. oktober 2014:

Deres Kongelige Højhed, kære ministre, kære gæster, kære studerende og medarbejdere!

Tirsdag i sidste uge havde jeg en dårlig dag. En rigtig møgdag!

Jeg var hos tandlægen og fik bortopereret to visdomstænder.

Det var nyttesløst at diskutere, om min mund var underdimensioneret, eller om mine tænder var overdimensionerede. For uanset hvad passede dimensionerne ikke ind i min tandlæges vision for fremtiden.

Jeg skulle dimensioneres. Et pænt ord for noget, som de fleste tilstedeværende vil vide, er mere end et simpelt benspænd — det er en benhård tackling.

Tandlægen brugte ikke historiske tal


Lad mig slå ét fast: Jeg er ikke modstander af, at dimensionerne skal passe sammen. Hverken når det gælder antallet af tænder og størrelsen på min mund, eller forholdet mellem antallet af studerende og arbejdsmarkedets behov.

Det er måden, det gøres på, som jeg opponerer mod.

Heldigvis for mig brugte tandlægen ikke historiske tal for, hvor mange tænder der gennem tiderne har skullet til for at være arbejdsduelig. For så kunne han snildt have bortdimensioneret størstedelen af tandsættet.

Han benyttede sig dog af en anden — og desværre velkendt — teknik: At holde patienten i uvished under hele forløbet. Som jeg lå der, dækket af et klæde fra top til tå, med kun munden og næsen blotlagt, kunne jeg ikke lade være med at føle mig som en god, dansk champignon: Holdt hen i mørket.

Husk Nietzsches berømte ord


Det eneste mentale lyspunkt, jeg kunne holde mig til, var den store filosof Friedrich Nietzsches berømmelige ord i bogen ”Vom Nutzen und Nachtheil der Historie”: ”Historien skal tjene livet, ikke omvendt”. Vi skal lære af historien, men vi må ikke lade os styre af historien.

Og ja, jeg tillod mig i den sammenhæng at se bort fra, at Nietzsche kun fandt relevant beskæftigelse i en lille del af sit liv — og at han derfor er i overhængende fare for at blive hængt ud som ”cand. ubrugelig”.

Da jeg endelig så dagens lys igen, blev jeg mødt af en storsmilende tandlæge: ”Nu er du tandløs”, sagde han.

Nuvel, jeg havde ganske vist markant færre penge, men tandløs — det var jeg trods alt ikke.
Og kære alle sammen, det er SDU heller ikke. Der er fortsat masser af bid i os.

SDU vil fortsat udvikle uddannelser


Kvantitativt bliver vi fremover mindre — men kvalitativt vil vi arbejde for fortsat at blive bedre.
Vi vil fortsætte vores arbejde med at sikre, at vores uddannelser har en kvalitet og et relevant indhold, der lever op til fremtidens arbejdsmarked.

Vores ambition er ikke at uddanne til det arbejdsmarked, vi selv er vokset op med, eller som vi kan følge ved at studere statistikker for de seneste 10 år. For det var et arbejdsmarked, hvor de fleste arbejdede 30 til 40 år i samme virksomhed i Danmark, og gik på efterløn som 60-årige.

Vi skal uddanne en ny generation, der skal være på arbejdsmarkedet i 50 eller 60 år, og som vil komme til at arbejde i mange både danske og udenlandske virksomheder — og sågar på flere kontinenter.

Og vi skal uddanne til arbejdsopgaver, som vi ikke kender i dag. Hvem havde f.eks. for bare et par år siden forestillet sig, at virksomhederne en dag skulle efterspørge en kandidat med speciale i bæredygtighed, app-udvikling eller sociale medier?

SDU har et særligt regionalt ansvar


Vi vil fortsat opfylde vores særlige, regionale forpligtelse.

Region Syddanmark og Sjælland har i dag den laveste uddannelsesgrad i Danmark, og SDU arbejder derfor målrettet på at få unge i regionen til at tage en længerevarende uddannelse.

