Studenterrådet i 50 år

Ved indførelsen af den nye styrelseslov i 1973 fik de studerende reel adgang til de styrende organer og fuld stemmeret. I det øverste styrende organ, konsistorium, fik de studerende 25 % af pladserne, og der var flere eksempler i 70erne på, at de studerende havde en meget stor finger med i spillet om universitetets budgetter.

Egne lokaler og lønnede ansatte

Studenterrådet eller De Studerendes Råd, som de rettelig hed (forkortet DSR), havde egne lokaler med universitetsbetalte ansatte fx en halvdags koordinationssekretær samt en ligeledes halvdags administrationsmedarbejder. De administrerede også universitetets studenterekspedition og trykkeri med tre fuldtidsansatte samt en deltidsansat grafisk trykker.

Ræverød studenterpolitik

Og selv om de venstreorienterede studenterpolitikere fra 1974 fik modspil af De Moderate Studerende, så var studenterpolitikken i Odense stadig ræverød, og mange store studenterpolitiske aktioner prægede tiden fra starten af 70erne og de næste 7-8 år.

Amdi, den røde løber og træskibsbyggeren

I midten af årtiet var stemmeprocenterne til bestyrelsesvalget i studenterrådet ofte på næsten 40 %, hvor man i dag nok kan tælle den procentuelle andel på én hånd. Og gennem årene havde DSR mange karismatiske formænd. Rygterne går blandt andet på, at en vis Amdi Petersen, der begyndte at læse filosofi i 1966, havde en del indflydelse det ene år, han var studerende på Odense Universitet.

Derudover kan man fx nævne brødrene Hjort: Ole Hjort - også kaldet ”den røde løber”, da han havde været dansk mester på en nu for længst glemt mellemdistance og samtidig var aktiv medlem af DKP - og hans lillebror Bjarne, der var en af hovedmændene bag Folkets årsfest i 1977. Endelig lykkedes det også en vaskeægte uddannet håndværker, nemlig træskibsbyggerren Egon, der læste litteraturvidenskab, at erobre den øverste post i hierarkiet og gøre det ganske udmærket.

Fra klassekamp til fælles kamp for overlevelse

Mod slutningen af 70erne ebbede den revolutionære ild ud. Fra at være en klassekamp, hvor fjenden var abstrakt kapitalisme personificeret ved rektor og andre lokale magtinstanser, blev hovedfjenden nu Direktoratet for de videregående Uddannelser, som de studerende i fuld offentlighed kunne kritisere. Samtidig med, at universitetets ledelse bag lukkede døre stilletiende ofte gav dem ret.

Som Per Boje og Knud J. V. Jespersen skriver i bogen ”Frugten vokser frem” om universitetets historie fra 1966 til 1991: ”Klassekampen blev afløst af den fælles kamp for at overleve”.

Tandløse medløbere eller nutidspragmatikere?

I dag repræsenteres den primære studenterpolitik på SDU af organisationen Syddanske Studerende, som 70ernes studenterpolitikere nok ville have betegnet som et tandløst organ, hvor de aktive studenterpolitikere forsømmer deres pligt til at gå på barrikaderne og bekæmpe magten.

Men som ovennævnte citat illustrerer, har tiderne ændret sig, og universitetsledelse og de studerende har i dag sammenfaldende interesser. Derudover er nutidens studerende ganske enkelt udsat for et langt større og mere voldsomt arbejdspres og benhårde deadlines, end de piberygende revolutionære i deres islandske sweatre for 40 år siden.