Skip to main content

Bliv undervisningsmiljørepræsentant

Undervisningsmiljøprisen

I 2013 modtog Syddansk Universitet Undervisningsmiljøprisen. Prisen gives hvert år til skoler eller undervisningssteder i Danmark, der har gjort en særlig indsats for elevernes eller de studerendes undervisningsmiljø, og i 2013 er det Syddansk Universitet, der modtager den fornemme pris for sit projekt De studerende i centrum.

Læs nyhedsbrevet "Studie- og undervisningsmiljø 2013" der fortæller mere om prisen til SDU.

Universitetet har brug for dig til udviklingen af undervisningsmiljøet på SDU

Vil du gøre universitetet til et bedre sted at studere, så har du muligheden for at få en plads i dit instituts arbejdsmiljøgruppe. Her får du chancen for at påvirke forholdene på universitetet, og sikre, at dine medstuderende og dig får et sikkert og spændende undervisningsmiljø.

Samtidig danner udvalgsarbejdet grundlag for en personlig udfordring du kan bruge fremover på arbejdsmarkedet og som ekstra krydderi på dit CV.

Hvad er en undervisningsmiljørepræsentant?

En undervisningsmiljørepræsentant vælges af de studerende til at varetage de studerendes interesser over for uddannelsesstedets ledelse med henblik på at skabe et godt undervisningsmiljø; for det første så undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og for det andet for at fremme de studerendes muligheder for udvikling og læring. Med andre ord vil en undervisningsmiljørepræsentant primært beskæftige sig med det fysiske og det psykiske miljø.

Hvad er opgaverne?

Undervisningsmiljørepræsentanterne deltager i en rådgivende rolle i uddannelsesstedets arbejdsmiljøarbejde, når der behandles forhold af betydning for de studerendes undervisningsmiljø. Deltagelse i arbejdsmiljøgruppernes arbejde indebærer således en mødeaktivitet, der kan variere fra ca. 2 møder årligt op til et møde om måneden alt afhængig af institut og arbejdsmiljøgruppe.

Arbejdsopgaver vil typisk være:

  • Opfølgning på undervisningsmiljøvurderingen og arbejdspladsvurderingen, så eventuelle mangler bliver udbedret.
  • Sikre at sikkerhed osv. er i orden.
  • Deltage i planlægningen af nye implementeringer (fx nyt udstyr og nye faciliteter).

Yderligere informationer kan findes i Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø samt i Arbejdstilsynets vejledning om arbejdsmiljøgruppers opgaver.

Hvad skal du gøre, hvis du er interesseret?

Udvælgelsen af undervisningsmiljørepræsentanter foregår ved valg, som de studerende selv administrerer. Kontakt derfor i første omgang din institutleder eller dit instituts arbejdsmiljørepræsentant fx pr. mail for at høre, om der eksisterer eventuelle modkandidater.

Gør derefter sammen med en kort begrundelse opmærksom på dit kandidatur fx i et relevant fagblad på universitet eller ved opslag. Ved flere kandidaturer skal de kandiderende sætte sig sammen for at aftale valgproceduren.

Læs mere i ”Vores Studiemiljø!”.

Læs artiklen "Et godt studiemiljø er vigtigt" af Freelancejournalist Lis Agerbæk Jørgensen.

SDU HR, Arbejdsmiljø Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 4333

Sidst opdateret: 26.08.2021