Karantæne anbefalinger
Vi er måske få uger fra at se de første Tinder-dates med rumdragter, og kun én unødvendig tur i supermarkedet fra at blive ufrivillige hovedpersoner i "Fluernes Herre”. Toiletpapir bliver snart kongerigets eneste gyldige valuta. Danmark. Vi må kunne gøre det bedre. Bare rolig, det kan sagtens lykkes, hvis vi alle bliver hjemme. RUST har fundet det bedste af det bedste indhold på internettet og i bogreolen lige nu og her, så vi sammen kan redde sommeren.
"Bendtner og Philine"
Når man har i overflod af tid, så hvorfor ikke bare spilde den? Dette er anbefalingernes svar på en hadegave i kategorien, så dårligt, at det må opleves . Med et program som “Bendtner og Philine” får vi en generation, der kommer ind i de sene forårsmåneder med ordene: "Kurven er endelig knækket." Desværre er det ikke covid-19, men derimod IQ-kurven, vi snakker om.
”Bendtner og Philine” er programmet til dig, der godt kan lide at råbe ad dit fjernsyn, og det har faktisk en fin katarsisk effekt i disse dage. Fordummende tv er aldrig oplevet stærkere.
Produktionsselskabet Discovery Networks Denmark har en dyb pengepung og er lykkedes med at få tidligere Wunderkind, nu Opel-maskot, til at sælge ud af arvesølvet efter udgivelsen af selvbiografien "Begge Sider".
Hvad er der så nyt fra vestfronten? Et par dumheder, der indtil nu var nationen ubekendte, men dog forventede. Der skal lyde en forudsigelse fra RUST redaktionen, at Bendtners bestseller følger gratis med om et par år ved næste serviceeftersyn hos det lokale autoværksted.
Der promoveres da også rigeligt for "Begge Sider" i serien, ved at være 100 procent Lord Bendtner approved. Som den første bog manden har fået skrevet, og i øvrigt, nogensinde læst, kræver det om muligt utallige psykologtimer for fodboldspilleren, den dag han erfarer. at han ikke er hovedperson i andre store fortællinger såsom "De 5 på skatteøen", "Jumbobog 448" eller "Find Holger".
Ja i meritokratiet anno 2020 kan man komme langt på selvtillid, et forspildt talent og dårlige undskyldninger, rigtigt langt endda, selvom historierne har cirka lige så meget nyhedsværdi og pondus som et ti-år gammelt ’Se og Hør’ blad. Det er opstillet, indholdsløst og med fuldstændigt ligegyldige karakterer. Hvis nogle læsere kan huske hvor glemmebogen er forlagt, så mind lige undertegnede om, at der skal indføres et stort no-go under “Bendtner og Philine”. Lord & Lady over dansk skod-tv.
Der er nye afsnit af "Bendtner og Philine", hver torsdag på DPlay.
"Nicki Bille"
Vend i stedet blikket mod TV2PLAY og den nye dokumentarserie "Nicki Bille" med dansk fodbolds enfant terrible #1.
Efterretningerne lovede en heftig omgang reality, præcis som det bør være. Ud fra bedømmelse af seriens første to afsnit er resultatet intet mindre end eminent med en filterløs angrende ballademager, der både brænder igennem på grønsværen, men så sandelig også på streamingtjenesten.
Kokain, voldssager og en mand, der bare ikke kan komme til tiden, når han skal i retten. Friskfyrscharmen er i den sympatiske skuffe, for man hepper som publikum på, at det vil gå vestegnsdrengen og forældrene godt.
De første to afsnit er måske ikke helt oppe at ringe med DR3's "Hård udenpå" eller "Prinsesser fra blokken", men det er godt nok tæt på. Reality bliver ikke meget bedre.
De første to afsnit af "Nicki Bille", kan ses på TV2PLAY. "
"The Olsens"
"The Olsens" er noget af det mest charmerende på dansk fjernsyn lige nu. Med to af Danmarks stærkeste brands inden for respektive brancher som omdrejningspunkt, så er serien det bedste bud på et dansk ”Keeping up with the Kardashians” og moderen til alle par programmer "The Newlyweds" fra 2003.
Som Danmarks power-couple nummer 1, så sker der, ulig hos et vist andet celeb-par, faktisk noget i det opadstormende pars liv. Irina Olsen er den ultimative boss lady, der kan jonglere kontant millionforretning med kærligt familieliv.
