Skip to main content
Merit
På Campus

Jacob trak det korte strå

Da Jacob Fosgrau går pilgrimsvandringen “Caminoen” i Spanien, får han en hjerneblødning og bliver lam i højre side af kroppen. Lægerne i Spanien siger som det første, at han måske ikke overlever, men Jacobs målrettede sind kæmper ham tilbage igen. Det, kæresten Mathilda og så musikken.

Af Anni Møllemand , 06-11-2018

Det er sommeren 2017. Jacob Fosgrau og hans kæreste Mathilda er taget til Spanien for at gå pilgrimsvandringen kaldet “Caminoen”. Første dag vandrer de omkring 30-35 kilometer. Det er hårdt for deres begges ben, da de givetvis ikke er vant til at gå så langt. Men det stopper dem ikke fra at gå lige så mange kilometer på andendagen, hvor deres kroppe så bare er så meget des mere smadrede.  
De skal tilbringe aftenen og natten på et hostel i nærheden af deres ”stop”. Det er et rent donationsbaseret hostel, hvor man bare kommer, hjælper hinanden og sidder og snakker over en fælles aftensmad.   
Jacob tager et bad og får hvilet lidt, inden aftensmaden bliver serveret. Hans højre ben sover lidt, og han begynder at få hovedpine, men det er måske meget normalt, når man ikke er vant til at gå så meget. Så skal kroppen lige lære at håndtere det, tænker han.  

”Du er sikkert bare træt”  

Det er kutyme på hostellet, at man sender maden rundt og skænker op til hinanden. Jacob har svært ved at løfte fadene ordentligt, da hans arm nærmest bliver følelsesløs, så han kommer derfor til at spilde en del af maden på bordet.  
”Du er sikkert bare træt, lad os gøre det for dig,” siger nogle af dem, der sidder ved siden af ham.  
Men hovedpinen bliver værre, og Jacob gentager over for de andre ad flere omgange, at han har ondt i hovedet. Mathilda fornemmer, at der er noget galt. Hvis det bare var en almindelig hovedpine, ville han ikke blive ved med at sige det på den måde.  
Med hjælp fra nogle af dem på hostellet får hun lagt Jacob ned. Han kan slet ikke støtte på sit højre ben.  
Herfra stopper Jacobs hukommelse med at virke og kommer først rigtigt igen en uge efter.   


Drøm eller virkelighed? 

”Det er i virkeligheden super smart, at hjernen er indrettet sådan, at den lukker ned for den slags voldsomme ting, så det ikke udvikler sig til traumer, der forhindrer én i at komme ovenpå igen,” lyder det fra Jacob her næsten halvandet år efter, han fik en hjerneblødning i Spanien.  
Mathilda fik som noget af det første at vide, da Jacob var blevet modtaget på universitetshospitalet i Spanien, at hans tilstand var kritisk, at de næste timer ville afgøre, om Jacob ville overleve. Spanierne var ikke glade for at tale engelsk, og fordi Mathilda og Jacob ikke var gift, var det begrænset, hvilke oplysninger lægerne måtte give hende.  
”For Mathilda har de første fem dage været sygt svære at håndtere, men for mig har det mest af alt bare været sådan en drømmeverden, hvor jeg ikke helt kan skelne mellem, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Jeg ville ønske, der også kunne blive lukket ned for Mathildas hukommelse på den måde,” fortæller Jacob.  

Klø på 

Jacob lå på hospitalet i Spanien i to en halv uge, og allerede efter et par dage blev han rykket væk fra intensivafdelingen, fordi lægerne vurderede, at hans tilstand ikke længere var kritisk. De kunne heller ikke operere ham, som man formentlig ville have gjort, hvis det var en blodprop. Med hjerneblødninger er der intet andet at gøre end at holde øje med, hvordan det udvikler sig.  
Jacobs udvikling gik heldigvis i den rigtige retning. Han fik sin mentale bevidsthed tilbage efter fem dage, og efter 20 dage i Spanien blev han fløjet til Danmark med et ambulancefly med Mathilda og to sygeplejersker ombord.  
Da han ankom til Danmark, blev han indlagt på en specialiseret afdeling på Bispebjerg Hospital. I løbet af de to uger, han opholdt sig der, begyndte han langsomt at tage de første skridt, men havde stadig brug for meget støtte i gangtræningen. Allerede i Spanien kunne han begynde at bruge sine fingre og arme igen – om end svagt – men hans ben var det, der tog længst tid for ham at få gang i igen. Han sad i kørestol i en hel måned, efter han var kommet tilbage til Danmark.  

