Skip to main content

Pia Heike Johansen

Hvorfor blev du forsker?

Jeg betragter det som et privilegium at kunne fordybe sig i faglitteratur og jeg mener, at det er vigtigt at forstå og formidle, hvad det er for et samfund, vi lever i.


Hvilken anden person ville du helst være?

Jeg er vild med Patti Smith (poet og sanger red.) som kan noget helt unikt. Hun er ret sej, men alligevel er jeg ikke sikker på, at jeg gerne vil være hende. Måske ville jeg bare gerne være en stærk menneskeretsforkæmper ligesom hende.


Hvad er din største styrke og din største last?

Min største styrke er, at jeg er god til at have mange bolde i luften og få det store overblik uden at miste blik for detaljer. Min største last er, at jeg er for hurtig, og det er min største barriere.


Hvad laver du i fritiden?

Ligesom Dan Turèll holder jeg af hverdagen. Jeg laver lokalt samfundsarbejde, passer min have, er sammen med mit barnebarn, som bor lige om hjørnet, og så bilder jeg mig selv ind, at jeg får læst en del skønlitteratur. Jeg får i hvert fald købt bøgerne.


Hvilken anden forsker beundrer du mest?

Som udgangspunkt er jeg ikke et menneske med idoler og forbilleder. Men jeg tænker altid på Niels Bohr (atomfysiker. red) når jeg får etiske eller moralske skrupler over det, jeg finder frem til. Ligesom ham kan jeg ikke bestemme, hvad andre mennesker bruger min forskning til.


Hvordan håber du, at andre kan få gavn af din forskning?

Jeg vil gerne være med til at bygge bro mellem forskningsverdenen og lokalsamfundet. For mig er det vigtigt, at lokalsamfundet får gavn af viden fra forskningsverdenen – og omvendt.


Hvilket spørgsmål vil du allerhelst finde svar på?

Hvordan man kan integrere forskningsviden med erfaringsbaseret viden.


Hvad overvejede du ellers at blive?

Jeg var gartner og landmand, før jeg blev sociolog, men inden da drømte jeg en overgang om at blive arkitekt.



Gå tilbage til Gæstehjørnet

Sidst opdateret: 02.06.2021