Skip to main content
Ny Viden
rygevaner

I røg og damp

Unges rygning var et af emnerne i den overståede valgkamp. Men hvor slemt står det til, og hvordan kan man forebygge, at de be­gynder? Få her nogle svar fra postdoc Lotus Sofie Bast fra fra Statens Institut for Folkesundhed.

Af Bolette Marie Kjær Jørgensen, , 31-07-2019

Unges rygevaner

Knap hver femte af de 15-årige ryger enten dagligt, ugentligt eller lejlighedsvist. Daglig rygning er heldigvis ikke så hyppig i denne aldersgruppe, det ligger på omkring 5 procent, til gengæld er alle, som så tidligt i deres liv eksperimenterer med rygning i risiko for at blive faste rygere senere hen.

Derfor er det vigtigt at vide, hvor stor en andel, der ryger, også selv om det blot er engang imellem. Blandt de 16-24-årige ryger 16 procent dagligt og 28,5 procent ryger dagligt eller lejlighedsvist. Der er lidt større andel af rygere blandt unge mænd end blandt kvinderne.

Rygning er in

Børn og unge udsættes direkte eller indirekte for promovering af tobak. Der er forskning, som viser, at rygning er tre gange så hyppigt blandt hovedpersoner på film som i den virkelige verden.

Desuden er andre tobaksprodukter kommet på markedet de senere år, herunder eksempelvis e-cigaretter og forskellige typer af opvarmede tobaks­produkter. Disse promoveres som mindre sundhedsskadelige, og en del af markeds­føringen går på, at man er in, hvis man bruger disse produkter.

Vi ved, at en stor del af de unge an­vender e-cigaretter, og samtidig ved vi, at brugen af e-cigaretter øger risikoen for at begynde at ryge cigaretter senere hen. Danmark har desuden været senere end de omkringliggende lande til at stramme lovgivningen på tobak.

Fald stagneret

Vi har gennem de seneste mange år set et fald i andelen af børn og unge, der ryger – ligesom vi har set et fald hos de voksne. For 20 år siden var omkring en tredjedel af de 15-årige lejlighedsvise rygere, hvor vi i dag har cirka en femtedel i denne gruppe.

Det konstante fald i rygning over de seneste mange år er imidlertid fladet ud, så vi har set en stagnering blandt de 15-årige de seneste 5 år.

Forebyggelse

Det mest effektive til at mindske andelen af unge rygere er en samlet indsats, hvor man både sætter ind med strukturelle rammer, som mindsker tilgængeligheden af tobak, herunder at øge prisen, gemme cigaretter under disken og standardisere tobakspakker, og at engagere befolkningen på et mere lokalt niveau, således at alle tager del i at forebygge børn og unges rygning.

Læs mere om forskningen inden for rygning på Statens Institut for Folkesundheds hjemmeside

Redaktionen afsluttet: 31.07.2019