Skip to main content
Merit
Kultur

Mød Ruben Søltoft version 2.0 i nyt onemanshow

Excentrisk mimik, gakkede formuleringer og fantasifulde jokes. Det er sådan, vi bedst kender og elsker komikeren Ruben Søltoft. Men med det nye onemanshow ”Ting fra min mund” på vej, er det blevet tid til at møde Ruben version 2.0.

Af Julie Schuster Lapp, 05-09-2018

Foto: Seth Nicolas

"Ruben version 2.0 betyder, at jeg er blevet lidt mere voksen siden sidste show,” forklarer Ruben Søltoft og fortsætter:

”Men det betyder også, at jeg er blevet mere ærlig og ikke helt så absurd som tidligere. Eller jo, jeg er stadig absurd," griner han.

I 2015 havde Ruben sin onemanshow-debut med ”Mit hoved” og nu, tre år efter, er han aktuel med show nummer to. Men processen har været noget anderledes denne gang.

Sidste gang kunne jeg bruge frit fra bunken af jokes og idéer, der havde samlet sig gennem årene, mens jeg denne gang skulle begynde helt forfra. Men det betyder også, at alt materialet er helt friskt,” fortæller Ruben.

Men før vi kan lære Ruben version 2.0 at kende, skal vi forstå Ruben 1.0. Ruben i den spæde opstart, som skuespiller og jaloux kæreste, som genert skoledreng og ærlig voksen mand. Alt dette har nemlig været med til at skabe den nye version, som man kan opleve i ”Ting fra min mund”.

Der gemmer sig stadig en genert dreng derinde

Den fjollede, udtryksfulde og hæmningsløse Ruben gemmer på en mere genert side. Faktisk var han så genert som dreng, at han i første omgang blev erklæret uegnet til gymnasiet, fordi han ikke turde udtrykke sig foran andre eller sige noget i timerne. På trods af det kunne han godt lide at få folk til at grine, hvilket var årsagen til, at han begyndte at optræde en smule til gymnasiets morgensamlinger. Dog ikke i skikkelse af Ruben Søltoft.

”Jeg var altid iført kostume,” husker han.

Årsagen var enkel: hvis det ikke gik godt på scenen, kunne han altid give kostumet skylden og på den måde beskytte sig selv. Heldigvis har Ruben smidt de gamle kostumer og står nu helt fremme på scenekanten, kun med pinlige fortællinger og personlig smerte, og kun iklædt et vitskostume. Alligevel er der ikke langt ind til den generte dreng fra folkeskolen.

Jeg kan stadig have det rigtig ubehageligt med at gå på scenen, og min krop har som oftest ikke lyst til at bevæge sig derud. Men når jeg så står der og har fyret et par sjove historier og jokes af, så elsker jeg det.

Ruben Søltoft

Inden Ruben går på scenen, er han nødt til at gejle sig selv op for ikke bare at vade rundt i nervøse cirkler. Han lytter til musik, der gør ham glad, danser for sig selv og kigger ind til publikum for at kunne se de mennesker, der kun venter på at se ham, i øjnene.

”Når jeg ser publikum, så kan jeg ikke lade være med at elske dem og deres beslutning om at tage ind for at se mig,” smiler han og fortsætter:

”Så holder jeg på en måde af dem og glæder mig til at stå foran dem.”

Samtidig er Ruben også sikker på, at nervøsiteten er både naturlig og fin for ham.

”Det gør noget godt for mit show, at jeg kan mærke nerverne. Hvis jeg pludselig ikke er nervøs længere, så tror jeg, at det er et dårligt tegn,” understreger han.

En ny begyndelse

Det er vigtigt for Ruben at understrege, at det bliver en ældre version af ham, publikum kommer til at møde i ”Ting fra min mund”. Men før han blev ældre, mere ærlig og langt mere erfaren, var han ung og helt ny i komikermiljøet.

”Jeg vendte lidt tilbage til stand-up i 2008, da jeg boede i Aarhus og var i færd med at læse til lærer,” fortæller Ruben, som husker, hvordan livet blev vendt på hovedet, da vennerne udfordrede ham til at hoppe på scenen til en open mic og give et stand-up-show. ”Jeg havde jo optrådt en lille smule i gymnasiet, men mere var det ikke blevet til. Mine venner og jeg udfordrede altid hinanden til at muligt som en slags manddomsprøver, så jeg tog selvfølgelig udfordringen op,” smiler han.

Oplevelsen til open mic satte sig dybt i Ruben, men efterfølgende kom han næsen tilbage i bøgerne og fokuserede på sin uddannelse. Altså lige indtil komikeren Thomas Warberg et par måneder senere flyttede til Aarhus for at kickstarte comedy-miljøet i byen. Alt hvad han havde brug for var et par unge talenter, der kunne bygge det op med ham.

