Dagsedlen: 45 års SDU historie
Dagsedlen har gennem flere årtier været et begreb på SDU. I mange år var det et infoark i A4 format, der udkom hver dag med nyheder om alt mellem himmel og jord og blev uddelt på bordene i kantinen og læst af tusindvis af studerende. Nu synger Dagsedlen måske på sidste vers, men det lille farvede A4 arks glorværdige fortid lyser op i SDUs historie.
Den allerførste Dagseddel så dagens lys den 24. maj 1971 og rummede kun et par mødeindkaldelser samt en række gode intentioner, for som redaktør John Steen Thomsen skrev: ”I dag står der ikke meget. Det skyldes at ingen ved om Dagsedlens eksistens”.
Læserne fik ved samme lejlighed et indblik i den komplicerede tekniske produktion: ”Klokken 14 sluttes redaktionen og resultatet skrives på stencil, som umiddelbart efter duplikeres”.
I september 1972 blev Dagsedlen pludselig involveret i en sag, der bragte den lille publikation i Politiets Efterretningstjenestes søgelys. På Dagsedlen debatterede de studerende flittigt den frygtelige katastrofe ved OL i München i august, hvor en række israelske sportsfolk blev taget som gidsler og dræbt af terrorgruppen Sorte September. Flere af debattørerne havde propalæstinensiske synspunkter i den rabiate ende af skalaen, og da PET tilsyneladende havde en ”kontakt” på det daværende Odense Universitet, blev seks ”meningstilkendegivere” identificeret og rapporteret til PET, der dog ifølge den mange år senere nedsatte PET-kommisson ikke registrerede de pågældende studerende.
Fra foråret 1973 besluttede universitetets ledelse at finansiere Dagsedlen, og produktion og redaktion blev lagt i hænderne på DSR, De Studerendes Råd. Den redaktionelle linje blev lagt med spredhagl, og den daglige nyhedsflade rummede alt fra politiske budskaber, mødeindkaldelser, festinvitationer, markedsføring af sportsklubber, meddelelser om glemte genstande samt formaninger om at parkere sin cykel på det rigtige sted.
Dagsedlen blev nu produceret på De Studerendes Råds trykkeri på en såkaldt ”fluesmækker” dvs. en én-farve offset maskine, der i mange år blev bemandet af Gebre, der kom fra Eritrea. Han var aktiv i den Eritreiske Frihedsbevægelse i Europa, og det var ikke godt at være uvenner med ham, da han havde et meget iltert temperament. Til gengæld kunne det være endnu farligere at være hans ven. Så kunne man nemlig risikere at blive budt på en, som han kaldte det, ”syltet agurk, som min mor har sendt hjemme fra Eritrea”. Agurkerne havde en mistænkelig lighed med chilipeber, der dengang ikke var særligt kendte i Danmark, og mange af Gebres ”venner” fortrød bittert, at de tog mod tilbuddet.
Omkring år 2000 overtog Teknisk Service redaktion og produktion af Dagsedlen, og indholdet ændrede karakter. Væk var de politiske slagord, og indholdssiden blev overtaget af generelle praktiske informationer om fx ansøgningsfrister til fonde, studenterrådgivning, boligformidling og fastlæggelse af feriedage.
”Vi har aldrig påvirket indholdet. Det er bare den type af information, som de studerende nu er interesseret i. Det har slet ikke været nødvendigt med nogen form for censur”, fortæller den nuværende ansvarshavende redaktør Leif Jensen, der er afdelingsleder i Serviceafdelingen i Odense.
I takt med, at der er opstået flere og flere digitale platforme, hvor informationsdeling foregår langt nemmere, krympede oplagsstørrelsen på den trykte udgave sikkert og roligt, og den sidste printudgave af Dagsedlen passerede gennem kopimaskinerne og afgik derefter ved døden i 2013, hvorefter den blev erstattet af en app.
Den findes til Iphone.
Første dagseddel - 24/5 1971