Morten Brangstrup Olsen behøver for RUST's læsere ikke nærmere introduktion. Hvor Irina er trækplaster for én type seer, er Faustix det for en anden type. Programmet favner således bredere end "Forside Fruer", "Beauty Bosserne" og "Diamantfamilien".
For alle os der må afvente Faustix' psy-trance invasion over Danmark til forhåbentligt kærkomne festivalsæson, så er "The Olsens" ekstremt relevant for at forstå Mortens gigantiske 2019, der skulle få sin hidtige kulmination dette forår.
Med forudindtagelser om at Discovery tilrettelæggere kun kan formulere sig i BT-overskrifter og musikalske indslag, der anser publikum for idioter, så lykkes Olsen klanen med at kontrollere programmet gennem deres værdier og forretninger.
Nuvel, det hele er ikke bryllup, Club Awards eller Mexico City, for den unge børnefamilies årshjul skal da også køres igennem. Ulig Bendtner og
Philines ligegyldigheder om pinot noir, utroskab og store egoer, så er "The Olsens" i en helt anden liga.
Det hele er bare meget ægte og hyggeligt. Nu hvor tilværelsen mest af alt ligner en halvdårlig b-film tilsat kafkaeske momenter, så har det aldrig været mere tiltrængt at unplugge hjernen og bare mæske sig i flimmerkassens svar på Matador Mix ed Danmarks stærkeste synergieffekt: The Olsens.
Første sæson af "The Olsens" kan streames på DPlay.
"Strøgvagterne: Sæson 2"
Sidste anbefaling på DPlay sendefladen er det hysterisk morsomme "Strøgvagterne: Sæson 2". Programmets koncept er genialt. Tag dramakurven fra "Politijagt" og tilsæt dertil den lokale G4S'ers dagligdag. Law and order på Strøget. Onur, Magnus, Kristian og særligt den vidunderligt sympatiske Anders, gør den københavnske shopping-hovedarterie til et bedre sted i verden med et sæt walkie-talkies, en over-pædagogiske tilgang til deres medmennesker, og en arbejdsmoral, der sikrer at detailhandlen ikke bryder sammen i lovløshed.
Programmets til tider ufrivillige humor er netop i 1:1 formatet med "Politijagt" hvor spændingsmusik, højhastighedsklip og kropskameraer, skaber betydeligt mere dramatik, end hvad der tit er grundlag for. Dramaerne beløber sig ofte op i stjålne My Little Pony figurer, afhøring af en mand med en kæphest og et Royal Copenhagen fadsæt, der skal smugles under trøjen fra butikken. Bare rolig, virkelighedens verden er mere spændende end som så, og der er da også plads til mere strafferetlige affærer såsom spritbilisme og lommetyveri, der selvfølgelig alle afværges. Justice has been served.
Begge sæsoner af "Strøgvagterne" kan streames på dplay.
Musik anbefalinger
En katestrofe er hændt menneskeheden. Undertegnede begræder de tomme dansegulv og at, I, unge smukke mennesker ikke længere kan forelske jer. Greta Thunberg havde måske fat i en passende trope, men i den helt forkerte kontekst. Det her er det brændende hus.
For sandheden er, at den her verden næppe bliver den samme igen. Heldigvis har musik evnen til at lade os genafspille følelser og minder. Så selvfølgelig er RUST blevet en kende nostalgiske med anbefaling af Warren Zevons “Don’t Let Us Get Sick” fra 2000.
En af rockens største genier, har lavet musik, der holder til evig tid. Det er den slags musik, der får dens lyttere til at ville blive til bedre mennesker. I denne tid har det aldrig været hverken mere kærkomment eller tydeligt i den respekt og det sammenhold som nationens borgere viser .
Er du træt af snak, og mere til dak, så vend blikket mod Nonsens. Udover det der af RUST var spået som et af forårets helt store feel-good track, "Trouble", så hedder anbefalingen "Quarantine Sessions". Så slå vejen forbi trioens Facebook og deltag i den pumpende bas med bornholmer-drengene i house-humør. Spoiler alert: Kongsted leverer en genial audiens med progressive house som gæst. Vi kommer faktisk, i skrivende stund, ikke nærmere at genopleve headlinerne Nonsens og Kongsted fra februars Generator Spring Party.
Med tilskuerantal, der næppe kommer til at forekomme lige foreløbigt, så står den amerikanske rapper Marshall Bruce Mathers III's 2018 Roskilde optræden som en af de helt eksklusive i de danske koncert-almanakker. Minderne må for nu være det bedste alternativ, og båndbredden i stedet spørges til råds, for Eminem er tilbage med dette årtis, hands down, bedste musikvideo.
