Showet, der primært er beregnet til elever på folkeskoler og gymnasier, vil gennem visuel underholdning og eksperimenter illustrere naturvidenskabelige fænomener i dagligdagen: Hvordan laver man sit eget raket-brændstof? Hvordan fungerer en højttaler eller en radio? Hvordan ser lyd ud, når man illustrerer den med flammer? Og kan magneter svæve?
Se et glimt af, hvad der venter jer her...
Ved at følge med i oplægget får I en forståelse af naturvidenskabelige principper samt øget sikkerhedsforståelse.
I showet viser vi bl.a. forsøg som…
Gauss’ riffel (magnetisk gevær)
Rubens flammerør (illustration af stående bølger i et rør)
Van de Graff generator (illustration af statisk elektricitet)
Agurkegrillen (illustrerer, hvorfor strøm er farligt)
Diverse forsøg med flydende kvælstof (illustration af termodynamik)
Højttalere (simpel elektromagnetisme)
Mikrobølger (ovne og hvordan de virker)
Højhastighedsfilmsekvenser (kan illustrere processer, der normalt er for hurtige til at se).
Den præcise dato fastlægges i samarbejde. Det afgørende er dog at finde et tidspunkt, hvor vores studerende er klar på at afholde workshoppen for jer. Vi gør altid vores bedste for at imødekomme jeres ønsker til dato.
Oplægget varer ca. 45 minutter, og vores undervisere bestræber sig på at gøre oplægget så aktiverende for gymnasieeleverne som muligt, så der indgår eventuelt små opgaver undervejs.
Vi håber at du, som gymnasielærer, vil deltage aktivt på dagen og hjælpe oplægsholderne med at facilitere øvelser og dialog med klassen. Samt støtte op om afslutningsvis evaluering, så vi løbende kan forbedre vores tilbud.
Pris
Selve aktiviteten er gratis. Dog opkræver vi transportgodtgørelse, hvis vi skal besøge jer udenfor Region Syddanmark. Kommer I til os, afholder I selv transportudgifterne.