Skip to main content
Ny Viden

Optimister kommer sig hurtigere over rygskader

Et studie med flere tusinde rygpatienter viser, at deres forventninger spiller en stor rolle for helbredelsesprocessen

Læger, kiropraktorer og fysioterapeuter bør spørge ind til, hvilke tanker deres rygpatienter gør sig om at blive friske og raske igen.
Det mener Melker Johansson, som på Syddansk Universitet netop har afsluttet et større studie af data fra 3500 patienter, der alle havde smerter i ryggen efter at have været involveret i trafikuheld.
Helbredelsesraten var næsten 70 procent bedre for dem, som kort efter ulykken svarede, at de forventede at komme sig hurtigt i forhold til pessimisterne, som svarede, at de ikke regnede med nogen sinde at blive raske.
Forskellen kan ikke forklares med, at der var stor forskel på, hvor meget patienterne var kommet til skade. De var nemlig udvalgt efter snævre kriterier, så kun folk, der havde været involveret i mindre færdselsuheld, deltog. Hvis de havde været fodgængere eller cyklister, eller deres skader var så omfattende, at det krævede mere end to dages indlæggelse, blev de sorteret fra.

Myte om nakkesmerter

Melker Johansson har som den første undersøgt forholdet mellem forventninger og helbredelse hos patienter med smerter i den midterste del af ryggen. Hidtil er især nakkeregionen og i nogen grad lænden løbet med forskernes opmærksomhed.
– Det er en udbredt myte, at det næsten kun er nakkesmerter, vi ser ved de her mindre færdselsuheld. Det er vigtigt også at have fokus på andre dele af bevæge-apparatet. Canadiske studier har vist, at det faktisk kun er i en halv procent af alle tilfælde, at der alene er smerter i nakken, siger Melker Johansson.
Den blot 26-årige svensker er noget så usædvanligt som både forsker og studerende. Han har sat et år af sine kiropraktik-studier af til forskning, og hans resultater vækker stor respekt hos hans vejleder, professor Jan Hartvigsen fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet:
– Kvaliteten og validiteten af hans forskning ligger langt ud over, hvad man kan forvente hos en studerende og er klart på niveau med det, vi ser i ph.d.-afhandlinger. Hans resultater er så interessante, at jeg forventer, at de snart vil udkomme i et internationalt, videnskabeligt tidsskrift, siger Jan Hartvigsen.
Han peger på, at kun få læger og kiropraktorer i dag tager sig tid til at tale med patienten om hans eller hendes syn på chancerne for at komme sig helt efter en ulykke.
– Men de her resultater viser, at det bør vi fagfolk interessere os mere for. Og så skal vi have forsket i, hvordan vi kan bearbejde patienternes forventninger i en positiv retning. Et sådant projekt arbejder vi på at starte, siger Jan Hartvigsen.

Overraskende

Hans studie baserer sig på tal fra en stor undersøgelse fra en canadisk provins, hvor alle, der kom til skade i færdselsuheld gennem en toårig periode, blev spurgt. Over 8500 svarede, og ud af dem var de 3500 relevante for hans studier.
– Jeg er selv overrasket over, at forventningerne har så stor betydning. Selve smerte-intensiteten i ryggen ser ikke ud til at spille en nær så vigtig rolle. Det viser, hvor komplekse disse smertetilstande er, og at både biologiske, sociale og psykologiske faktorer alle er vigtige for patientens prognose, siger Melker Johansson.                                                                                                                


Af Vagn Erik Andersen, vea@journalist.dk


Se artiklen i Ny Viden: 

 

Redaktionen afsluttet: