Jesus under religionshistorikerens lup

Så skal vi til det igen. Fejre med god mad, sang og gaver at et ganske særligt barn blev født i Betlehem for over 2000 år siden.

Også SDU’s religionshistoriker Mikael Rothstein markerer højtiden, dog på en mere utraditionel måde. Han har netop udgivet bogen ”Den kristne krop – fem essays om kød, blod, hud og hår”.

Her får man helt nye perspektiver på manges ellers så selvfølgelige forståelse af kristendommen, når Rothstein ser nærmere på, hvordan og hvorfor kristendommen dyrker kroppen.

- Kroppen popper konstant op som mytologisk og rituelt omdrejningspunkt i kristendommen. Vi har at gøre med en gudekrop, der kommer til verden under helt særlige omstændigheder.

-I skikkelse af Jesus lider og dør guden for menneskenes skyld og ender endda med at blive levende igen, forklarer lektor Mikael Rothstein om udgangspunktet for sin bog og fortsætter:

- Kristendommen er altså centret omkring en menneskegud med en krop, som man tænker sig, at man kan komme helt tæt på. Men mennesker i de protestantiske samfund er ikke vant til at have øje for det perspektiv, for kristne i Danmark er kristendommen et etisk eller nationalt anliggende, selvom folk næppe tænker meget på den teologiske pointe, nemlig frelsen.

Jesus bliver spist i kirken

Og nu vi er ved frelsen, så begynder Rothsteins bog med et af de helt centrale spørgsmål, hvis man anskuer kristendommen som komplekst kulturprodukt; nemlig hvorfor spiser kirkegængere – i hvert fald rituelt - Jesus’ kød og blod hver søndag, når de samles til nadver, og præsten uddeler brød og vin og siger: Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

- Brødet og vinen er kød og blod fra et menneske, ikke fordi det giver rationelt mening eller er sandt i nogen almindelig forstand, men udelukkende fordi det proklameres i et ritual.

-Og det er hele nadverkultens pointe, at der sker en kvalitativ forandring af såvel kultmaterien som kultdeltageren. I det øjeblik man spiser Jesus’ kød og drikker hans blod, er man på vej mod frelse, forklarer Mikael Rothstein om et af kristendommens helt centrale ritualer.

Brug for analytisk blik

Og det virkelig mærkelige er - set med hans øjne - at man i kulturer, hvor det i allerhøjeste grad er tabu at spise mennesker, har kannibalisme som centralt element i den herskende religiøse kult.

Det er vigtigt at forholde sig analytisk og kritisk til, understreger Mikael Rothstein:

- Kristendommen er verdens største og mest magtfulde religion, derfor synes jeg, det er vigtigt at formidle de her ting, så vi opdager, hvor groteske og pudsige elementer også kristendommen består af.

Hvis vi skal tage vores eget samfund alvorligt, er vi nødt til at tænke analytisk over flertallets egen religiøse praksis, siger han og fortsætter:

- For det er da interessant at få øjnene op for, at der er virkelig mange lighedspunkter mellem de kristnes forestillinger om nadverkulten og sydamerikanske indianeres religiøse forestillinger og kannibalistiske praksis.

-Det understreger, at selvom kulturer er forskellige, så er der ofte tydelige fællesnævnere i menneskers religiøse praksis.

Skæg og hår bliver symboler

Og Rothsteins analyse af den kristne forestillingsverden stopper ikke ved Jesus’ kød og blod, men fortsætter i løbet af hans nye bog med pointer omkring bl.a. Jesus’ lighedspunkter med nutidige sektledere, den katolske relikvie-dyrkelse af Jesus’ forhud og vores klare billede af, at Jesus bestemt havde langt lysebrunt hår og skæg. Selvom der ikke står et eneste ord om Jesus’ udseende i Biblen.

- Det er ren fantasi, når folk tror, de ved, hvordan Jesus så ud. Eller man skal måske snarere sige fantasi med en historisk begrundelse.

Jesus, den nye gud, skulle konkurrere med de græske guder, og meget tyder på, at han derfor fik hår og skæg for at tilføje autoritet, maskulinitet og modenhed i stil med eksisterende guder som Zeus og Serapis. På den måde kommer skæg og hår til at symbolisere evigheden, for det tager lang tid at få sådan en hårpragt.

Klar til diskussion

Rothstein er udmærket klar over, at mange formentlig vil blive stødt på manchetterne over hans bogs analyser af de meget kropslige sider af kristendommen. Det tager han helt roligt.

- Det er religionshistoriens berettigelse at forstå det, vi alle tager for givet, videnskabeligt.

-Men kristendommen har altså ikke noget at være bange for. Den har været en stor succes i små 2000 år. Religionen vinder altid, uanset hvilke analyser jeg kommer frem med.

Billedet på forsiden er et udsnit af ”Le crucifixion” – et maleri, som den franske maler Philippe de Champaigne malede mellem 1644 og 1646.