Nat på universitetet

For tolv timer siden blev der delt flyers ud på Campustorvet, og studerende og ansatte krydsede den store gulvmosaik fra alle retninger. Hos Starbucks blev der langet kaffe og kage over disken, og det var stort set umuligt at krydse Gydehutten ved frokosttid på grund af menneskemylderet.

Men på denne sene onsdag aften er der ikke et øje på hele den lange Gydehutten, ‘The Winter Garden’ er mørklagt, og metalgitteret er rullet for kantinen.

Vintermørket har sænket sig, og universitetes glasfacader fremstår som enorme spejle, der reflekterer hver eneste lille lysende pære. De fleste studerende er gået hjem for i dag - dog kan der stadig spottes enkelte studerende ind gennem glasdøren til bibliotekets læsesal.

RUST er heller ikke gået hjem, for på redaktionen har vi undret os over, hvem der egentlig passer på SDU, når alle vi andre er gået hjem. Derfor har vi aftalt at mødes med nattevagt Michael Kromann Jensen.

Holder SDU godt kørende

RUST møder Michael på Gydehutten. Han byder os på en kop kaffe i vagtstuen. Michael fortæller, at han har arbejdet som vagt i næsten 28 år, og at han de sidste 7 år har været nattevagt på SDU. "Hvad laver man egentlig som nattevagt på SDU?" spørger vi Michael.

“Det er jo et temmeligt stort hus med mange vinduer, døre og porte, og der er både stueetage, kælder og første sal. Så én af de primære arbejdsopgaver består jo naturligvis i at sikre, at ‘skallen er intakt’ - det vil sige, at vi sikrer, at alle vinduer og døre er lukkede og at der eksempelvis ikke står stole eller andet i døråbningerne, så dørene ikke kan lukkes” svarer Michael og tilføjer: “Men vi sørger også for at skabe tryghed for de, der er her - det gør vi blandt andet ved at være synlige på gangene”. 

Michael forklarer, at nattevagterne også sørger for, at der eksempelvis er skiftet batterier i mikrofonerne i undervisningslokalerne, og holder øje med diverse brand-, tyveri- og teknikalarmer, der kan sladre om alt fra utætte vandrør til frysere med forskningsmateriale, hvor temperaturen uventet stiger.

Eksamenstid

RUST følger Michael på lidt af runderingen på SDU. Vi forlader vagtstuen og går ned af Krogene. Selv om RUST aldrig har set SDU så mennesketomt, så siger Michael, at her er flere studerende i nat end normalt:

“Nu, hvor det er eksamenstid, er her flere studerende om natten end ellers. Nogle af dem sidder på biblioteket eller på læsesalen og går først hjem ved tretiden” fortæller Michael. “De studerende må jo ikke sove herude” tilføjer Michael og fortsætter:

“Så hvis vi finder nogen, der sover, så vækker vi dem. Men de tager det som regel pænt, og de fleste studerende ved også godt, at man ikke må overnatte på SDU”.

“Men her i januar har vi nattevagter særlig travlt” siger Michael og forklarer, at det er nattevagterne, der dækker op til alle eksamenerne - både de mundtlige og skriftlige - med grønne duge, vandkarafler, drikkeglas, blyanter, papir og hvad der ellers hører til.

Michael holder en stak papirer på en fingerbreddes tykkelse op og peger på den - det er listen over alle de lokaler, der skal dækkes op til eksamen i.

Arbejdsglæden skinner i nattens mørke

RUST spørger Michael, hvad han holder mest af ved sit job som nattevagt.

“At jeg egentlig selv kan bestemme” svarer Michael.

“Der er jo selvfølgelig nogle opgaver, der skal løses, og en rettesnor jeg skal holde mig til, men jeg bestemmer mere eller mindre selv, hvornår jeg vil gøre hvad. Arbejdstiderne er ideelle for mig og efter så mange år med skiftende arbejdstider, så sover jeg bare, når mit hoved rammer puden”.

Michael fortsætter:

“Jeg synes, jeg har et spændende arbejde, for jeg ved jo aldrig, hvad natten bringer. Jeg ved aldrig, hvad der kommer af meldinger - det kan være en tyverialarm, en brandalarm eller noget helt tredje. Og selvom jeg har været herude i 7 år, kan det stadig ske, at jeg kommer ud for noget jeg ikke har prøvet før. Så har jeg heldigvis en kollega, der har været i 42 år, og han ved det meste - og ellers så finder vi jo som regel en løsning alligevel. Vi har et rigtig godt samarbejde med nogle dygtige håndværkere og maskinmestre”.

“Men det er specielt at være vagt herude, fordi SDU er så stort”. Michael fortæller, at det tog ham omkring et år at lære SDU’s lange gange rigtigt at kende.

Hvad er så det værste ved arbejdet som nattevagt?

“Uha, det var et svært spørgsmål” siger Michael og sukker. Efter at have tænkt sig længe om svarer han:

“Hvis det pisseregner uden for, og jeg skal ud og gå min runde, og jeg bliver sjaskvåd. Det er det eneste, jeg lige kan komme på. Men egentlig synes jeg ikke, der er noget ved mit arbejde, som jeg ikke kan lide”.

Vi er kommet udenfor og går mellem Det Teknisk Fakultet og hovedbygningen. I aften regner det heldigvis ikke.

Sorte popkorn

RUST spørger Michael om han har været ude for noget usædvanligt som nattevagt på SDU. Michael forklarer at der som regel er roligt og stille på SDU om natten.

“Til en julefrokost i december var der en enkelt ung - og meget fuld - mand, der var faldet i søvn på gulvet i Bøgene” fortæller Michael. “Så ham måtte jeg lige ned og vække. Det var han ikke helt tilfreds med, men heldigvis havde han nogle kammerater, der kom og tog ham med”.

“Og engang imellem så er der jo nogen, der rister popkornene sorte”. Michael uddyber:

“For noget tid siden var der nogle studerende, der ville lave popkorn men de fik lidt for længe i mikroovnen, så brandalarmen gik i gang og så kommer brandvæsenet jo“.

Michael fortæller, at det ikke er gratis, når brandvæsenet rykker ud.

“Derfor er det særlig vigtigt, at de unge mennesker får af vide, at de lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden de laver noget, som kan sætte brandalarmen i gang” understreger Michael.

Vi gå tilbage mod Gydehutten af Knoldene. På Gydehutten overlader vi Michael til resten af nattens opgaver og gøremål, og ønsker ham en god arbejdslyst.

Et par studerende længere oppe ad Gydehutten ser ud til at være på vej hjemad, og deres fodtrin giver ekko i den lange gang.

Om natten på SDU er der ro og stilhed til at fordybe sig i. Hvis koncentrationen holder til det på dette tidspunkt af døgnet, så er det måske slet ikke så tosset en ide at kaste sig ud i en omgang eksamenslæsning i de sene timer på SDU.

Redaktionens klare indtryk er i hvert fald, at Michael og kollegerne gør deres til, at SDU er et rart sted at være - også når mørket er faldet på.