Skip to main content
DA / EN
Ugens tilbageblik

Da de borgerlige studerende kom ud af busken

At 1970’erne studenterpolitik var meget andet end piberygende aktivister iført islandsk sweater og Maos Lille Røde, bevidner følgende historie. Den handler om, dengang en gruppe borgerlige studerende satte den studenterpolitiske dagsorden med ’Absalon- brevene’.

Studenterpolitik med posten

I efteråret 1973 modtog studerende ved Odense Universitet nogle ganske særlige politiske pjecer med posten. Dengang var det ikke ualmindeligt at få studenterpolitisk materiale bragt til døren – den venstreorienterede gruppering De Studerendes Råd havde fx i en længere periode husstandsomdelt deres skrivelse ’Folkebladet’.

Det særlige ved de nye pjecer var, at de udtrykte ret markante borgerlige synspunkter. Under overskriften ’Den anden form for krig’ blev der blæst til modoffensiv mod det venstreorienterede studenteroprør. Afsenderne hævdede at repræsentere det tavse flertal blandt studerende og ansatte, som havde fået nok af ’minoritetens aggressive propaganda.’ Alle skrivelser var underskrevet ’Absalon – en vid kreds af danske borgere’, og fik heraf tilnavnet ’Absalon-brevene’.

Venstrefløjens hetz og manipulation

Målet med aktionen var at pege på det åbenlyst udemokratiske i, at en lille men højrøstet gruppe venstreorienterede studerende havde tilranet sig et studenterpolitisk monopol ved at kyse og hetze studentergrupperinger med et anderledes politisk ståsted. Og så ønskede man ikke mindst at afsløre venstrefløjens reelle- voldelige og samfundsundergravende - hensigter og deres metoder som antidemokratiske og manipulerende.

Retorisk skyttegravskrig

De Studerendes Råd fordømte på det skarpeste disse anklager som kujonagtige og hæftede sig i særlig grad ved afsendernes anonymitet. Derudover var de fortørnede over, at enkelte navngivne ansatte, som fx professor dr. Med. Flemming Nørgaard, var ude og give Absalon-gruppen deres fulde opbakning.

Affæren udartede sig til en langstrakt retorisk skyttegravskrig, som fortsatte et godt stykke ind i 1974. Bl.a. i universitetets interne blad ’Nyt’, hvor striden især gik på, hvem der egentlig repræsenterede de studerende: Fandtes der virkelig, som Absalon-gruppen hævdede, et tavst flertal, som manglede en stemme? Eller talte De Studerendes Råd faktisk på vegne af samtlige studerende?

Monopolet brudt

Beskyldninger om ’den marxistiske minoritets undergravende virksomhed’ på den ene side og ’rektors skjoldbærere’ på den anden side føg gennem luften. Men ved 1974’s valg til de kollegiale organer på universitetet syntes den hidsige debat at have båret frugt, og de borgerlige studerende opnåede for første gang valg til de styrende organer.

Henover efteråret fulgte flere studenterpolitiske organisationer som ’De Liberale Studerende’ og ’De Konservative studerende’ trop. Sagen om Absalon-brevene havde skabt så meget røre og debat, at venstrefløjens monopol på studenterpolitik var endegyldigt brudt.

Redaktionen afsluttet: 10.10.2016