Rehabilitering er ulige fordelt
Få mænd, ældre og socialt udsatte deltager i rehabiliterings-aktiviteter for kræftpatienter. Midaldrende, ressourcestærke kvinder dominerer
At man efter et kræft-forløb både fysisk og følelsesmæssigt kan have behov for hjælp til at komme på ret køl er ikke underligt. Men langt de fleste, der opsøger hjælp og bliver hjulpet på det område, er midaldrende kvinder – typisk brystkræftpatienter. Hverken mænd, ældre eller socialt udsatte er gode til at bede om hjælp, og de der opsøger hjælpen, bliver ikke hjulpet i samme grad, som de midaldrende kvinder gør.
Det viser en ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet. Her har cand.med. Lise Vilstrup Holm undersøgt, hvor mange kræftpatienter, der på det fysiske og følelsesmæssige område har behov for rehabiliterings-aktiviteter, hvor mange der deltager i aktiviteter samt i hvor høj grad de bliver hjulpet af dem. Og det viser sig altså, at der er stor forskel – både i forhold til køn, alder og hvor på den sociale rangstige, man er placeret.
Et meningsfyldt liv
Rehabilitering er en fællesbetegnelse for den eller de indsatser, som skal hjælpe en patient tilbage til et meningsfyldt liv med den mest optimale livskvalitet fysisk, psykisk og socialt.
For år tilbage var der nærmest ingen fokus på rehabilitering for kræftpatienter, men i takt med at diagnose og behandling er sat i helt faste rammer på kræft-området, er opmærksomheden på rehabilitering vokset. Så meget, at rehabilitering i den seneste kræftplan fra Sundhedsstyrelsen er sidestillet med vigtigheden af diagnose og behandling.
Markant forskel
For at få svar på sin undersøgelse sendte Lise Vilstrup Holm spørgeskemaer ud til et udsnit på 4947 kræftpatienter i Region Syddanmark og Region Midtjylland. Fælles for de 4947 patienter var, at de var i live 14 måneder efter, at deres kræft-diagnose blev stillet. 3439 – svarende til 70 procent – svarede på spørgeskemaet, som viste, at en tredjedel havde haft behov for rehabiliterings-aktiviteter på det fysiske og følelsesmæssige område. Og her viste det sig, at midaldrende kvindelige brystkræftpatienter var markant mere tilbøjelige end mænd, ældre og socialt udsatte til at udtrykke behov for og deltage i rehabiliteringsaktiviteter. Ligesom de – i højere grad end de øvrige grupper – fik deres behov opfyldt i aktiviteterne.
Velstillet og ressourcestærk gruppe
Når Lise Vilstrup Holm, der er tilknyttet Nationalt Forskningscenter for Kræftrehabilitering, skal forklare forskellen, peger hun blandt andet på, hvad det er for en type, der oftest bliver ramt af brystkræft:
– Brystkræft kan betegnes som en livsstils-sygdom. Den rammer hyppigst mere velstillede, og dermed også ofte ressourcestærke kvinder, som – trods sygdom – i mange tilfælde har mere overskud, siger hun.
Lise Vilstrup Holm understreger, at det ikke handler om, at de ressourcestærke kvinder ”sætter sig på” aktiviteterne på bekostning af andre. I stedet peger hun på, at en del aktivitetstilbud kan være designet på en måde, som ikke appellerer til mænd, og at alle patienter ikke har samme evner for at give udtryk for, hvad de har behov for.
–Det er vigtigt, at der bliver taget hensyn til, at det ikke er alle, der bare sådan kan sidde og formulere deres behov over for lægen eller personalet på kræftafdelingen. Som sundhedspersonale er det godt at vide, at man skal bruge mere tid på nogle, siger Lise Vilstrup Holm.
– De socialt udsatte er her en rigtig vigtig persongruppe at tage fat på. I forhold til hjertepatienter har man lavet en ordning, hvor sundhedspersonalet har øget fokus på netop udsatte grupper, og det har virkelig battet noget. Det kunne man også gøre i kræft-rehabiliteringen, siger hun.
Af Trine Bergman, trb@sdu.dk
