De allerførste dimittender
I 50 år har SDU uddannet kandidater til jobmarkedet. Her kan du læse om de to allerførste.
Den første kandidat var århusianer
D. 30. januar 1969 afsluttede 27-årige Hanne Lorenzen sit bifag i Russisk ved Odense Universitet. Godt nok havde hun forinden taget hovedfagseksamen i Fransk ved Århus Universitet og var dermed ikke at regne for 100 % ’hjemmegjort’. Men hun var den første studerende, som tog afsluttende eksamen ved Odense Universitet, og æren som universitetets første kandidat tilfalder derfor hende.
Den første doktor stjal opmærksomheden
Sammenlignet med hvor meget spalteplads universitetet ellers fik i lokalpressen i disse år, kan det undre, at en så væsentlig begivenhed kun blev omtalt med en enkelt rubrik. Det skyldes utvivlsomt, at Hanne Lorenzens store dag faldt sammen med udnævnelsen af universitetets første doktor, som dermed løb med al opmærksomheden.
Forskerlærling i Filosofi
Præcis et år senere kunne Odense Universitet bryste sig af at have udklækket sin første magister.
Magistergraden, som blev afskaffet i 2007, var dengang i 1970erne en prestigefuld og populær karrierevej for unge forskerspirer. Den bestod typisk af en overbygning af kandidatspecialet og blev betragtet som en slags ’forskerlære’ a la nutidens ph.d.-studium.
Æren tilfaldt den 27-årige kandidat i Filosofi Carsten Bengt Pedersen, og denne begivenhed blev nøje dokumenteret af lokalpressen.
I professorens fodspor
Fyens Stiftstidende dedikerede hele to artikler til begivenheden. De berettede, at den nyslåede magister var fulgt i sporene på sin mentor, professor David Favrholdt, da denne flyttede fra hovedstaden til Fyn i 1966. Der var med andre ord tale om (endnu) en københavner, som havde valgt at gøre karriere i Odense, og som tilmed betegnede undervisningen her som ’fremragende’! En vaskeægte succeshistorie for både by og universitet.
"Enlig far”
I avisen kunne man også læse, at den 27-årige magister var noget så eksotisk som ’enlig far’. Og en af de første til at gratulere magister Pedersen var da også hans 3-årige datter. Stiftstidende sluttede sin reportage med at spå den unge magister en lys akademisk fremtid. Og denne profeti viste sig at holde stik.
Således var Carsten Bengt Pedersen fra 1970 og frem til 2003 ansat som lektor og centerleder på Center for Filosofi ved SDU. Op gennem 1980’erne gjorde han desuden politisk karriere i det Konservative Folkeparti. Han døde d. 31. maj 2013.