“Godzilla” udgivelsen udgør i sig selv en pandemi med en posthum optræden fra Juice WRLD. En 1:1 visuel fremførelse af lyrikken blander selvrefleksive popreference med en velvalgt konservativ klippestil og munder ud i et sandt mesterværk.
Med cameos fra Cole Bennett, Dr. Dre og Mike Tyson, lykkes musikvideoen med at have lige dele holy-shit-moments, lårklaskende indslag badet i ren youtube-cinegasm. Den 43-årige rappers "Berzerk" video er hermed overgået. Eminem beviser endnu engang, at han mestrer musikvideoen som genre. Og det er der vist nok heller ikke meget at sige til om manden, der erobrede verden, dengang MTV og Discman var de foretrukne musikplatforme.
Og husk nu at få streamet en masse dansk musik og støt nationens skjalde. “Måske Ku’ Vi” “Lean On” “Uden Forsvar”, “Lidt I Fem" “Til Sommer i Europa” inden “Det For Sent Nu” for “Ingen Kender Dagen” eller "The Aftermath," men “Gi’ mig Danmark Tilbage”, “Kom Tilbage Nu" for Det Burde Ikke Være Sådan Her”, “Hvad Nu Hvis” vi bare kunne “Blihjem”.
Hvorfor er det her sket? Hvad er de geopolitiske mellemregninger, der gør at sygdomme i økosystemets skjul kan bevæge sig ud i den teknologiske tidsalder. Selvfølgelig er det konference-serien TEDx, der giver nye perspektiver på tilværelsen. Deres mest aktuelle keynote kommer fra sundhedssystem-ekspert Alanna Shaikh på "Coronavirus Is Our Future". Bliv klogere på hvordan politik og sundhedsvidenskab er kommet i clinch og har farvet denne katastrofe, med altoverskyggende og permanente konsekvenser til følge.
De dystopiske fremtidsudsigter kan hurtigt virke overvældende, og i de tilfælde skal omfavnelsen af håb findes i litteraturen...Not. Albert Camus' "Pesten" er selvfølgelig kun en hastelov fra at blive husstandsomdelt af Katherine Diez. RUST istemmer Diez' approval, men vil gerne en smule længere rundt i litteraturhistorien.
Cormac McCarthys "The Road". Du kender med noget nær sikkerhed Viggo Mortensen filmatiseringen, der adskiller sig på et meget centralt punkt fra denne storslåede udgivelse. Det her er den postapokalyptiske roman til den ultimative sortseer, og bør for så vidt undgås af svage sjæle.
For dem der hellere vil opleve undergangen på en mere sensibel facon, dertil kan anbefales Thomas Manns "Døden i Venedig". Novellaen omhandler en koleraepidemi i, you guessed it, Venedig, som de lokale myndigheder i første omgang ikke tager seriøst. Ja, it's a little bit of history repeating. Find den på Gutenberg Project og nyd dommedagsfortællingen med Gustav Mahlers "Adagietto" på anlægget.
Med en faldende antal tilladte forsamlingsmængder, så er sidste litteraturanbefaling i den metatekstuelle afdeling: Samuel Becketts teaterstykke "Endgame" Fire karakterer er fanget i en spind af endeløse rutiner, absurditet samt pinefuld evighed. Fortælling har intet med "The Avengers" at gøre, men pudsigt nok en del med klimakset i "Doctor Strange", og ej at forglemme menneskehedens isolation på ubestemt tid.
Guilty Pleasure boblerne
Vi ved det alle sammen, likes og comments funktionerne synes deaktiveret af Corona, og hverken avocadomadder eller ahornblad i veganer-latten kan hamle op med to-be-tagged hotspottene. Så støt din lokale influencer med lidt kærlighed. Lær at frittere en hummer med Umut Sakarya, lav Instagram-fitness med Melvin Kakooza, se Anna Briands seneste "På Skiferie i Østrig" video (pænt dårlig timing), eller se hvor dybt gode mennsker kan synke på "Miriams Blok".
Hvis du aldrig har slået vejen forbi bloggen så er det straks med at maxe båndbredden ud og klikke dig ind under 'shh'-indlæggene. Det er Mads og Monopolet på sterorider, og beviser, at du bare skal tage de sko af, smide frakken og ikke bevæge dig unødigt ud, indtil myndighederne giver grønt lys for familiefødselsdage, franske kys og dakkedak.