Censurens grænser bliver udfordret i Kina
Kinas kommunistiske parti har styr på landets nyhedsstrøm. Men medierne kæmper for at få de kritiske historier frem, viser ny ph.d.-afhandling
Kinesiske journalister er kreative, når de forsøger at finde hullerne i det kommunistiske partis censurering af medierne. Det viser en ph.d.-afhandling, som Xianwen Kuang fra Syddansk Universitet netop har forsvaret.
– For 30 år siden kunne de kinesiske medier minde om det, vi kender fra Nordkorea, men nu kan man dagligt læse historier, som er kritiske over for lokale myndigheder, fortæller Xianwen Kuang.
Han er uddannet journalist og har arbejdet som sådan fem i år Kina.
Xianwen Kuang nævner flere årsager til, at medierne i dag får lov til at producere historier, hvor landet ikke fremstår som ufejlbarligt. Journalisternes opfindsomhed er en af dem, og fremkomsten af kommercielle medier, som er afhængige af annoncer og dermed læsere er en anden. Og endeligt det lidt mere komplekse: Propagandamyndighederne på forskellige geografiske niveauer har ikke den samme opfattelse af, hvad der skal censureres, og det skaber muligheder, som medierne forstår at udnytte.
Journalister lækker egne historier
I sin research har Kuang interviewet kinesiske journalister fra både parti- og ikke-parti-medier, og han har hørt mange beretninger om hvordan man kan omgås censuren.
– Journalisterne skal gå meget varsomt, for de risikerer at blive lagt på is og dermed ikke blive inviteret med til vigtige pressemøder, hvis de producerer kritiske historier. Så det er afgørende, at de er på god fod med myndighederne, men samtidig vil de gerne lave nyhedsstof, som deres kunder vil læse og betale for. Deres strategi er ofte at skrive positivt om politikere og embedsmænd, mens de ved hjælp af forskellige kneb alligevel får udfyldt deres rolle som vagthund, fortæller Kuang.
En af de mange måder, han beskriver, er, at journalisten lækker sin historie til andre medier, som så bringer den samtidig. På den måde gør man sig selv mindre sårbar, da der er grænser for, hvor mange journalister myndighederne kan sanktionere.
En anden metode er at give historien til en kollega, som til daglig arbejder med et andet stofområde og derfor ikke er afhængig af et godt forhold til de pågældende myndigheder.
En tredje metode er at skynde sig at få bragt historien inden censur-myndighederne er opmærksomme på problematikken og derfor ikke har udstedt noget forbud mod omtale.
Sådan fungerer censuren
Kort fortalt er censur-systemet opbygget sådan, at medierne løbende modtager instrukser fra propagandamyndighederne om, hvilke følsomme emner de ikke må dække. Systemet er bygget i fem lag, og Kuangs studier af de forskellige myndigheders instrukser til medierne viser, at der er stor forskel på, hvad man har fokus på i de forskellige lag.
På det overordnede, statslige plan er man især optaget af, at der ikke slipper historier ud, som enten udfordrer legitimiteten af det eksisterende styre eller skaber social uro, mens de lokale propagandamyndigheder især vil have stoppet de historier, som får de lokale politikere og embedsfolk til at se skidt ud.
Det betyder, at eksempelvis en historie om lokale bønder, som får eksproprieret deres jord uden en rimelig kompensation, godt kan passere, hvis de bringes i landsdækkende medier, fordi de ikke skal bekymre sig om, hvad de lokale censorer mener, men kun de statslige. Derimod ville historien ikke have en kinamands chance for at blive trykt i den lokale avis.
Af Vagn Erik Andersen, vea@journalist.dk
