Professor som 32-årig

Professoratet var ikke et mål i sig selv

Anton Pottegård er uddannet farmaceut og har siden forsvaret både en ph.d. og en doktordisputats. Han forsker i brugen af lægemidler, og i august blev Anton udnævnt til professor i farmakoepidemiologi og klinisk farmaci ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU. Desuden er han studieleder på farmaceutuddannelsen og er forskningsleder på Sygehusapotek Fyn.

RUST møder Anton på Odenses Adelige Jomfrukloster. Anton har netop forelæst og inden det går løs med den næste forelæsning, har RUST fået fornøjelsen af at hører nærmere om Antons vej til professoratet og om hans mål, efter han er blevet professor.

På spørgsmålet om Anton længe har drømt om at blive professor, svarer Anton “næ” og griner. Han uddyber:

“Det har ikke været et mål i sig selv at blive professor. Jeg har haft et mål om at lave en masse forskning, og det har så kastet et professorat af sig. Men målet var forskningen. Det startede jeg med, da jeg læste min kandidat. Mest fordi jeg syntes, det var sjovt - det var udfordrende, og det var sjovt at arbejde med de metoder jeg blev præsenteret for. Med årene har jeg lært også at sætte pris på, at jeg faktisk kan gøre en forskel ved at forske, og det er jo meget heldigt, når nu jeg bruger al min tid på det”.

Anton fortæller, at han ikke kommer fra en familie af akademikere, så på den måde har det ikke ligget i kortene, at Anton en dag skulle blive professor.

En blåstempling

Men hvad kan man egentlig med et professorat? Anton svarer: “For mig er professoratet en blåstempling fra universitets side - det er et skulderklap og en anerkendelse af, at jeg har leveret et stykke arbejde, som universitet gerne vil have mere af”.

Men ud over at professoratet er et ‘skulderklap’ fra universitets side, så påpeger Anton, at professoratet også er et fint værktøj, der giver nye muligheder:

“Professoratet giver mig nogle fordele: Professoratet er en platform, som jeg kan udtale mig fra - især internationalt, hvor man lægger mere vægt på hierarki, end vi gør i Danmark - derfor kan jeg nemmere end før, få mine meninger hørt. Og det er jo rart. For det andet markerer professoratet en slags endegyldig etableringen inden for forskningen. Det betyder, at jeg kan prioritere en smule anderledes end før. Eksempelvis behøver jeg ikke, af taktiske årsager, at gå ind i et forskningsprojekt, som jeg ikke brænder for. Og så behøver jeg ikke promovere mig selv i forhold til videnskabelige artikler. Det giver frihed til at prioritere, for eksempel at gå ind i spændende projekter, hvor jeg kan lade mine ph.d.-studerende eller andre kollegaer gå forrest og få ’deres bid af kagen’, så at sige. I det hele taget kan jeg prioritere mere tid til vejledning for ph.d.-studerender og postdoc’er”.

Mere end 210 videnskabelige udgivelser

Anton har siden 2010 udgivet mere end 210 videnskabelige artikler og blandt andet en bog om praktisk farmakologi.

Hvordan har du nået det? “Det er et godt spørgsmål” svarer Anton. Han fortæller, at der ikke er nogen tvivl om, at han har arbejdet meget, især inden han fik børn. Men, forklarer Anton, det har også noget at gøre med det felt, jeg arbejder indenfor:

“Jeg har haft mulighed for selv at lære at programmere. På den måde har jeg ikke været afhængig af ret mange andre. Jeg lærte hurtigt at programmere, fordi jeg syntes, det var sjovt, og fordi jeg har haft dygtige kollegaer og vejledere, som jeg kunne spørge, når der var noget, jeg ikke kunne finde ud af. Det er klart, at hvis jeg arbejdede med dyreforsøg eller interventionsstudier, så havde det ikke kunnet lade sig gøre at lave så mange udgivelser"

Anton forklarer, at det også har været nemt at finde hypoteser at undersøge, og at dette skyldes, at han og hans kollegaer har et kæmpe klinisk netværk:

"Det er nærmest bare at åbne døren, så kommer der en eller anden læge gående ind fra OUH med et nyt spørgsmål, som vi kan hjælpe med at adressere”.

Det er et privilegium at jobbet er min hobby

RUST spørger Anton, om han har nogen fritidsinteresser, og til det svarer Anton uden tøven: “Mit arbejde”.  Anton tilføjer, at han ser det som et privilegium at have et arbejde som også er ens hobby:

“Jeg elsker mit arbejde, og hvis jeg en lørdag aften kommer i tanke om en opgave, der er sjov at lave, så nyder jeg at lave den - også lørdag aften. Jeg føler mig meget heldig at få lov til at arbejde med noget, jeg synes er ekstremt interessant”.

