Rytmisk gymnastik - prøvetræning med svedgaranti

Jeg slukker bilen og observerer menneskene i mørket. Nogle ankommer på cykel, andre er på vej væk fra stedet. Det stille rend af mennesker leder mit blik hen på indgangen af drengegymnastiksalen på Sct. Knuds Gymnasium. Det er onsdag og første prøvetime på SDU’s rytmiske gymnastikhold. Min telefon viser 20.25, så jeg tager en dyb indånding for at dulme forventningens nerver. Så er det nu.

Fra mørket træder jeg ind i gymnastiksalen, hvor de lyse omgivelser kortvarigt får mig til at knibe øjnene sammen. Der står piger langs hele bagvæggen. Nogle i flok, andre alene, men fælles for dem er, at de har et spændt blik i øjnene, mens de venter på at høre om dagens program. Der er koldt i den lille sal, men det, tænker jeg ikke, varer ved ret længe. De sidste piger ankommer, og trænerne samler os i noget, der minder om en rundkreds. Roen breder sig, og blikkene ensrettes mod de eneste to personer, der står op.

”Heeeeej og velkommen til,” siger Rikke Taudal Thorsen, den ene af de to trænere, med et stort smil. ”Vi har glædet os mega meget til, at efterårssæsonen skulle starte,” fastslår Laura Karkov, den anden træner.

Æg, dinosaur og supermand

For at begynde mildt og komme hinanden lidt ved starter vi med at lege evolutionsleg. Kort fortalt slår man sten, saks, papir, hvorefter vinderen udvikler sig til næste trin i evolutionsskalaen. Til hvert trin er der en specifik bevægelse, og man må kun slå mod en på samme trin som sig selv. Vi starter alle som æg, og i toppen af fødekæden går vi alle rundt som supermænd med hånden knyttet i vejret.

Legen har den ønskede effekt. Vi ser alle fjollede ud, når vi går rundt og imiterer en dinosaur, en Lego-mand og en kylling. Latteren kan ikke andet end at undslippe vores læber, og det nervøse humør forsvinder som dug for solen.

”Find en ny plads på gulvet”. Den sætning gentages med jævne intervaller i løbet af træningen, så vi ikke står samme sted. I stedet for nervøsitet og tendensen til at gemme sig nede bagi, løsner de forskellige pladser op for knuden i maven. Den første sammenhængende sekvens, vi skal lære, minder mest af alt om noget fra en yogatime, eller sådan føles det i hvert fald for min ryg. Ned at røre tæerne uden at bøje benene, kravle ud i en plankeposition med strakte arme, svaje i ryggen, så hofterne kommer tæt på gulvet, og derefter ud i, hvad man i yogakredse kalder for hunden, men som mest af alt ligner et telt. Selvom Laura udfører bevægelserne med let elegance, så føler jeg mig som en gammel dame, for min ryg er slet ikke vant til at vende den ”forkerte” vej.

Vandpause! Efter hver afsluttet del af træningen får vi en velfortjent vandpause, og det er den rareste følelse. Koldt vand i en varm krop; den tørre hals, der smøres.

Musklerne kommer på overarbejde

Selvom alle de fremmødte måske var klar over, at dette tidspunkt ville komme, så er det nok ikke noget, nogen har set frem til. Derfor falder entusiasmen også hurtigt, da Rikke annoncerer den næste aktivitet.

”Så er det blevet tid til dagens styrketræning”. Et lavmælt suk går gennem gruppen, øjnene er en smule nedslåede, slaget er tabt på forhånd. For det er nu, alle skal bevise, at sommerferien ikke kun blev brugt på solbadning og hygge. Det frygtede øjeblik er kommet, hvor kagemaverne skal vise deres værd. De næste 3 minutter skilles fårene fra bukkene. Rikke tænder for musikken, og vi stiller os i en rundkreds, så alle kan holde øje med alle. Nu går det løs.

1. minut: Vi gør det, og det er ikke engang slemt. De mange ansigter afspejler disse tanker, og et blik i rundkredsen afslører smilene, som har sneget sig ind i folks ansigter. Man kan langsomt mærke sine lårmuskler arbejde, men det er bekræftende i stedet for afskrækkende.

2. minut: Sveden er langsomt krøbet tilbage på alles pander, åndedrættene er lidt tungere, og ansigterne mere anstrengte. Den tidligere nævnte kagemave bliver udfordret med en gymnastisk form for mavebøjninger.

3. minut: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, og sidste 1, 2, 3, 4, 5, 6 , 7, 8. Vi gjorde det! Jeg tør godt vædde på, at temperaturen i den lille sal steg et par grader på de tre minutter, sangen tog, for der er knageme hedt.

