Skip to main content
Merit
På Campus

Anmeldelse: Plads til humor, aktiviteter og musikalsk ekstase

Synet af ølbowling-baner i neon og lugten af Steff Houlberg-pølser var blot to af de sanselige indtryk, som RUST blev mødt af til Semesterstartsfesten 2018. Sammen med mange tusind andre studerende tog vi derfra igen med musik i maven, smil på læberne og en reel følelse af lettethed.

Af Anni Møllemand, , 16-09-2018

Foto: Brian Kenn Baltzar

”Må jeg se din billet?” lyder det fra de smilende frivillige, der udgør et vigtigt grundlag for, at denne begivenhed overhovedet har kunnet lade sig gøre. Forberedelserne har længe stået på, og alle har vidst, at der skulle ske noget, men præcis hvad, der skulle ske, har de studerende måttet vente på. Syddanske Studerende har skabt en fanfare, som blot har ventet på det rette tidspunkt for suspense. Og det bliver da også klart, da line-up’et for aftenen bliver præsenteret, at fanfaren ikke har været ubegrundet.

IndiskOtabel ekstase

Tværtimod blev line-up’et mødt af rungende skrig, skrål og ikke mindst af et klassisk ”lå-lå-lå” på aftenen/natten: som et udtryk for, at de studerende ikke kunne have ønsket sig mere.

Til tonerne af henholdsvis Saveus, Karl William og diverse dj’s svævede de studerende rundt på (parkerings)pladsen i en overvældet tilstand af musikalsk ekstase. For der var musik til enhver smag, hvilket afspejlede, at alle studerende var velkomne. Der var endda sat en disko-kugle op til studerende, der måtte have en guilty pleasure for de svundne disko-tider.

”Er der plads?”

Forud for aftenen var der mange, der havde udtrykt bekymringer omkring pladsens størrelse:

”Kan der virkelig være så mange studerende på dén mængde plads?”

Men Syddanske Studerende havde oprigtig talt gjort deres forarbejde. For om end der var naturlig kødannelse omkring madboderne og toiletterne, skulle man hverken gøre brug af spidse albuer eller trækken-maven-ind for at navigere sig rundt på pladsen.

Eller, det vil så sige, der var lidt pladsmangel til præ-eventen med komikerne Ruben Søltoft, Thomas Warberg og Thomas Hartmann. Men heldigvis formåede Thomas Warberg at vende den halvproblematiske plads-situation til at være en succes. For det vækkede latterbrøl ad flere omgange, da han udpegede de to drenge med læderjakker, der så showet udefra.

”Wow, I ser godt ud,” sagde Thomas Warberg, hvorefter drengene high-five’de over deres valg af påklædning for dagen.

”Ja, det er der”

Til selve semesterstartsfesten udgør menneskemængden ikke en forhindring men nærmere bestemt blot en helt særlig stemning. Selv hvis man har besluttet sig for at møde ædru op til arrangementet, bliver man ikke overvældet over mængden af fulde mennesker, der med ukoordinerede bevægelser står i vejen for, at man kan bevæge sig roligt rundt på pladsen. Tværtimod giver pladsens fysiske størrelse plads til alle mentale størrelser.

Desuden er området betydeligt mere overskueligt end sidste år, hvor RUST ellers roste arrangementet for at være blevet løftet betydeligt på netop dén front ved at rykke festlighederne udendørs.

Så det er skønt at se, at Syddanske Studerende ikke blot lærer af deres fejl men også af deres forbedringer.

Det, der blot kan noteres som en ”ubekvem løsning” for området i år, var de bunker af sten, som ”naturligt” er at finde på parkeringsplads PV1 – for med alkohol i blodet og den mangel på koordineringsevner, som dette naturligt medfører, udgør de lidt et faresignal i sig selv.

Vi håber derfor, at alle er kommet helskindet igennem at passere dem.

Neon-bowling

Pladsen emmede også af aktiviteter. Der var ikke blot linet op med siddepladser foran mad- og ølstande samt lidt spotlight og lyskæder hist og her. Nej, der var også beer-pong borde nær diskokugleteltet og ølbowlingbaner oplyst af rammer i neon.

Sidstnævnte blev mere og mere forskubbede i løbet af aftenen/natten, men det er vel nu engang, hvad man kan forvente af et arrangement, der (i princippet) varer fra kl. 15.00 til kl. 02.00.

Succes eller ej?

Så hvad kan vi endeligt konkludere omkring festens succesgrad? Nu gør vi os jo sjældent i stjerner, men vi kan tilstræbende objektivt (og lidt subjektivt) vurdere, at semesterstartsfesten 2018 bestemt ligger i den gode ende.

Så må det være FOOL’s eget problem, at de hellere ville ligge med dårlig mave end at deltage i festlighederne.

Redaktionen afsluttet: 16.09.2018