Anton fortæller, at det også betyder meget, at det er et socialt arbejde, han har, og at han hver dag er involveret med mange forskellige forskere fra hele kloden.

32 år - ikke den typiske alder for professorer

Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets statistikker var næsten tre fjerdedele af professorerne på de danske universiteter 50 år eller ældre ved udgangen af 2018. Derimod var kun 2 procent af landets professorer på de danske universiteter under 40 år. Med sine 32 år er Anton dermed ikke blot én af de yngste professorer på SDU men også på landsplan.

RUST har spurgt Anton, om han mærker noget til at være yngre end de fleste andre professorer. Anton tænker sig lidt om, før han svarer:

“Jeg har nok tidligere mest tænkt over det i forbindelse med at skulle lede andre, der er ældre end jeg selv. Jeg er efterhånden ved at være ældre end de ph.d.-studerende, jeg vejleder, men langt de fleste af de ph.d.-studerende jeg har været vejleder eller medvejleder for har været ældre end mig”. Anton supplerer med “Selvom det egentlig ikke burde være sådan, så har jeg nok haft en fordel ved at jeg er to meter høj og har fuldskæg”.

Anton tilføjer, at skægget måske også har fået lov til at vokse sig lidt længere, end det ellers ville have fået lov til, efter han er blevet professor. Men egentlig vil Anton gerne gøre opmærksom på, at alder ikke udgør noget problem, lige præcis der hvor han er:

“Jeg er heldigvis kommet ind i en afdeling, hvor vi er fri for gamle sure egoer og professorer der skal ’stryges med hårene’ og skal markere sig overfor de unge. Det er helt sikkert, at det ikke er sådan alle steder. Forskningsverdenen er fuld af hierarkier. Jeg føler mig ekstremt privilegeret over at være en del af en kultur, hvor der ikke er en unødig og ineffektiv hakkeorden. Denne kultur har en meget stor del af æren for at jeg har haft mulighed for at dygtiggøre mig så hurtigt. Og det gør også at jeg føler et ansvar for at ’give tilbage’ og selv brænder for at vejlede mine sindssygt dygtige ph.d.-studerende og generelt promovere kollegaerne på afdelingen”.

God vejledning - en hjertesag

I løbet af interviewet bliver det tydeligt, at Anton i særlig grad brænder for at vejlede sine studerende. RUST spørger, om det er en særlig mærkesag for Anton at hjælpe unge mennesker godt ind i forskningsmiljøet. “Ja” lyder det prompte fra Anton.

“Der er simpelthen så mange dårlige projekter og så meget dårlig vejledning, og det skaber så meget spild. Det er nogle ekstremt passionerede og dygtige unge mennesker, som melder sig i rækkerne, og de bliver altså ikke altid behandlet så godt som de fortjener. Det er et hårdt liv som ung forsker - og det er der sikkert også noget læring i - men over en bred kam, så har jeg en oplevelse af, at det er hårdere end det behøver at være”.

Anton fortæller at nogle af de ph.d.-studerende, han er vejleder for, netop har været på et kursus i, hvordan man bliver vejledt af sin vejleder. "Det siger ligesom det hele, ikke? Det er jo fuldstændig sindssygt, at der er et behov for at klæde den studerende på til at håndtere vejlederen og fremlægge værktøjer så den studerende kan sikre sig noget vejledning" tilføjer Anton.

“Jeg og mine kollegaer prioriterer vejledning højt. Der findes mange fantastisk spændende studerende, nogle gode mennesker, der vil opnå et eller andet, og så er jeg i den privilegerede situation, at jeg kan hjælpe dem med at opnå det. Så ja, god vejledning er nok lidt af en passion for mig”.

Fremtiden

Nu da Anton i en alder af 32 år har opnået at blive professor, føles det oplagt at spørge ham om, hvad han tror, fremtiden byder på: Så hvad laver du om 10 år?

Anton tænker og svarer så: “Jeg ved det ikke, men jeg håber virkelig, selvom det lyder meget umoderne, at jeg laver nogenlunde det samme, som jeg laver nu. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke skal lære nye metoder og gøre nye og vilde ting”.

Anton fortsætter: “Men jeg har for eksempel ikke nogen ambition om at den forskningsgruppe, jeg er en del af, vokser sig meget større, end den er nu. Vi er omkring 20 og vi har det sjovt og laver en masse kreativ forskning. Vi kunne sikkert godt blive 60, men så vil det hele bare gå op i strategi og fondsansøgninger. Det gør det altså ikke for mig”. Til slut tilføjer Anton: “Særligt håber jeg, at jeg vejleder en masse - både på ph.d.- og postdoc-niveau. Det er virkelig sjovt”.