Skip to main content
DA / EN
Ugens tilbageblik

Kupforsøg blev udtænkt på Hotel Postgården

Tanketunge mænd fra Ribe og omegn mødtes i flere år for at diskutere, hvordan man kunne kuppe Odense og selv gafle det kommende universitet

Det var ikke kun Odense, som i begyndelsen af tresserne kæmpede for at huse landets kommende tredje universitet.

Flere jyske byer forsøgte således at overbevise politikerne om, at de hver især var det oplagte valg, og det gjaldt også for Ribe.

Her indkaldte lektor Lennart Edelberg, bankdirektør O. Clausen Nielsen og statsbiolog Frank Bregnballe til stiftende møde i ”Ribe universitetsklub”. Det foregik på det lokale hotel Postgården i november 1962.

Eksklusiv klub

Som navnene måske antyder, var det egnens eksklusive kræfter, der nu trådte i karakter. Sammen skulle de forsøge at få et Sydjysk Universitet på landkortet.

Tilsyneladende arbejdede medlemmerne i ”Ribe Universitetsklub” med stor tålmodighed.

I hvert fald var der allerede gået to år, da Berlingske Tidendes Jørgen Felbo leverede dette stemningsbillede fra et af universitetsklubbens møder i 1964:

Kaffepunch og tunge tanker

”Tanketunge samledes bymændene omkring et rundt bord med tilhørende gammeldags sofa. Fra væggene stirrede ærværdige hoveder i ovale rammer ned på den lille gruppe, der blandt andet styrkede sig til diskursen med kaffepuncher.

Her sås både noble jakkesæt med slips og hvid skjorte, islandsk sweater og pullover, kamgarn og fløjlsjakke, her blev præsenteret højtflyvende og dunkle tanker og mere håndfaste betragtninger.

Ind imellem sås en mødedeltager en stund indslumret, for dog snart efter at opvågne med glippende øjne og efter en hastig orientering om sidst afgivne indlæg kaste sig ind i tankeudvekslingen på ny. ”

Ribe blev dømt ude

Ribe fik som bekendt aldrig sit universitet. Det tætteste, byen kom på sit mål, var en erklæring i 1964 fra et enkelt medlem af Universitetsplanlægningsudvalget.

Det var professor dr.phil. Johannes Humlum, som anbefalede, at det kommende Odense Universitet kun skulle bestå af et lægevidenskabeligt og et landbrugsvidenskabeligt fakultet.

Derudover foreslog han, at der skulle placeres et enkelt fakultet i henholdsvis en syd/sønderjysk, vestjysk og nordjysk by.

Redaktionen afsluttet: 05.12.2016