Banko for studerende - galt eller genialt?
Som studerende er man altid på jagt efter studierabatter, studietilbud og diverse muligheder for gratis mad, der kan forsøde tilværelsen på SU. Men har man tænkt på banko? Det drister RUST sig til at antage, at man ikke har, og netop derfor tog vi et smut til bankospil for at undersøge, om banko kunne være et (genialt) middel til at få flere penge (eller ænder) mellem hænderne som studerende.
Ved indgangen til tirsdag aftens bankospil i forsamlingshuset kl. 18.30 – skarpt – sidder tre damer i midten af 50’erne. De har ansvar for, at der ikke er nogen, der snyder sig til en gratis omgang banko. For hvis man vil vinde noget, må man bidrage med noget.
De fortæller mig, at mindsteprisen lyder på 80 kroner for udefrakommende, der ikke er medlem af bankoforeningen.
”Har du planer om at komme til banko flere gange? For så kan det bedre svare sig at melde dig ind i vores forening,” lader indgangsdame nummer 1 mig vide.
Jeg tænker, at det kommer meget an på, hvad resultatet for aftenen bliver, om jeg vender tilbage eller ej. Så jeg holder mig tilbage fra at slå til på hendes ellers så gode tilbud om at kunne kalde mig permanent bankogænger.
Prisen på de 80 kroner er vel at mærke også, hvis man kan begrænse sig til 6 plader. Skal man have plader med spillekort, pletskudsplader eller bankotalsplader, skal man lægge 20 kroner ekstra for hver type plade. Ærlig talt vidste jeg ikke, at der var mere end én type bankoplade, så jeg tænker, at jeg lever efter ideen om, at man ikke kan savne noget, man aldrig har haft.
Jeg tænker også, at beløbet på de 80 kroner i forvejen udfordrer min SU lidt mere, end jeg havde regnet med. Men måske kan det vise sig at være en investering, såfremt jeg nu ender med at vinde en stor sum penge. Eller en and.
Imidlertid er det ikke blot min alder, der skiller sig ud fra forsamlingen. Nej, det er ligeledes min mangel på bankogrej. Godt og vel alle deltagere har – udover de obligatoriske bankobrikker – en lille magnetstang, der kan fjerne alle bankobrikkerne fra pladen, når man skal starte forfra, efter den heldige vinder af tre rækker er fundet. Derudover har de fleste også en lille terning, der har tallene 1, 2 og 3 indgraveret, så man kan huske, hvor mange rækker, det nu lige er, man er nået til. Jeg tænker først, at det da ikke er noget problem at huske, hvor mange rækker, man nu spiller om, men jeg tager mig selv i gentagne gange at kigge over på mine sidemænds terninger, mens spillets klimaks udspiller sig. Det bliver dermed tydeliggjort, at det kan have sine udfordringer at møde uforberedt op til bankospil. Man skal have bankokittet i orden.
”Hun skulle tage og ryste posen, skulle hun,” siger én.
”Der er bare nogen, som altid vinder,” siger en anden.
Sidstnævnte udtalelse har min statistisktænkende hjerne svært ved at acceptere. Men jeg kan da godt se, at det er noget så mystisk, at Grethe på tredje række har formået at vinde to gange, når jeg ikke engang har været tæt på at få banko bare én gang.
Kvinden, der ender med at blive den heldige vinder af at dreje med lykkehjulet, lander ved første snurren med hjulet på ”1 flaske vin” og ved anden snurren på ”2 flasker vin”. Hun har altså indirekte betalt omtrent 80 kroner for tre flasker vin.
Med udgangspunkt i at tid er penge, er det måske også værd at overveje, om de tre timer, som en aftens bankospil varer, i virkeligheden gør, at man har underskud på sin tid-som-penge-betalingsbalance.
Men hvis du nu er en af dem, der ”bare altid vinder”, så kan du da nok tjene ind til nogle gode kopper kaffe, der kan gøre dig selskab, når du begraver hovedet i pensum.
De fortæller mig, at mindsteprisen lyder på 80 kroner for udefrakommende, der ikke er medlem af bankoforeningen.
”Har du planer om at komme til banko flere gange? For så kan det bedre svare sig at melde dig ind i vores forening,” lader indgangsdame nummer 1 mig vide.
Jeg tænker, at det kommer meget an på, hvad resultatet for aftenen bliver, om jeg vender tilbage eller ej. Så jeg holder mig tilbage fra at slå til på hendes ellers så gode tilbud om at kunne kalde mig permanent bankogænger.
Prisen på de 80 kroner er vel at mærke også, hvis man kan begrænse sig til 6 plader. Skal man have plader med spillekort, pletskudsplader eller bankotalsplader, skal man lægge 20 kroner ekstra for hver type plade. Ærlig talt vidste jeg ikke, at der var mere end én type bankoplade, så jeg tænker, at jeg lever efter ideen om, at man ikke kan savne noget, man aldrig har haft.
Jeg tænker også, at beløbet på de 80 kroner i forvejen udfordrer min SU lidt mere, end jeg havde regnet med. Men måske kan det vise sig at være en investering, såfremt jeg nu ender med at vinde en stor sum penge. Eller en and.
