Skip to main content
Merit
Campus

Studerende under covid19-lockdown

Hvordan klarer de studerende studierne, når det fysiske SDU er lukket ned? Alexandra, Bjørn og Mille fortæller her om nogle af de erfaringer, de har gjort sig i løbet af de seneste 14 dage

Af Helle Rieltoft, , 24-03-2020

Alexandra Emilie Byriel

24 år, audiologopædi, BA, 2. semester
Alexandra Emilie Byriel

Hvordan får du tiden til at gå i denne periode? 

"Jeg forsøger at balancere studierne på en god måde, ved at veksle mellem at studere og lave andre ting, der giver mig energi. Det er dejligt at have bedre tid til for eksempel at være i køkkenet og lave god mad".

Får du læst og studeret, nu universitetet er lukket ned? 

"Ja. Men selvom jeg føler, at jeg bruger en fin mængde tid på at studere, er det som om, jeg aldrig rigtig kan blive færdig. Der er altid lige lidt mere forberedelse, lidt flere sider at læse, lidt grundigere noter at tage og så videre... Det er en anden form for arbejdspres end, hvad jeg er vant til".

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på universitetet?

"For mig er det en udfordring at administrere min tid på en god og sund måde. Det er nogle gange svært at lægge arbejdet fra sig, når jeg sidder hjemme og har fuld adgang online til studiet hele tiden". 

"Jeg synes også, det er en udfordring, at vi ikke kan føre den samme dialog, som vi plejer at kunne i undervisningen - både mellem studerende og med vores undervisere. Der kan ikke stilles spontane spørgsmål, hvad, jeg ofte synes, er utrolig givende. Efter min mening er der et bedre ‘flow’, når man taler sammen ansigt til ansigt".

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?

"Ja, jeg tror ikke at jeg er den eneste, der nyder at kunne deltage i undervisningen fra sin sofa i nattøj. Så de lidt mere komfortable rammer vil jeg mene, er en fordel ved vores hjemmeundervisning. Om det gavner os på den lange bane, er jeg mere i tvivl om, men lige nu kan vi ikke gøre andet end at nyde den meget paradoksale frihed".

Hvad synes du om SDUs kommunikation omkring din undervisning? 

"Indtil videre synes jeg, at kommunikationen fra SDU har været helt fin". 

"Jeg synes, det er vigtigt at huske, at denne tid ikke kun er en udfordring for os som studerende. Det er jo os alle, der er påvirket af situationen, og vi må alle omstille og tilpasse os. Så tålmodighed og en positiv indstilling er vejen frem, selvom vi alle nok er frustrerede over et eller andet". 

"Personligt er jeg lidt nervøs for, hvad tiden vil bringe, og hvad det har af konsekvenser for resten af semesteret og vores eksamener".

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

"Vær rolig, hold humøret oppe og bliv nu hjemme. Vi studerende er ekstremt privilegerede, så vis taknemmelighed. Jeg tror, det kan hjælpe at tænke på, at vi alle er påvirkede af situationen, så det må vi støtte hinanden i".

 

Bjørn Skjold

23 år, filosofi med samfundsfag som sidefag, KA, 2. semester

Bjørn Skjold
Hvordan får du tiden til at gå?

"Jeg sørger for at holde mig selv i gang ved at bruge mine dage på at træne - så godt som jeg nu kan, efter at Fitness World er lukket - og ellers studerer jeg". "Desuden har drengene fra mit kollektiv og jeg sat vores computere op i stuen, så der er LAN hver dag". 

Får du læst og studeret, nu universitetet er lukket ned?

"Jeg forsøger, så godt jeg kan, at få læst det jeg skal - endnu er jeg ikke kommet bagud. Men som dagene går, kan jeg kan godt mærke, at det bliver sværere og sværere at holde mig selv op på, at få læst det jeg bør".

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på universitetet?

"Den manglende fysiske undervisning!"

"Jeg er vant til både at have forelæsninger og øvelsestimer, hvor der bliver inddraget meget andet materiale end de tekster, der står på pensumplanen. Den slags undervisning har jeg ikke i denne periode, og det kan jeg virkelig mærke, at jeg mangler".

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?

"Ja, altså der er mere tid til at få læst pensum, og der er også god tid til at få skrevet tilhørende noter. Men derudover vil jeg ikke mene, at der er nogle særlige fordele ved at skulle studere hjemme".

Hvad synes du om SDUs kommunikation omkring din undervisning? 

"Jeg synes ikke, SDU's kommunikation har været så god. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan undervisningen ville komme til at forløbe i denne periode". 

