En ny sundhedsprofil kortlægger for første gang FGU-elevers sundhedsadfærd, helbred og trivsel.
Landets FGU-elever er indtil videre blevet overset i større undersøgelser om unges sundhed og trivsel.
Men nu har Statens Institut for Folkesundhed undersøgt sundhedstilstanden hos unge på den Forberedende Grunduddannelse, FGU.
Undersøgelsen bygger på data fra 3.588 elever fra 25 FGU-institutioner i hele landet, der har svaret på spørgsmål omkring deres sundhedsadfærd, helbred og trivsel.
Den viser blandt andet, at en betydelig del af eleverne har dårligt fysisk og mentalt helbred.
For eksempel har næsten hver tredje elev én eller flere langvarige sygdomme, mens mange elever er generet af træthed, hovedpine og søvnproblemer. Den gennemsnitlige score for livstilfredshed blandt eleverne er 4,6 ud af 10, og omkring hver tredje angiver at have moderate til alvorlige symptomer på depression og angst, mens 37 procent har lavt mentalt velbefindende.
Derudover opfylder over halvdelen af eleverne ikke WHO’s minimumsanbefaling for ugentlig fysisk aktivitet, hver tredje har moderat eller svær overvægt, og en femtedel af eleverne ryger dagligt.
”Det er bekymrende, at vi ser en forholdsvis stor andel af FGU-elever, der har dårligt fysisk og mentalt helbred og usunde vaner. Derfor håber vi, at rapporten kan bidrage til at kvalificere, målrette og styrke sundhedsfremmende indsatser blandt FGU-elever,” siger seniorrådgiver Maria Holst Algren, der er projektleder på undersøgelsen.
Hun understreger, at der også er flere lyspunkter i rapporten.
For eksempel har næsten hver tredje elev ikke drukket alkohol indenfor det seneste år. Endvidere synes størstedelen af eleverne godt eller meget godt om at gå i skole, og næsten to ud af tre elever er altid eller for det meste med i det sociale fællesskab på skolen.
”Samtidig besvarer over halvdelen af eleverne, at de gerne vil være mere fysisk aktive, og en stor andel af dem, der ryger cigaretter, ønsker at holde op med at ryge. Det er positivt og vidner om, at der er potentiale for at ændre FGU-elevers sundhedsadfærd i en bedre retning,” siger Maria Holst Algren.
Der er en markant større andel af kvinder end mænd, der rapporterer dårligt fysisk og mentalt helbred.