Begge regioner er samtidig kendetegnet ved mange små- og mellemstore virksomheder, der ikke har tradition for at ansætte akademikere.

SDU’s kandidater finder alligevel masser af beskæftigelse. De gør det faktisk så godt, at de er bedre end gennemsnittet til at komme i arbejde efter endt uddannelse.

Studerende skal optages på mere end karakterer


I foråret traf vi beslutning om, at alle studerende i fremtiden skal optages ikke alene på baggrund af deres karakterer, men også på baggrund af supplerende kriterier, såsom deres motivation, vores indbyrdes forventninger og deres særlige talenter.

Det bliver et stort og kompliceret arbejde, men vores erfaring fra de mange uddannelser, hvor vi allerede bruger denne metode, er så gode, at vi glæder os til at udbrede dem.

Og vi går i gang lige så snart ministeriet har lavet de nødvendige ændringer i adgangsbekendtgørelsen.

SDU vil dyrke talenterne


Samtidig vil vi styrke vores talentprogrammer på tværs af hele universitetet, således at alle mønsterbrydere får de bedst mulige rammer for at udfolde sig.

Der skal være plads til en statsmand som Winston Churchill, selvom han dumpede i folkeskolens 6. klasse.

Der skal være plads til en entreprenør som Richard Branson, selvom han måtte give op i gymnasiet.

Og der skal være plads til en serieiværksætter som Martin Thorborg, selvom han ikke kunne gennemføre en højere uddannelse.

Der skal stilles høje faglige krav, men det skal ikke være sådan, at man kun kan begå sig, hvis alle danser til samme akademiske melodi.

Fokus på entreprenørskab


Vi vil fortsat have fokus på entreprenørskab og innovation. På langt sigt er det, landet har allermest brug for, flere arbejdspladser til flere højtuddannede.

Og vi påtager os gerne ansvaret for at uddanne dem, der skal ansætte de andre. For vi kan ikke leve af, at alle skal finde relevant beskæftigelse — der skal være nogle til at skabe den beskæftigelse, som det er relevant for andre at udfylde.

Kun herved kan vi modvirke den tiltagende opdeling af Danmark i stadig fattigere udkanter og stadig rigere storbyer. Her på dagen for Tysklands genforening og i 25 året for Murens fald er jeg stolt over, at være en del af det hold, der arbejder for at nedbryde den uddannelsesmæssige mur, der er ved at opdele landet i fattige og rige regioner.

Forskningsmiljøer skal styrkes


Sidst, men ikke mindst, vil vi arbejde for at styrke vores forskningsmiljøer, for selvom vi har meget fokus på uddannelser i disse år, må vi ikke glemme, at en grundlæggende forudsætning for det høje niveau på vores uddannelser er og bliver vores forskning.

Styrkelse af de bedste forskningsmiljøer, pleje af forskningstalenterne og tiltrækning af yderligere ekstern finansiering vil fortsat have vores højeste bevågenhed.

Alt dette vil vi gøre her i Odense, i Sønderborg, i Esbjerg, i Kolding, i Slagelse og i København — som et samlet universitet, der håndterer udfordringerne i fællesskab.

SDU vil fortsat forbedre sig


Og det er værd at huske i dag, hvor vi fejrer vores universitet. Et universitet, der fylder 48 år, og er godt på vej mod det halve århundrede.

Jeg glæder mig derfor til de kommende år, hvor ledelse, medarbejdere, studerende, kommuner, regionen og det lokale erhvervsliv i fællesskab - og i god og tæt dialog med ministeriet - vil arbejde for at gøre SDU til et endnu bedre universitet.

For selvom man kan trække et par tænder ud af fællesskabet, kan man ikke trække fællesskabet ud af SDU.

Tak for opmærksomheden og rigtig god årsfest.

Sidst opdateret: 25.10.2024