Skip to main content
Ny Viden
Genetik og miljøkemi

Gener afgør fostres følsomhed for kviksølv

Op til 30 procent af børn bærer et gen, der kan øge hjernens sårbarhed over for kviksølv under den tidlige udvikling.

Af Marianne Lie Becker, , 03-07-2019

For de fleste børn er udsættelse for lave niveauer af kviksølv fra moderens kost ganske ufarlig, men visse genvarianter kan øge følsomheden og føre til lavere intelligenskvotient (IQ).

Det er resultatet af en undersøgelse udført af internationale forskere, blandt andre Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på SDU, som har forestået alle analyserne for kviksølv.

Undersøgelsen med 2.147 børn udforskede sammenhængen mellem kviksølvindholdet i navlestrengen, IQ ved otteårsalderen og bestemte gener.

Ophobes i fisk og skaldyr

Eksponering for kviksølv kan hæmme hjernens udvikling, især inden fødslen. Kviksølv spredes gennem atmosfæren, regner ned i verdenshavene, søer eller floder, hvor det omdannes af bakterier til methylkviksølv, som ophobes i fisk og skaldyr.

I en foreløbig undersøgelse af 1.127 børn fra England fandt forskere fire genvarianter kaldet polymorfier, der var forbundet med øget giftighed af kviksølv.

Den nye rapport omfattede yderligere 1.045 børn og viste en meget sikker sammenhæng med en mutation i det gen, som koder for en receptor for hormonet progesteron, der spiller en stor rolle for hjernens sårbarhed.

Kviksølv giver lavere IQ hos nogle

Indholdet af kviksølv i navlestrengen er udtryk for, hvor meget af moderens udsættelse for methylkviskølv gennem kosten, der er videregivet til fostret.

-Som helhed syntes kviksølv ikke at medføre nogen sikker påvirkning af IQ hos børnene, og det kunne jo tyde på, at der ikke var nogen fare på færde. Analyserne afslørede imidlertid, at børn med en bestemt gendefekt, som ikke medfører sygdom i sig selv, opnåede lavere IQ-score, hvis de havde en forhøjet udsættelse for kviksølv.

-Med andre ord viste børn med disse genvarianter tegn på kviksølvpåvirkninger, som ikke kunne påvises i gruppen som helhed, forklarer Philippe Grandjean.

Vi er ikke alle helt ens, for nogle af os er mere sårbare over for forurening end andre

Philippe Grandjean, professor

Analyserne blev justeret for fisk og skaldyr i kosten (den vigtigste kilde til methylkviksølv, men også en kilde til gavnlige fedtsyrer) samt mødrenes socioøkonomiske status og uddannelse.

Hvert tredje barn har defekt gen

Forskerne bag undersøgelsen fandt, at omkring 30 procent af børnene i fosterstadiet var mere følsomme over for påvirkningen fra kviksølv og dermed i farezonen for lavere IQ på grund af det.

-Kun hvis børnene havde et defekt gen kunne vi se en lavere intelligenskvotient (IQ) i otteårsalderen.

-Det gjaldt for omtrent hvert tredje af de engelske børn, som i gennemsnit havde en lavere belastning med kviksølv end danske børn. De danske børn har vi dog ikke tal for siger Philippe Grandjean.

Beskyttelse af de mest sårbare

-Vi er ikke alle helt ens, for nogle af os er mere sårbare over for forurening end andre. Formålet med vores forbyggende indsats må være at beskytte de mest sårbare.

-Vi skal derfor beskytte de gravide mod kviksølv, specielt fordi grænseværdierne ikke beskytter de børn, som måtte have en gendefekt, siger Philippe Grandjean.

Fødeafdelingen på OUH tilbyder måling af kviksølv i en hårprøve fra alle de gravide, der kommer til første undersøgelse med ultralyd. Hårprøven analyseres på SDU, og ved forhøjede tal bliver kvinden vejledt i at undgå de fisk, som har højt indhold af kviksølv.

Læs undersøgelse

Undersøgelsens resultater er publiceret og kan læses i American Journal of Epidemiology.

Mød forskeren

Philippe Grandjean er professor i miljømedicin på SDU og Harvard University. Han er blandt verdens førende forskere i kviksølv, pesticider og fluorstoffers effekt på menneskers udvikling og sundhed.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 03.07.2019