Kolmos stikker trynen frem

I den seneste tid har man nærmest ikke kunnet åbne en avis uden at støde på nyheder om MRSA-bakterien – også kaldet svinebakterien. Spredningen af den antibiotika-resistente bakterie, der især smitter fra svin til mennesker, har atter givet gødning til debatten om sundhedsvæsenets og landbrugets antibiotikaforbrug, der ifølge eksperter udgør en alvorlig sundhedsrisiko.

En af de mest fremtrædende stemmer i debatten er Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge på Syddansk Universitet og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvor han blandt andet leder forskningen i MRSA.

Hans Jørn Kolmos har i mange år kæmpet for at få myndigheder og landbrug til at bruge mindre og mere målrettet antibiotika i behandlingen af syge mennesker og dyr, så antibiotikaen ikke mister sin virkning på bakterierne.

– Antibiotika er et fantastisk lægemiddel, der ændrede verden og reddede mange liv. Det er en skat, og det gør vi os ikke klart. Vi er i gang med at sætte fremskridtet over styr ved at misbruge antibiotika skamløst. Det store forbrug skaber resistente bakterier, der kan gøre mennesker syge. Og vi gør ikke nok for at bremse den dårlige udvikling, siger han fra sit kontor på OUH, hvor han udfører en stor del af sit arbejde.

Problemstillingen er ikke ny, ej heller Hans Jørn Kolmos' interesse for den. De to har fulgtes ad, siden han som ung læge under en større spredning af MRSA i 70’erne oplevede, hvordan infektioner – også med antibiotikaresistente bakterier – tog livet af patienter.

– Nu er der så småt ved at komme skred i tingene. Svineproducenterne og myndighederne har omsider erkendt, at der er et problem med antibiotikaresistens, og at man bliver nødt til at gøre noget. Men lovgivningsmæssigt er der stadig stor slaphed. Der er masser af ting at tage fat på. Skal vi virkelig acceptere resistente bakterier i kødet? Og skal vi acceptere antibiotikaforbrug i den størrelsesorden? Vi skal huske på, at fødevarer kan produceres uden antibiotika, siger Hans Jørn Kolmos, der er uddannet læge fra Odense Universitetshospital i 1974.

Faktisk kunne han dog “lige så godt være blevet landmand, men blev det heldigvis ikke”, som han formulerer det. Hans Jørn Kolmos er opvokset på en stor gård ved Toftlund i Sønderjylland, og slægten har drevet landbrug i flere hundrede år. Hans forældre oplevede imidlertid tilbagegangen i landbruget og ville fremtidssikre deres børn med en studentereksamen. Hans Jørn Kolmos blev derfor sendt på Ribe Katedralskole.

– Det var en åbenbaring at komme dertil. Så mange interessante mennesker og så megen lærdom. Jeg var ikke trykket af at være landmandssøn, for jeg kom ud af en familie af selvbevidste bønder, der kendte deres værd. Vi skulle bare bestille noget og tage os sammen, så skulle vi nok blive til noget, fortæller han.

Det lå derfor i kortene, at han efter endt studentereksamen skulle tage en videregående uddannelse. En blanding mellem snusfornuft og fascination gjorde, at det blev lægevejen.

– Familiefornuften var, at jeg skulle vælge noget, der kunne give brød på bordet – for eksempel læge. Det var en forholdsvis sikker karrierevej, og der var mangel på læger. Men det var også fascinerende med læger; de helbredte syge mennesker, husker han.

Lægevejen blev et kald og en livsstil for Hans Jørn Kolmos, der har levet det meste af sit liv i nærheden af en telefon (fastnet i den tidlige karriere, forstås) i tilfælde af at der skulle blive brug for ham. Ret tidligt i karrieren fik han interesse for mikrobiologi – videnskaben om mikroorganismer såsom bakterier – hvor der hele tiden var nye problemstillinger, han kunne være med til at udforske, og ny viden, han kunne være med til at frembringe.

– Det var et fascinerede felt. Det med at man ikke bare skal tage hensyn til den enkelte patient, når man behandler med antibiotika, men samtidig også sikre, at antibiotika virker til den næste patient og tage hensyn til samfundet og miljøet. Man skal virkelig finde en

balance, siger han.