”Jeg tog en chance, droppede ud af mit studie og brugte de fleste af mine aftener på at underholde med stand-up på forskellige caféer i Aarhus med fire andre amatørkomikere. Nogle gange var der kun to blandt publikum, men så satte vi os bare ned til deres bord og skiftedes til at fortælle jokes,” griner Ruben.

Forståelse var der ikke megen af fra venner og familie. Men Ruben var ved at finde sig godt til rette i komikermiljøet, og hans næste mål blev derfor Danmarksmesterskaberne i stand-up, hvor amatørkomikere dyster om titlen som danmarksmester i comedy. En titel, som han tog med sig hjem i 2010.

”DM blev en bekræftelse for mig,” forklarer Ruben og uddyber:

”Det var første gang, min familie så mig optræde med stand-up, og de syntes, at det var fedt. Jeg var så lettet, for nu kunne jeg vise mine forældre, at jeg ikke bare pjattede rundt og rent faktisk bruge tid på min hobby.”


Jagten på grinet

Valget om at droppe ud af studiet og forfølge komikerdrømmen var helt sikkert det rigtige for Ruben, der i dag kan se tilbage på et succesfuldt onemanshow og frem mod endnu et, der forhåbentligt går lige så godt.

I tiden mellem DM og sit første onemanshow landede Ruben en rolle i den populære ungdomsserie SJIT Happens på TV 2 Zulu, og selvom han elskede hvert sekund af optagelserne, var han bange for, hvad det kunne gøre ved komikerkarrieren.

”Min rolle i SJIT Happens, Olau, er mere “straight guy” og slet ikke så sjov som eksempelvis Nikolaj Stockholms rolle Øland. Så jeg var bange for at blive set mere som skuespiller,” fortæller han.

De nervøse tanker og frygten for ikke at blive den komiker, han havde drømt om og håbet på at kunne vise Danmark efter DM, var synlige gennem hele arbejdet med ”Mit hoved”, fortæller Ruben.

”Det var derfor meget vigtigt for mig at vise, at jeg kunne lave stand-up. At jeg kunne være sjov uafbrudt i den times tid, showet varede, om det så bare skulle være joke på joke på joke.”

Ruben garanterer, at hans nye show ”Ting fra min mund” også vil være underholdende hele vejen igennem, og at det stadig mest af alt handler om at få folk til at have det sjovt og give dem en god oplevelse. Men i det nye show tager han flere chancer.

"I starten handlede det mest om at jagte grinet, og jeg ville gerne bevise mit værd, som en der kan lave rå stand-up. Jeg har stadig store krav til min jokefrekvens, og at folk griner af det, jeg siger, men det går også dybere end grinet nu,” siger Ruben og fortæller, at målet samtidig er at overraske, bruge musik og tage nogle vinkler, som publikum ikke havde set komme.

Derudover ser Ruben også en væsentlig forskel fra det første show til det nye: ”Det her hænger måske lidt bedre sammen,” griner han.

Der skal være noget på spil

Udover at det hænger bedre sammen, beskæftiger det nye onemanshow sig også med mere dybdegående emner. I showet taler Ruben nemlig både om mobning i folkeskolen, et jalousifyldt parforhold og et skyderi på Nørrebro sidste år, hvor han tilfældigvis befandt sig.

”Det er meget emner, der gør ondt, jeg kommer ind på. Men det skal også gøre lidt ondt, og der skal være lidt mere på spil, før jeg synes, at det bliver rigtig godt,” har Ruben erfaret.

Et af de emner, som alle kan relatere til, og som i den grad har påvirket Ruben, er parforhold. Eller rettere sagt, når parforholdet går galt og holder op med at eksistere. Noget som Ruben har nylig erfaring med.

”Jeg var i et relativt dårligt forhold. Det vil sige, at jeg var meget jaloux gennem hele forholdet og listede mig blandet andet op om natten for at tjekke hendes telefon,” siger Ruben og ryster på hovedet.

”Det er ikke noget, man fortæller alle og enhver. Altså indtil alle og enhver hører det i mit show,” ler han.

For selvom han ikke synes, at det var særlig fedt lige i det, kæresten skred, så var han slet ikke i tvivl om, at det skulle med i showet.

”Det ville have været mere mærkeligt, hvis det ikke skulle med,” fortæller han og siger, at det næsten fungerer som terapi, når han taler om sit endte parforhold på scenen:

”Det bliver lidt nemmere at tale om, når det skal få folk til at grine. Der er bare et komisk potentiale, når noget gør ondt.”