"Det virker som om, at SDU blev taget på sengen, da regeringen besluttede, at landets uddannelsesinstitutioner skulle lukkes ned. Det, synes jeg dog, er lidt underligt, da SDU jo så småt var begyndt at lukke kantine, læsesale og biblioteket i dagene op til at hele universitetet blev lukket ned. Derfor synes jeg også, at de burde have haft en eller anden plan for, hvordan undervisningen i denne periode skulle afvikles". 

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

"Hold ud!"

 

Mille Wihlborg Hemmingsen

25 år, diplomingeniør i integreret design, BA, 4. semester

Mille Wihlborg Hemmingsen

Hvordan får du tiden til at gå? 

"Normalt har min kæreste og jeg ikke så meget tid sammen, som vi gerne vil have, derfor har vi den seneste uge set hinanden en del mere, end vi plejer".

"Derudover har jeg brugt min tid på projektarbejde sammen med min projektgruppe". 

"Normalt ville mine weekender gå med at arbejde, men på grund af coronavirussen har jeg ingen vagter lige nu. Derfor tilbringer jeg en del tid alene hjemme, og det kan godt blive en smule ensomt til tider".

Får du læst og studeret, nu universitetet er lukket ned? 

"På mit studie har vi semesterprojekter, som fylder rigtig meget. I denne tid afholder min projektgruppe og jeg onlinemøder 5 gange om ugen. Her uddelegerer vi opgaver og opsummerer, hvor langt vi er nået i vores projekt. Dermed får jeg studeret hjemme i form af opgaver, der relaterer sig til vores semesterprojekt".

"Jeg må sige, at alt andet undervisning er blevet skubbet lidt til siden nu, hvor jeg ikke har min daglige rutine mere. På mit studie er vi vant til at have rigtig meget tavleundervisning, så det er en stor omvæltning, at skulle lære stoffet på egen hånd".

Hvad er den største udfordring ved ikke at skulle på universitetet?  

"Det er en stor udfordring, at jeg ikke skal omgås med mine medstuderende i denne periode. Meget af min tid på studiet går normalt med at sparre med mine medstuderende om det stof, som vi bliver undervist i."

"Derudover er jeg også vant til, at jeg kan gå forbi mine underviseres kontorer, hvis jeg har et spørgsmål. Det har jeg normalt meget gavn af, men det er desværre heller ikke muligt lige nu. Selvfølgelig er der andre måder at kommunikere på, men tit og ofte, er det nemmest for mig at forstå deres svar og stille spørgsmål, hvis jeg er fysisk til stede."

Er der nogen fordele ved, at alt studieaktivitet foregår hjemme?
"I mit tilfælde er fordelen ved denne situation, at min projektgruppe og jeg får rigtig meget tid til vores semesterprojekt. Det gør, at vi er nået meget længere, end vi ellers ville være".

"Samtidig er det en fordel, at vi nu laver projektarbejde hver dag. På den måde er vores beslutninger friske i alles erindring, og møderne er derfor mere effektive". 

"På mit studie har vi haft én virtuel forelæsning. Det har selvfølgelig sine udfordringer, når det er første gang. Dog havde det den fordel, at forelæsning blev optaget på video, og vi har derfor haft mulighed for at se den igen, hvis der var noget, vi missede første gang".

Hvad synes du om SDUs kommunikation omkring din undervisning? 

"Jeg synes, at SDU har været gode til at kommunikere ud angående undervisningen. Jeg har ikke været synderligt i tvivl om, hvad jeg skulle foretage mig". 

"Underviserne på mit studie har været gode til at kommunikere, hvordan deres undervisning ville komme til at foregå i denne periode. Nogle har valgt at lave virtuelle forelæsninger, nogle har helt aflyst deres forelæsninger, og andre har gjort deres forelæsninger til selvstudie".

"Der har derudover også været god kommunikation omkring, hvordan vores semesterprojekt fortsat skulle foregå. Vi har fået at vide, at det var en god idé at bruge meget tid på semesterprojektet lige nu, og at vi fortsat må afvente status på de lektioner, som vi misser i denne tid".

Har du et tip eller et råd til dine medstuderende? 

"Jeg vil som så mange andre anbefale, at man bliver hjemme, så vi kan passe på hinanden".

"Jeg ser altid med, når der er pressemøde, så jeg er opdateret på, hvad der sker. Det vil jeg også anbefale alle at gøre".

"Derudover tror jeg, at det er en god idé at skabe sig selv en ny rutine, som passer til ens nye hverdag - særligt nu når regeringen har forlænget tiltagene".


Redaktionen afsluttet: 24.03.2020