Den kolde luft strømmer ind, som vinduerne bliver åbnet et efter et. Folk er mere eller mindre færdige, da Rikke fortæller, at vi selvfølgelig godt kan tåle det hele en gang til. Humøret daler. For selvom det måske er okay, når sangen er færdig, så er styrketræningen ikke en dans på roser, mens sangen spiller. Vi må op på hesten igen, grine lidt af vores ikke-samarbejdsvillige kroppe og smile noget ekstra til hinanden i cirklen.

Marionetdukker trukket af usynlige tråde

Så er vi nået til det, jeg var mest spændt på inden, og som er noget af det, jeg har savnet mest ved gymnastikken: at lære en koreografi. Musikken er instrumental og har ikke som sådan nogle kendetegn. Den flyder ud i et og har en beroligende virkning. Det var egentlig ikke nødvendigt, for al opstartsnervøsiteten har sluppet taget i os alle, og nu følger vi bare glade efter.

Rikke havde godt forklaret, at når musikken startede, så ville hun ikke sige meget, og at vi derfor bare skulle følge hendes bevægelser efter bedste evne. Men det er alligevel noget andet, når man står 25 piger (+ en dreng) i stilhed, hvor musikken er det eneste til at bryde med den dybe koncentration. Da vi går i gang, er jeg en smule skeptisk, men jeg stoler på, at der er styr på det.

Som en dukkefører, der trækker i trådene, står Rikke og bevæger kroppen graciøst til musikken, og resten af flokken efterligner med tøvende bevægelser. Vi skal lige ind i det. Gentagelse efter gentagelse når vi længere ind i koreografien, også mentalt. Trinnene sidder en smule bedre fast den 10. gang, de bliver fremvist og udført. Det er atypisk, det er fedt, og jeg kan lide det. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, men det er effektivt på en helt anden måde, end jeg havde forudset. Koreografien kommer under huden på en måde, som kun konstant gentagelse kan gøre.

Derfor virker det heller ikke afskrækkende, da vi til sidst deles op i to grupper og hver især skal fremvise serien for hinanden. Den afslappede og hyggelige stemning gennem hele træningen har udmøntet sig i et rart miljø, hvor man ikke behøver tvivle på egne evner. Der er ingen konkurrence, ingen “se-mig”-attitude eller gymnastiksnobberi. Vi er alle en del af samme hold, et hold, der samles og glædes omkring gymnastikken.

Vi slutter, som vi startede: i en samlet rundkreds for lige at få de sidste praktiske informationer og runde det hele af på en ordentlig måde. Vi er trætte, men glade, og prøvetræningen har været en succes.

Hvorfor skal jeg vælge SDU gymnastik?

Jeg sætter mig med Rikke for at høre mere om de fordele, hun mener, der er ved at vælge SDU gymnastik i stedet for eksempelvis fitness. ”Hvis jeg skulle remse en række områder op, så vil det være det sociale, priserne, kvaliteten og den fleksibilitet, der er i vores træning. Vores målgruppe er primært studerende fra SDU, og det er deres behov, vi tager udgangspunkt i,” siger hun.

”Det sociale sammenhold kan man selv vælge, om man vil engagere sig i, men der er i hvert fald rig mulighed for at møde nye mennesker og få venner uden for ens vante omgangskreds. Generelt i vores forening lægger vi meget vægt på det sociale. Jeg har altid ment, at en måde at få gode venner på, er ved at lave sport sammen. Og så er det altid godt at møde folk på tværs af studierne.” ”Normalt hvis man vil gå til noget i fritiden, så koster det mange penge næsten ligegyldigt, hvad det er. Netop fordi vi henvender os til studerende, så er vores priser også derefter. Man kan gå på et hold i et semester for 300 kr., to hold for 400, og hvis man vil gå på 3 eller flere hold, så betaler man 500 kr. og får det, vi kalder en all-inclusive pakke” fortæller Rikke.

Selvom prisen er lav, så går de stadig ikke på kompromis med kvaliteten. Det skal være sjovt og der skal være mulighed for at hygge sig socialt, men det skal stadig være udfordrende både for dem med mange års erfaring indenfor gymnastikken, men også for dem, som har lyst til at prøve kræfter med sporten for første gang. Folk kommer for at lære gymnastik, og trænerne bestræber sig på at udvikle og dygtiggøre de studerende på deres niveau.

”En vigtig del af vores hold er den fleksibilitet, vi har. Der er ingen forpligtigelse, som fx ved et opvisningshold, da vi ikke har opvisninger. Der er ikke noget overordnet mål, vi arbejder hen mod, udover at man selvfølgelig helst skal udvikle sig gymnastisk. Vi har ikke mødepligt til vores træning, og derfor passer det også godt ind med en travl hverdag for de studerende. Men ofte er fællesskabet så afhængighedsskabende, at man ikke kan lade være alligevel” smiler Rikke. Det kan jeg kun give hende ret i, for jeg har i hvert fald tænkt mig at vende tilbage.