Men lige siden Jacob kom i gang med at træne, har udsigten til at komme tilbage til ”der, hvor han var før”, været hans bærende motivation.  
”Også fordi jeg kunne se fremskridtet så tydeligt, som jeg kunne. Når jeg lå og gik fra slet ikke at kunne føle hele min højre side af kroppen, til så langsomt at begynde at kunne bevæge kroppen og støtte på mit ben, så blev det klart for mig, at det var muligt at komme tilbage. Det, tror jeg bare, har holdt mig i gang hele vejen,” fortæller Jacob.  
Alle læger og fysioterapeuter fortalte også Jacob, hvor gode chancer han havde for at få gang i hjernen igen, når han var så ung. Det tog Jacob til sig; han skulle bare klø på og se, hvad der skete.  

Musisk selvterapi  

Fordi han trods alt havde en rimelig førlighed med arme, hænder og fingre, allerede da han kom tilbage til Danmark, begyndte Jacob at spille lidt klaver igen.  
”Det var vildt fedt, fordi det vækkede et håb i mig om, at jeg ville komme til at bruge min krop igen,” fortæller han.  
Han fik adgang til sin computer på Bispebjerg Hospital, hvor han nærmest med det samme gik i gang med at komponere musik; en ting, han har gjort, siden han var omkring 13-14 år.  
”Når jeg lavede musik, ramte jeg automatisk nogle stemninger og følelser inde i mig, som var svære at italesætte, men som blev tilfredsstillet gennem musikken. Det var som om, jeg kunne vække nogle følelser og stemninger, som jeg ikke kunne udtrykke med ord,” fortæller Jacob.  
Derfor fortsatte han også med at lave musik, da han efter de to uger på Bispebjerg Hospital blev overflyttet til Vejlefjord. Her fik han gennem sit tre måneders ophold hjælp fra både fysioterapeuter, ergoterapeuter og psykologer til at komme tilbage til sit mentale og fysiske jeg igen. 
Men selvom der gik megen tid med at genoptræne, havde Jacob stadig en masse tid for sig selv. Og en stor del af den tid blev brugt på at lave musik.  
Han endte med at lave en EP med seks numre, som blev udgivet på et canadisk pladeselskab. Men udgivelsen var ikke et mål i sig selv. Det, der drev Jacob til at producere musik, var at give en forløsning for nogle uudtalte følelser.  
”Det var nærmest en form for selvterapi, og jeg tror også, det har bidraget til, at jeg har været så positiv igennem det hele; netop fordi jeg har haft mulighed for at komme ud med nogle ting gennem musikken og derigennem bearbejdet mine følelser,” udtaler han.  

Drømmejobbet 

Jacob læser psykologi på Syddansk Universitet. Da han tog til Spanien, var han netop blevet færdig med sit fjerde semester på studiet, men måtte på grund af hjerneblødningen og den efterfølgende intense genoptræningsperiode udskyde sin uddannelse. Til gengæld gjorde Jacobs målrettede genoptræning, at han allerede var klar til at starte igen i januar i år. 
Netop fordi han i sin rehabiliteringsproces havde så stor glæde af musikken, har det også inspireret ham til at ville arbejde med, hvordan musik og andre kreative teknikker kan fungere som copingstrategier. 
”Jeg tror bare, jeg er blevet klar over, hvordan abstrakte udtryksformer kan bidrage til psykisk velvære. Om det så bliver musikterapi eller at lave nogle forskningsprojekter, hvor man tester musiks funktion på psyken, så tænker jeg, at det er det, jeg drømmer om at arbejde med, ” fortæller han.   

