"We Are Your Friends. You'll Never Be Alone Again"

Greatest Hits koncert med vindmaskiner

I et cinematisk bagtæppe af velour og violet entrerer Jada med gigantisk diva-persona gennem sin store forsamling op mod scenen under “With You”. Magasinet er allerede tryllebundet, og opfølgeren "H2O” vidner allerede tidligt om det faktum, at en så kort karriere som udgivende kunstner, allerede kan kaste et Greatest Hits album af sig, og det ved Jada udemærket godt selv.  Det er et hundrede procent diva, men hvor attituden er erstattet af rå ægthed og coolness gennem æstetiske popkulturelle referencer med 90'er Kurt Cobain solbriller, 00'er Britney med denim-is-the-new-black og en tidløs larger-than-life persona, der i koncertens tres minutter blot er nogle af virkemidlerne for i mest bogstavelige forstand at komme ud over scenekanten, om det hedder sig båret af folkets hænder eller hjerter. 

Det kan ikke pointeres nok, at det er en sand fornøjelse, at se resultaterne af hændværksforfining på Rytme kons, der betyder en lind strøm af kreationer af den type, der har smittende sing-along potentiale  allerede efter første vers. 

Noget nyt, noget gammelt, noget denim-blåt, men intet lånt

Narrativet er flot fortalt med en god variation i sætlistesammensætning. Synergien mellem band, kor og frontfigur er veltilrettelagt med et atmosfærisk show, der selv i down-tempo cementerer at Jada ejer ethvert rum, hun træder ind i og fuldstændigt fejlfrit rammer enhver tone lige meget hvilken oktav, hun befinder sig i.  Næsten-premieren på “On Me”, der mest af alt er en gave til menneskehedens indre Dorian Gray, der med rette i stedet bør forvandles til selvkærlighed. Produktionen kan også kun konkluderes til at være lige så feministisk hårdtslående som “Crazy in Love”, da den ramte for et årti siden, og vindmaskinerne får da selvfølgelig også lov til at blive skruet op på 11, når Jada går Full-Diva-Mode, på hendes muligvis mest dansable track. Det er totalt Béyonce, og faktisk er det bedre end Béyonce. For Jada er vores, og Jada har nu ikke længere behov for at spille coveret “1+1” for at fylde sit show ud med en mangfoldig hitparade med paw på de organiske sing-along refræner.   

Down-tempo tracket "Tonight" med off-beat synkoper får rigeligt nyt med enorme low-end elementer, der får et bashoved som undertegnede til at elske de tunge bestanddele, der fungerer spektakulært live og formår at ophøje et allerede massivt track. Jerngrebet fastholdes og strammes. Alle med ører og øjne er bjergtagede som tracket trækket ud i en psykedelisk rundgang med rødt stroboskop lys og ordene ,,Jeg har jeres ryg til den dag I dør”.

“One Last Time" indledes med acapella kun iklædt den dybe behagelige lyd af subwoofer feedback, inden den velmodtagne produktion slukkes i bas- og trommesolo i et kort moment fjerner opmærksomheden fra aftenens hovedperson, der pludseligt slår tonerne an til "Keep

Cool" på lydmandens mixerpult. Jada omkranses af sit publikum i en stor kærligheds-krammer fordret af ordene: ,,Kommer I ikke lidt tættere på?" Kærtegn og viftekoreografi sendes også mod balkonens gæster inden der gives plads til crowdsurfing som kropslig forening af den tonale magi, der har omsluttet kærlighedsfesten. 

Ekstranumrene, åbner op for endnu et nyt nummer, nu om de fallerede nytårsforsætters hymne, "Nudes", viser at produktionerne både strækker sig over det storladne og det minimalistiske, hvor netop kompositionerne arbejder for at få samtlige facetter ud af Jadas stemmebånd. Spotify baskeren "Lonely" slutter selvfølgelig paraden af, og det er  dejligt at synthen får et mere markant udtryk live, der klart giver et ekstra kick til et af 2019’s lækreste danske pop-singler, der live er spektakulær. Nogle gange kommer, der bare en kunstner, der kan få selv de mest hårdføre bashoveder til ydmyg fromhed. Det er da også med at vis ærefrygt at hårene statisk rejser sig ved fraseringerne. En kunstner der med sine egne ord giver plads til alle følelserne forførende fordi stemme og produktionen tilsammen rammer det fløjlsbløde, det smertelige og den slags kærlighed, der hverken kan blive stor nok, eller tilpas gengældt.

Den moderne Pygmalion rammer tonerne formfuldendt

Kvinder foren jer.  Lad ikke imperativer synes at bærer præg af mansplaining. Jada er essensen af feminismens nye bølge. Det er ikke en fad. Det er en bevægelse, der vil, kan og skal lykkes i deres noble foretagende, og nu begynder vi at komme tættere på hvorfor verden har brug for endnu en sang om ensomhed. 

Kardinalpunktet er at en bevægelse skabt af kvindelige artister og deres fans, nuværende som kommende, har omfavnet, modificeret og derigennem taget ejerskab over deres ret til ikke at give en €%#&/.  Med et liv så kort, en ungdom endnu mere, så er tiden ikke til selvhad, projicering af andres forventninger, og en norm om ufejlbarlighed. Deri ligger det ægte, det man som publikum længes efter, for den sørgelige sandhed er, at kunst kun kan inspireres gennem en enorm portion smerte, tårevædende terapeut fakturaer, og en make-or-break vilje.

Hvorvidt Jada har skabt en bevægelse som lige dele forkvinde og grænseløber er uvist, men det er i den grad et projekt man som mand bør, kan og, undskyld mig bydeformen, skal ifalde. Og midt i opbruddet af kvindesynet og ikke mindst kvindeselvopfattelsen, så er der ikke andet at sige end: Stærke kvinder med ild i øjnene, larger-than-life persona og utæmmet talent er nogle universets mest attraktive egenskaber.

Jada og medsøstre ud i artistiske discipliner har som aldrig før skabt en bevægelse, der omfavner, modificerer og derigennem tager ejerskab over glubske industrier og endnu mere glubske personager iblandt det andet køn. Uden at forklejne Jada til blot en antitetisk allegori på Pygmalion fortællingen, så har hun, hendes musikalske medsøstre, og fans af begge køn krakkeleret musikindustriens delikate marmorstatuer, der i årtier er blevet iscenesat som velklingende pynt. 

Jada er en kunstner, der laver masser af knæfald, men heldigvis for ingen andre end sine fans, og samtlige mennesker i bygningen ifalder fællesklappene hvor band, kor og Jada kan modtage hyldesten for de kærestesorger, smerter, og kriser hun har reformuleret til kunst.  Jada er i øjeblikket Danmarks vigtigste populærmusikalske kunstner, der forstår at være en verdensstjerne fuldstændigt i øjenhøjde med sit publikum, helt jordnært, nærværende og ægte på en sådan måde, at der intet er at sige til, at hun har bjergbetaget det samlede danske anmelderkorps, og undertegnede må også overgive sig. Ja, intelligent popmusik bliver altså ikke meget mere ægte end Jada.