Hans Jørn Kolmos kan tale længe og fyrigt om antibiotika og resistente bakterier, hvilket han også har gjort i årenes løb – og det har ikke altid gjort ham lige populær.

Hans Jørn Kolmos har gennem årene rettet skarp kritik mod det danske landbrug, som han mener ødsler med antibiotikaforbruget, og myndighederne, som ifølge ham ikke gør nok for at dæmme op for problemerne. Selv har han også fået kritik for at være for dramatisk i sine udmeldinger.

– Det kan godt være, at jeg udtaler mig bestemt, men det er velfunderet i videnskaben. Mit grundlag er facts; jeg har videnskab i ryggen. Min opgave er at gøre budskabet klart og forståeligt, og dermed kan det virke skarpt. Men jeg kan heller ikke forvente, at svineproduktionen kan lide mig, siger han.

Det slår gnister engang imellem, og man skal være klar over, at det slider at stå frem, fortæller han. Men selvom det ville være lettere at tie stille, ville han ikke gøre det.

– Som læge har jeg en professionel indsigt og viden, og det forpligter. Jeg føler mig dybt forpligtet til at bidrage med viden og til en løsning af problemerne, siger han.

Det fører ifølge ham selv tilbage til hans opvækst, hvor hans forældre – der selv startede fra bunden – lærte deres børn, at de skulle opføre sig ordentligt og gøre et godt stykke arbejde. Og om nødvendigt sætte arbejdet over deres egen bekvemmelighed.

– Det handler ikke om mod, men det her er for alvorligt til ikke at gøre noget. Jeg har en pligt til at gøre det nødvendige. Det er egentligt ganske banalt, siger Hans Jørn Kolmos – der dog påpeger, at han ikke er alene.

– Jeg indgår i et fagligt netværk, der er genuint bekymret for resistens, siger han fra kontorstolen.

På væggen ved siden af ham hænger en plakat med Louis Pasteur, mikrobiologiens fader. Pasteur, der ydede væsentlige bidrag inden for infektionssygdomme og -medicin, minder ham dagligt om, at videnskaben er i konstant bevægelse, og at den og verden ændrer sig, i takt med at ny viden frembringes.

Selv arbejder han og forskerne i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling fortsat med at opnå ny viden om MRSA, som man ikke ved alt om. I øjeblikket undersøger de, om antibiotika givet sammen med hjælpestoffer kan genskabe virkningen på resistente bakterier.

En del af Hans Jørn Kolmos‘ arbejde foregår i laboratoriet, men efterhånden foregår mere og mere af hans arbejdstid bag skrivebordet. Pensionisttilværelsen venter om hjørnet for den 66-årige professor, der dog har tænkt sig at fortsætte kampen for folkesundheden og miljøet i mange år fremover.

– Så kan du risikere at møde mig som miljøaktivist. Det bliver nok ikke for Greenpeace; det er jeg for gammel til, men så kan jeg skrive og blive opinionsdanner, smiler han, der desuden vil tilbringe mere tid med at rode i jorden efter pilespidser og flinteøkser som amatørarkæolog.

Af Anne Dahl Bertelsen, annedb@sdu.dk

Omkring 1928 opfandt den britiske forsker og læge Alexander Fleming pencillin – en form for antibiotika, der kan bekæmpe en lang række tidligere dødelige infektionssygdomme. Opfindelsen regnes for en af historiens største.
Overdreven brug af antibiotika – til behandling af syge mennesker og dyr – kan imidlertid gøre bakterier resistente over for antibiotika. Det gør det langt vanskeligere, dyrere og i visse tilfælde umuligt at bekæmpe bakterierne.
Det er tilfældet med den resistente MRSA-bakterie, som man i øjeblikket oplever en større udbredelse af i Danmark.
I 2005 opdagede man en særlig type MRSA hos husdyr (især svin) kaldet MRSA CC 398. Bakterien, der især findes i svinebesætninger og hos mennesker med direkte kontakt til levende svin, kan smitte fra dyr til mennesker og fra mennesker til andre mennesker.
6.000-12.000 danskere menes at være smittet med MRSA CC 398. Siden 2012 er fire danskere døde af bakterien.
Kilder: sundhedsstyrelsen.dk, ssi.dk, denstoredanske.dk