Skip to main content
DA / EN

I takt med den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale globalisering stiller virksomhederne tilsvarende øgede krav til deres medarbejdere, idet arbejdet ofte finder sted på tværs af nationale og sproglige grænser. Studiet cand.merc.int. sætter dig i stand til på et højt plan at analysere, vurdere og løse opgaver i forbindelse med virksomheders internationale salgs- og marketingsaktiviteter. Desuden klæder studiet dig på til at løse de kommunikative og interkulturelle udfordringer, der måtte opstå i den forbindelse.

Uddannelsen kombinerer samfunds- og erhvervsøkonomi med interkulturel kommunikation, virksomhedskommunikation og fremmedsprogsundervisning – du kan vælge mellem sprogretningen ”Northern European Neighbour Languages” (German and Danish) eller engelsk. Denne blanding af discipliner er ikke bare efterspurgt, den er også unik – og med mulighed for at gennemføre en dobbelt kandidatuddannelse i samarbejde med Europa-Universität Flensburg, kan du tilføje yderligere interkulturelle kompetencer til din uddannelse.

Muligheden for dobbelt kandidatgrad

Den dobbelte uddannelse muliggøres af et samarbejde mellem Syddansk Universitet (SDU) og Europa-Universität Flensburg (EUF). Mod et merarbejde på op til 15 ECTS-points og under forudsætning af, at du har tyskkundskaber, vil du kunne opnå en dobbelt kandidatgrad: Master of Science fra SDU og Master of Arts fra EUF. Undervisning i fag, der udbydes af SDU, vil foregå i Sønderborg og EUF's undervisning vil foregå i Flensborg.