Med årene har Ruben vænnet sig til at dele ud af sit liv og fortælle om øjeblikke, de fleste holder for sig selv. Men Ruben lever efter en ganske enkel sætning:

Hvis jeg ikke har lyst til at sige det til nogen, så skal jeg sige det til alle.

Ruben Søltoft

Med ærlighed kommer man længst

Ordsproget, som alle børn er vokset op med, holder også stik i Rubens nye show.

""Ting fra min mund" er et ekstremt ærligt show. Ja, mine jokes er stadig surrealistiske, men de er holdt tæt på sandheden,” fortæller han.

”Det er vigtigt, at publikum kan se sig selv i det, jeg taler om, for hvis de tror på det, så bliver det godt.”

Al inspiration til showet kommer fra Rubens eget liv og situationer, han er endt i. Og som nævnt tidligere er det også vigtigt for ham at skildre de mere triste sider af livet.

”Når der sker noget rigtig træls eller trist, så bliver det sjovt på et tidspunkt. Det har erfaringer lært mig,” fortæller han.

Lige for tiden er det især det skamfulde, der optager ham.

”Skam er interessant. Hvis jeg skammer mig over noget i mit liv, så vælger jeg at dykke ned i det og hive det med på scenen.”

Ruben kan nemlig hurtigt se på folk i salen, at mange af dem har haft lignende oplevelser. Alle gemmer de også på noget, der er skamfuldt, flovt eller som gør ondt.

”Og så må det ikke blive for urealistisk. Det ødelægger hele formålet,” pointerer han.

Ved siden af den ærlige Ruben, der går mere i dybden og graver sig længere ind til kernen, står unge Ruben dog stadig og har et klart mål med sit show.

”Hovedformålet er stadig, at det bare skal være sjovt at se mit show. Jeg har ikke nogen forventning om, at folk går hjem og finder den dybere mening med livet på grund af mig, selvom det selvfølgelig ville være fint,” griner han.

”Det er sindssygt at få folk til at grine”

Ruben er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved jobbet som komiker er:

”Uden tvivl det at få folk til at grine og gøre det hele lidt lettere at overskue efter en lang dag. Hvor privilegeret er det ikke lige?” spørger han.

”Det er sindssygt at få folk til at grine. Jeg elsker virkelig at kilde folk med mine ord.”

For udover at få helt almindelige publikummer til at blive ømme i lattermusklerne, har Ruben op til flere gange haft korrespondancer med folk, der har været indlagt med forskellige sygdomme. Alle har hans comedy hjulpet igennem hårde forløb, og det føles ganske særligt.

”Det er meget givende og så fedt at kunne give noget den vej. At opleve hvordan de ting, jeg står og pjatter med, rent faktisk betyder noget for folk i den slags situationer.”

Ruben er klar til runde to

Selvom Ruben stadig har den generte dreng tæt på, så er det altså en Ruben version 2.0, han i dag ser i spejlet. I godt et år har han intensivt skrevet på ”Ting fra min mund”, og det har været både hårdt og spændende på samme tid.

”Efter mit første onemanshow røg jeg ned i et kæmpestort, sort hul, hvor jeg ingen inspiration havde,” husker Ruben. ”Det er ikke ligesom med musikere, hvor folk gerne bare vil høre det, de kender. Jeg skal starte 100 procent fra scratch. Man føler sig meget nøgen.”

Alligevel er det altså lykkes for Ruben at sammensætte 80 minutters show, og han er klar til at sætte danmarksturneen i gang.

”Nu har jeg siddet i et mørkt rum i et års tid, så det bliver da rart at komme lidt ud,” griner han, men siger så: ”Jeg er virkelig taknemmelig over, at folk gider at bruge en aften på at se mig hoppe rundt på scenen. Forhåbentligt bliver de bare fucking glade den aften.”

Ruben er mere end klar til at lade publikum møde version 2.0. Han er klar til at vise Danmark, hvem den nye og ældre krøltop er:

Man kan forvente min normale fjedrede stil, den er bare pakket ind i en lidt mere ærlig og nøgen udgave.

Ruben Søltoft

Karrierens blå bog

  • Født i den nordjyske by Astrup i 1987
  • Var med til at kickstarte comedymiljøet i Aarhus fra 2008
  • Vandt DM i stand-up i 2010
  • Spillede i 2011-2017 rollen som Olau i SJIT Happens på TV2 Zulu
  • Var på turné med sit første onemanshow ”Mit hoved” i 2015
  • Nomineret til årets komiker ved Zulu Comedy Gala 2016
  • Havde værtsrollen ved Zulu Awards i 2017
  • Aktuel med sit andet onemanshow ”Ting fra min mund” i efteråret 2018
Redaktionen afsluttet: 05.09.2018