Banko-kit
Der er linet tre langborde op til aftenens bankospil. Aldersgennemsnittet ligger på omtrent 75 år, så der bliver hvisket lidt i krogene, da jeg tager plads på en af langbordets stole. Jeg forestiller mig, at nogenlunde samme reaktion ville finde sted, hvis en humanist gik ind til en fysikforelæsning.Imidlertid er det ikke blot min alder, der skiller sig ud fra forsamlingen. Nej, det er ligeledes min mangel på bankogrej. Godt og vel alle deltagere har – udover de obligatoriske bankobrikker – en lille magnetstang, der kan fjerne alle bankobrikkerne fra pladen, når man skal starte forfra, efter den heldige vinder af tre rækker er fundet. Derudover har de fleste også en lille terning, der har tallene 1, 2 og 3 indgraveret, så man kan huske, hvor mange rækker, det nu lige er, man er nået til. Jeg tænker først, at det da ikke er noget problem at huske, hvor mange rækker, man nu spiller om, men jeg tager mig selv i gentagne gange at kigge over på mine sidemænds terninger, mens spillets klimaks udspiller sig. Det bliver dermed tydeliggjort, at det kan have sine udfordringer at møde uforberedt op til bankospil. Man skal have bankokittet i orden.
”Så ryst da posen”
Hver gang der bliver råbt ”Banko!”, følger et ”Eeeeeej”-udråb fra andre af spillets håbefulde deltagere. Hvert eneste ”Banko”-udråb fra en af modspillerne indikerer nemlig, at chancerne for, at man selv får banko, er mindre. Så efter de første 20 ”Banko”-udråb, begynder der at sprede sig en betydeligt mere negativ energi blandt dem, som endnu ikke har fået banko.”Hun skulle tage og ryste posen, skulle hun,” siger én.
”Der er bare nogen, som altid vinder,” siger en anden.
Sidstnævnte udtalelse har min statistisktænkende hjerne svært ved at acceptere. Men jeg kan da godt se, at det er noget så mystisk, at Grethe på tredje række har formået at vinde to gange, når jeg ikke engang har været tæt på at få banko bare én gang.
Røde pølser i pausen
Da der er gået halvanden time, er det tid til en lille pause. Her forsøger bankoforeningen at lokke med kaffe, ostemadder og røde pølser til dem, der ikke lige nåede aftensmaden, inden de skulle troppe op til bankospil kl. 18.30. Der er dog også en del af pensionisterne, der har smurt sig en god madpakke, så de ikke skal bruge flere penge end højst nødvendigt på at deltage i banko. Det svarer lidt til de (fornuftige) studerende, der smører madpakke hjemmefra i stedet for at købe frokost i kantinen. Imidlertid er udvalget i kantinen på SDU nok lidt mere varieret end til aftenens bankospil. Men det er selvfølgelig lige meget, hvis man bare er glad for røde pølser.Ingen ænder
Efter pausen er overstået, og bankospillerne igen har taget plads ved langbordene, går det op for mig, at der endnu ikke er blevet langet nogen ænder ind over bordet til vinderne. I stedet har præmierne været gavekort, der gælder i Dagli’ Brugsen, Super Brugsen og Kvickly. Hvert gavekort har gennemsnitligt en værdi af 100 kroner, så jeg kan hurtigt regne mig frem til, at det er mest realistisk, at jeg kommer til at vinde 20 kroner på min deltagelse. For der er kun én præmie, der lyder på 2100 kroner samt et par enkelte på 300 kroner.Vin og gavekort
Da ”Lykkehjulet” bliver hevet ind på scenen ved siden af bankoopråberen, bliver det dog pludselig mere spændende. Vedkommende, der får banko i denne runde, har nemlig mulighed for at dreje to gange på lykkehjulet, så denne kan vinde op til 200 kroner eller 4 flasker vin.Kvinden, der ender med at blive den heldige vinder af at dreje med lykkehjulet, lander ved første snurren med hjulet på ”1 flaske vin” og ved anden snurren på ”2 flasker vin”. Hun har altså indirekte betalt omtrent 80 kroner for tre flasker vin.
Kan det betale sig?
80 kroner for tre flasker vin er nogenlunde det samme som prisen for at købe tre flasker af Nettos den bedste Lambrusco Rosévin eller Liebfraumilch. Så vil man nok hellere vinde to gange 50 kroner, så man trods alt kan gå hjem med sin 20 kroners gevinst. Og dog. Hvad nu hvis man ikke lige bor tæt på en Dagli’ Brugsen, Super Brugsen eller Kvickly? Så føles besværet for at udløse sine 20 kroner i bytte for 2½ liter minimælk ikke just som om, det er det hele værd.Med udgangspunkt i at tid er penge, er det måske også værd at overveje, om de tre timer, som en aftens bankospil varer, i virkeligheden gør, at man har underskud på sin tid-som-penge-betalingsbalance.
Men hvis du nu er en af dem, der ”bare altid vinder”, så kan du da nok tjene ind til nogle gode kopper kaffe, der kan gøre dig selskab, når du begraver hovedet i pensum.