Et kig indenfor  

”Jeg prøvede nogle gange at tænke mit genoptræningsforløb lidt som en praktik; jeg fik ikke lov til at kigge dem over skulderen, men sad på den anden side og så, hvordan psykologerne opfører sig over for én,” siger Jacob.  
For ikke nok med, at forløbet har sporet ham ind på, hvad han gerne vil arbejde med inden for psykologien, så har han også fået et meget konkret indblik i, hvordan et sygehus, der beskæftiger sig med hjerneskadepatienter, fungerer. Han syntes, det var spændende at se, hvordan neuropsykologer arbejder sammen med ergoterapeuter og fysioterapeuter, og så kunne han desuden – i sin funktion som klient – stille psykologerne nogle spørgsmål. Spørgsmål om, hvordan de arbejder, og hvordan de håndterer forskellige situationer.  
”Det er fedt at få et indblik i, hvordan det er at stå på den anden side af det arbejde, man forestiller sig, man selv skal udføre på et tidspunkt. Jeg tror, det har en positiv effekt på, hvordan man arbejder med klienten,” udtaler Jacob.  

Cadeau til systemet  

Efter syv måneders intens genoptræning gav lægerne ”slip” på Jacob, fordi de vurderede, at han var klar til det. Men hver tirsdag følger en fysioterapeut op på, hvordan det går med Jacobs fysiske tilstand: hvordan man kan sørge for, at han går endnu bedre, end han går nu, hvordan man kan sørge for, at han ikke ryster i benet, når han bliver træt. Finpudsningsting, som er rigtig vigtige for, at Jacobs dagligdag kan fungere. Også for at forebygge, at han ikke får skader, fordi han for eksempel går forkert.  
Derudover har han også mulighed for at se en neuropsykolog en gang imellem. Ikke fordi han skal have behandlet et traume, men nærmere for at hjælpe ham igennem de helt små ting i hverdagen. Da Jacob kom hjem fra sin genoptræning, skulle han omstille sig til en hverdag med sin kæreste Mathilda, hvor man gør rent og laver mad. Dagligdagsting, som, om end de er ”almindelige”, kan være svære at komme tilbage til. Og her har neuropsykologen været behjælpelig.  
”Jeg er blevet sindssygt overrasket over, hvor godt det danske sundhedssystem fungerer; at man ved, når der sker sådan noget som det her, så er der et sikkerhedsnet,” fortæller han.  
Den type behandling, som Jacob var i på Vejlefjord, kostede omtrent 4000 kroner per dag, fordi der var så mange sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og psykologer, der var omkring ham. Samtidig fik han forplejning, sin egen lille lejlighed og en vild udsigt til smuk natur.  
”Jeg tror også, at min drivkraft har været styret af taknemmelighed over alle de ting, jeg har fået. For når jeg vidste, at jeg reelt havde mulighed for at gøre fremskridt, så skulle jeg i den grad også udnytte det og derigennem vise min taknemmelighed,” siger han.  

Ingen forklaring

Lægerne har ikke kunnet give Jacob en forklaring på, hvorfor han fik en hjerneblødning. For havde man for eksempel fundet tegn på, at der var en såkaldt udposning på en blodåre, ville man måske kunne forklare hjerneblødningen med genetiske årsager. Men i Jacobs tilfælde er det ”bare” en åre, der er gået hul på. Så han har bare været sindssygt uheldig.  
”Jeg har bare trukket det korte strå, og det sker nogle gange i livet, og så må man prøve at få det bedste ud af den situation, man står i. Man får ikke rigtig så meget ud af at tænke over, hvad man gør forkert, eller hvad man måske skulle have gjort anderledes,” siger han.  
Når Jacob bliver spurgt, ”om det ikke har været hårdt”, så svarer han, at det tværtimod har været spændende.  
”Hvilket nok ikke helt er sandheden – men der er bare så mange oplevelser, jeg har fået ud af det, som personligt, socialt og fagligt har givet mig rigtig meget,” fortæller han.  
For selvom Jacobs uddannelse er blevet skubbet et halvt til et helt år tilbage, og han stadig døjer med rystelser i sine ben, så kan han altid vende blikket mod Mathilda og derigennem se, at opbakningen ikke blot kommer indefra. Den kommer også udefra gennem den støtte, hun har givet og stadig giver ham i deres forhold. 
Redaktionen afsluttet: 06.11.2018